Jordemødrene misbruges

Nu i år 2000, i skrivende stund er der én jordemoder fastansat i en uopsagt stilling i hele landet. Dette er undertegnede

Tirsdag d. 10. oktober 2000
Ruth Montgomery
Emnekreds: Løn og overenskomster, Sundhedsvæsenet.

I løbet af de sidste 5 år er der sket en markant ændring i jordemodersituationen i vores land. Der fødes ca. 1000 børn om året, hvoraf ca. 300-350 fødes i Nuuk. 90-100 i Sisimiut, 70-80 i Ilulissat og 70 i Aasiaat. Resten af fødslerne er fordelt på kysten (ca. 40- 50). I tilfælde af komplikationer føder kvinderne i Nuuk. Kvinderne fra bygderne er også nødt til at føde i uvante omgivelser. Disse ting gør man for at sikre sunde børn. For at sikre at børnene fødes i trygge rammer. Disse overvejelser har været en af grundstenene til den nuværende situation og plan om fødselshjælp. I 1994 var der omkring otte fastansatte jordemødre i Grønland hvoraf mindst fire var hjemmehørende. De andre fastansatte jordemødre var kvinder og mænd som var ansatte i tre-årige perioder. Det gav kontinuitet. Det gav tryghed og gav en vis kvalitet i omsorgen. Nu i år 2000, i skrivende stund er der én jordemoder fastansat i en uopsagt stilling i hele landet. Dette er undertegnede. Hvorfor er der ikke flere jordemødre ansatte? Hvorfor er de grønlandske jordemødre ikke i arbejde som jordemødre? Det er fordi de bliver slidt op! Lønnen for fastansatte jordemødre er for lav. Det er lavere end mange andre grupper med samme kompetence og ansvar, og lavere end i Danmark. Vagtbyrden (dvs. de antal dage man har vagt, ikke antal timer man er tilkaldt) gør det nødvendigt, at man enten ikke har børn eller at man har mulighed for at få passet sine børn i tide og utide. De hjemmehørende bliver slidt op. Deres fridage, behov for fridage og almindelig frihed uden opkald er svære at tilgodese i et samfund med jordemodermangel. Jeg har arbejdet i Ilulissat og Sisimiut de sidste 5 år og håber på mange års tjeneste endnu. Derfor skriver jeg dette indlæg. Mine grønlandske suleqatikka - kolleger er blevet brugt og misbrugt. De har fået lov til at slide sig selv helt ned én efter én. De har været nødt til at arbejde under pres i årevis, og derefter vælger de enten selv at flygte fra faget, eller at blive overset. Det at være jordemoder er livsbekræftende, men glæden hænger også sammen med et muligt liv ved siden af arbejdet. Samfundet har ikke råd til, at de eneste jordemødre de har, er ansatte på vikarbasis. Samfundet har ikke råd til, at vi "misbruger" de grønlandske jordemødre, som vælger at komme tilbage og tjene deres land. Igennem de sidste fem år har jeg været vidne til en udvandring hos grønlandske og danske jordemødre. Hvis vi virkelig vil gøre noget for vores børn og familier skal vi begynde med at give dem en god start på livet. Det handler også om at give de kvinder og mænd der gerne vil arbejde i Grønland mulighed for det. Tallene taler for sig selv. Én fastansat jordemoder der kan forstå grønlandsk. Ingen jordemoder der har grønlandsk som hovedsprog. Kan vi blive ved med at være det bekendt?