Følelser og fornuft

En betydelig del af den lokale arbejdskraft er kun til stede periodevis, fordi andre aktiviteter prioriteres højere end arbejdet. Eksempelvis er det velkendt, at det generelt er vanskeligt at fastholde lokal arbejdskraft i sommerperioden og specielt i rensdyrjagtsæsonen

Søndag d. 5. november 2000
Nyhedsbrevet ARBEJDSGIVEREN
Emnekreds: Erhverv, Love og konventioner, Politik.

Er alle danske statsborgere ligeværdige i henhold til grundloven? Ja.

Kan det så være rigtigt, at nogle danske statsborgere skal have arbejdstilladelse i Grønland, hvis han/hun flytter fra Nibe til Nuuk? Både ja og nej.

Det kræver en forklaring: Da den første landstingslov om ansættelse af arbejdskraft i Grønland blev vedtaget i 1980, var lovforslaget til høring i Justitsministeriet i København..

Ministeriet afviste at indføre egentlige arbejdstilladelser, men tiltrådte princippet i den første og alle senere love om, at en arbejdsgiver skal have kommunens forudgående tilladelse til at ansætte eller anvende udefra kommende arbejdskraft inden for visse stillingskategorier. Loven blev ændret i 1992, men uden at Landstinget ændrede på princippet i den - og nu har landsstyremedlem for sociale anliggender og arbejdsmarked, Jørgen Wæver Johansen, så fremlagt en redegørelse til Tinget. Angiveligt med henblik på at stramme loven.

Fastholder myte
Embedsmændenes forarbejde til den kommende lovændring er et digert værk. Propert er det derimod ikke - redegørelsen ligner mest af alt et stykke bestillingsarbejde, der skal opfylde fordommen om, at arbejdsgivere i almindelighed foretrækker tilkaldt dansk arbejdskraft og i særdeleshed diskriminerer den hjemmehørende grønlandske arbejdskraft.

Men sådan ser virkeligheden ikke ud. For det første er det både bekosteligt og besværligt at tilkalde arbejdskraft fra Danmark, hvis den efterspurgte arbejdskraft findes herhjemme og er mobil og fleksibel. Derfor er det en udokumenteret myte, at mange private arbejdsgivere nærmest som princip foretrækker dansk arbejdskraft frem for hjemmehørende.

Redegørelsen til Landstinget bærer ved til denne myte. Langt de fleste argumenter i redegørelsen er baseret på følelser og fornemmelser frem for de faktiske forhold på arbejdsmarkedet.

Fastholder illusion
Samtidig har loven om regulering af arbejdskrafttilgangen ikke haft og vil næppe få den ønskede effekt - derfor bør den kort og godt ophæves.

Hvis loven fastholdes, fastholder man samtidig en illusion om, at den lokale arbejdskraft er til stede og til rådighed, og at det blot er et spørgsmål om at tvinge arbejdsgiverne til at bruge den lokale arbejdskraft.

Så enkelt er det imidlertid ikke.

En betydelig del af den lokale arbejdskraft er kun til stede periodevis, fordi andre aktiviteter prioriteres højere end arbejdet. Eksempelvis er det velkendt, at det generelt er vanskeligt at fastholde lokal arbejdskraft i sommerperioden og specielt i rensdyrjagtsæsonen.

Det, der skal til for at sikre højere beskæftigelse af den lokale arbejdskraft, er en holdningsændring og accept af, at et job forpligter både lønmodtager og arbejdsgiver. Samtidig bør der ydes en indsats for at fremme forståelsen af, at en høj arbejdsmoral er ligeså vigtig som en god uddannelse.

Ord og handling
Grønlands Arbejdsgiverforening undrer sig ofte over den forskel, der er på retorik og handling i det politiske system.

Aktuelt er der for eksempel ingen "forbindelse" mellem en mulig stramning af loven om arbejdskrafttilgang og det netop udsendte udbudscirkulære på bygge- og anlægsområdet.

Loven vil lægge hindringer i vejen for nødvendige tilkaldelser af arbejdskraft, mens cirkulæret kan komme til at virke i modsat retning - til stor ugunst for grønlandske bygningsarbejdere og grønlandske bygge- og anlægsfirmaer.