Hovsa-løsning med et snuptag

Endnu engang må vi konstatere, at politikerne ikke formår at lægge rammer for grundlæggende samfundsmæssige opgaver. Og når dommens time - kommunalvalg og valg til Landstinget - nærmer sig, føler de selvsamme politikere sig hårdt presset. Det medfører hovsaløsninger - endda ved et snuptag

Søndag d. 5. november 2000
Nyhedsbrevet ARBEJDSGIVEREN
Emnekreds: Boliger, Erhverv, Politik.

Syv fjorten etager høje boligejendomme skal sammen med en fleksibel og flytbar barakby tage toppen af boligproblemerne i Nuuk. Skyskraberne skal ifølge Sermitsiaq opføres af Hjemmestyret, Nuup Kommunea og KNI Pisiffik i området omkring Dronning Ingrids Hospital, mens kommunen selv vil opføre 120 såkaldte akutboliger i en barakby allerede før næste sommer. Hvor barakkerne ska1 opføres ved ingen endnu, men det forstyrrer ikke borgmester Agnethe Davidsens nattesøvn. På trods af det velkendte problem med overhovedet at finde byggegrunde i Nuuk, så mener borgmesteren, at der nok skal findes plads til barakkerne rundt om i byen.

Boligproblemets reelle omfang
Principielt hilser Grønlands Arbejdsgiverforening nye byggeinitiativer velkommen. En betydelig del af GAs medlemsvirksomheder befinder sig i bygge- og anlægsbranchen - jo mere beskæftigelse til virksomhederne jo bedre beskæftigelse til de ansatte inden for branchen. Set i det lys kan det naturligvis undre, at brancheorganisationen ikke har været inddraget i planerne, for endnu engang må vi stille spørgsmålet: Hvem skal bygge disse kæmpeejendomme?

Er der tale om endnu en godbid for store - eventuelt udenlandske - totalentreprenører på bekostning af den hjemlige branches små og mellemstore virksomheder?

I så fald løser man måske nok en del af boligproblemet. Men man kvæler samtidig store dele af den branche, der ellers kunne være garant for betydelig helårsbeskæftigelse - og man cementerer et kolossalt og uløst uddannelsesproblem, som i sagens natur især rammer de unge.

Hvor stort er det reelle boligproblem i Nuuk? Pressen skriver om en venteliste på 13 år og at 1.221 af i alt 4.088 offentlige boliger i Nuuk beslaglægges til personaleboliger. Derfor skal virksomhederne nu selv opføre personaleboliger - filosofien er, at virksomhedernes personale så flytter ind i de nyopførte ejendomme, hvorved der frigøres lejligheder til den "almindelige" borger på boligventelisten.

Erkendt, modellen lyder besnærende. Men ikke nok med, at den som nævnt efterlader spørgsmålet om, hvem der skal bygge. Modellen betyder også, at man fastfryser et stort problem på arbejdsmarkedet, nemlig mobiliteten og fleksibiliteten. Personaleboliger er og bliver en overgangsløsning, som her i landet desværre har fået en blivende karakter.

Personaleboliger er med til at slavebinde arbejdskraften, i en situation, hvor man ikke har formået at skabe rammer for det offentlige - og ikke mindst - private boligbyggeri, som forlængst kunne have skabt ordnede forhold på boligmarkedet i Nuuk.

Endnu engang må vi konstatere, at politikerne ikke formår at lægge rammer for grundlæggende samfundsmæssige opgaver. Og når dommens time - kommunalvalg og valg til Landstinget - nærmer sig, føler de selvsamme politikere sig hårdt presset. Det medfører hovsaløsninger - endda ved et snuptag.