Hvorfor er der nu ballade med lærerne igen?

Og så er Landsstyremedlemmets indlæg i øvrigt fyldt med så mange unøjagtigheder, halve sandheder og deciderede fejl, at indlægget i højere grad skaber forvirring end fremlægger fakta, sådan som det ellers påstås

Fredag d. 3. november 2000
Claus Jochimsen
Emnekreds: Løn og overenskomster, Politik, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse:
Hvad er Fup og hvad er Fakta?
Lad os sammen skaffe lærerne
Hvad er fakta?
Et problem opstår
En løsning?
En aftale indgås
Tid til at løse fælles problemer
Forræderiet!
Kan det virkelig passe?

Hvad er Fup og hvad er Fakta?
Sermitsiaq bragte i nr. 42 et længere indlæg med overskriften "Lærerne tager folkeskolen som gidsel". Indlægget var skrevet af landsstyremedlem for økonomi, Josef Motzfeldt.

I indlægget påstår han at lægge fakta på bordet om baggrunden for den ulykkelige situation lærerne og folkeskolen står i i øjeblikket.

Kort kan det siges, at Landsstyremedlemmet i ramme alvor mener, at lærerne skal betale af deres overenskomstmidler for det ekstra arbejde, de er blevet pålagt gennem årene. Lærerne blev i 1998 lovet betaling for en række nye opgaver, skriver han, og nu mener han, at det er helt rimeligt, at han trækker dette løfte tilbage. En underlig måde at "love" noget på.

Den udlægning af teksten er nu også helt i strid med det vi aftalte i 1998. Det fine ved resultatet dengang var netop, at der blev trukket en streg i sandet. Nu kunne vi koncentrere os om at se fremad og i et ligeværdigt samarbejde forsøge at løse de store problemer, folkeskolen er i. De der deltog i forhandlingerne dengang, vil kunne bekræfte, at det forholder sig sådan.

Det er dybt skuffende, at Landsstyremedlemmet ikke længere vil stå ved den aftale, der blev indgået. Derved får han hele Landsstyret til at fremstå som en utroværdig forhandlingsmodpart. Og han bremser det gode samarbejde, der var ved at blive etableret mellem parterne.

Og så er Landsstyremedlemmets indlæg i øvrigt fyldt med så mange unøjagtigheder, halve sandheder og deciderede fejl, at indlægget i højere grad skaber forvirring end fremlægger fakta, sådan som det ellers påstås.

Man må spørge sig selv: "Er det Josef Motzfeldts mål at skabe klarhed for at løse et problem, eller er det at stille lærerne i et dårligt lys?"

Jeg vil godt slå fast:
  • at Ilinniartitsisut Meeqqat Atuarfianneersut Kattuffiat, IMAK selvfølgelig - uanset konflikten - ønsker at påvirke og medvirke til udviklingen af folkeskolen
  • at IMAK ser en velfungerende folkeskole som en forudsætning for en forsat samfundsmæssig udvikling
  • at en velfungerende folkeskole kræver, at den er bemandet med uddannede lærere
  • at IMAK arbejder målrette for at nå dette mål
  • at IMAK er sig det store ansvar i den forbindelse meget bevidst
  • at IMAK derfor alene har stillet krav, der kan understøtte en positiv udvikling af folkeskolen
  • at IMAK ikke har ønsket denne konflikt
  • at IMAK er parat til at afblæse konflikten og genoptage forhandlingerne på et realistisk grundlag, hvor og hvornår landsstyret ønsker det.


Lad os sammen skaffe lærerne
IMAK har igen og igen påpeget, at der mangler 400 uddannede lærere i folkeskolen. Vi har igen og igen givet tilsagn om at være med til at pege på veje til at skaffe dem. Ikke på en gang, men ved en målrettet indsats over nogle år.

Desværre har vi hidtil kun set landets ansvarlige politikere slå ud med armene, trække på skuldrene og sige: "Vi kan jo ikke trylle".

Når Josef Motzfeldt i sit indlæg spørger "hvor skal disse lærere komme fra?" er det endnu engang udtryk for afmagt og manglende politisk lederskab.

Nej, trylle er der ingen af os der kan, men en smule visioner, en smule handling, en smule vilje, det ville da være et skridt i den rigtige retning.

Hvad er fakta?
Problemstillingen bag den blokade, der træder i kraft pr. 1. november 2000 er i virkeligheden såre enkel - men at der er et problem er samtidig helt uforståeligt.

Et problem opstår
Forestil dig, at du arbejder på en stor arbejdsplads med mange afdelinger. I din afdeling har du aftalt, at du hver uge skal arbejde 40 timer. Det får du en bestemt løn for.

Forestil dig så, at arbejdsgiveren en dag kommer og siger, at du skal løse nogle flere opgaver. Du kan ikke nå de nye opgaver inden for din normale arbejdstid, men du skal løse dem alligevel.

Derfor bliver du nødt til at arbejde over, - men det får du ikke ekstra i løn for. Det brokker du dig selvfølgelig over, men der sker ingenting.

Der går et stykke tid, så kommer arbejdsgiveren igen med nye opgaver, der skal løses. For at nå det hele må du arbejde endnu mere over. Du brokker dig igen, men der sker stadig ikke noget.

Dette sker gentagne gange over en række år, nye opgaver, mere overarbejde, men stadigvæk kun løn for 40 timers arbejde om ugen.

En løsning?
En dag bliver det for meget. Nu vil du ikke mere. Du fortæller din arbejdsgiver, at nu må han forholde sig til alt det ekstraarbejde, du har fået besked på at lave - uden at få noget for det. Og heldigvis kan arbejdsgiveren nu godt se, at der er noget galt. I laver en ny aftale, hvor arbejdsgiveren bl.a. skriver under på, at han er enig med dig i, at du, i løbet af årene er blevet pålagt forøgede arbejdsopgaver, så det svarer til en forøgelse af den ugentlige arbejdstid fra 40 timer til 41½ time om ugen. Og arbejdsgiveren er nu indstillet på, at når du arbejder 41½ time i om ugen i stedet for 40 timer, ja, så skal du selvfølgelig også have løn for 41½ time i stedet for 40 timer.

Men arbejdsgiveren har et stort ønske til dig. Han spørger om du vil gå med til, at den nye aftale først træder i kraft 1½ år senere.

En aftale indgås
Selv om du egentlig mener, at arbejdsgiveren faktisk skylder dig noget. Og selv om du egentlig mener, at arbejdsgiveren strammer den ved at bede om udsættelse med at betale dig for dit arbejde, og selv om arbejdsgiveren ikke vil betale dig for det arbejde, du allerede har lavet uden at få løn for det, ja, så går du alligevel ind på aftalen.

Tid til at løse fælles problemer
Det gør du først og fremmest for, at der nu kan blive ro omkring dit arbejde. Du gør det, fordi du så kan koncentrere dig om at gøre dit arbejde så godt som muligt. Og fordi du håber, at andre, nu hvor der er ordnede forhold, måske vil søge ind på din arbejdsplads og være med til at dele arbejdet med dig, så du ikke skal arbejde så meget over. Og så gør du det også, fordi du gerne vil have et godt forhold til din arbejdsgiver. Du håber nemlig på, at I på den måde sammen kan være med til at gøre din arbejdsplads endnu bedre.

Og sådan går det også, men så...

Forræderiet!
Så en dag skal hele arbejdspladsen have mere i løn. Alle i de andre afdelinger får en lønstigning på omkring 1000 kr., men dig vil han kun give 500 kr. Det forstår du ikke.

"Jo", siger han, "du har jo haft overarbejde i mange år og det har vi jo aftalt, at du fremover skal have betaling for, så vi har ikke råd til at give dig så meget i lønforhøjelse som de andre." Og så påstår han, at det er noget I har aftalt.

Det forstår du ikke en lyd af. Skal man nu straffes for at lave mere arbejde?

Der er mere end logikken, der halter her. Du ved nemlig, at det ikke passer hvad arbejdsgiveren siger. Sådan en aftale har du aldrig indgået.

Kan det virkelig passe?
Var dette nu bare en historie, kunne man alt efter temperament enten blive forarget over arbejdsgiveren, ryste på hovedet af ham eller slå sig på lårene af grin over hans sjove logik.

Men det er desværre ikke en historie. Det er faktisk netop denne situation, der er baggrunden for forhandlingssammenbruddet på lærerområdet.

Josef Motzfeldt har "tilbudt" os 1½ % for en to-årig aftale. Et tilbud vi ikke kan tage imod. Det er nemlig ødelæggende for folkeskolen.