Løn efter indsats?

...Så er det helt i orden at fremsætte stribevis af forslag umiddelbart før fristen for indsendelse af forslag udløber. Forslag der tager længere til at skrive end de har taget at gennemtænke. Hvis det er Landstingsarbejde, så kan vi godt være enige med Kattuseqatigiit, om at det nuværende vederlag er rigeligt.

Tirsdag d. 14. november 2000
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Politik.

Det her indlæg kræver lidt forklaring:
Helt fra starten var der voldsom debat om et forslag fra Landstingets formandskab om at forhøje vederlag til landstingsmedlemmer og landsstyremedlemmer

Katusseqatigiit meldte ud, at de slet ikke ville have lønnen forhøjet.

Inuit Ataqatigiit ville heller ikke have lønnen forhøjet, men kunne det ikke være anderledes, så ville de lade lønstigningen indgå i et fond til regnskovens frelse eller ozonlagets genopretning - eller noget andet politisk 68'er-pædagog-ble-korrekt.

Enden på det blev, at Katusseqatigiit og Inuit Ataqatigiit fremsatte deres holdninger i to mindretalsudtalelser i den betænkning fra Lovudvalget, der skulle afgives forud for anden behandling af lovforslaget i Landstinget.

Siumut og Atassut blev enige om et forslag, hvorefter lanstingsmedlemmerne skulle lønnes på lige fod med landets borgmestre - med en grundløn på 285.000 og en række tillæg for forskellige udvalgsposter. Dog med et loft på honorar for højst tre udvalg. Lønnen ville på den måde komme til at ligge på højde med borgmestrene i de mindste og de mellemstore kommuner.

Af forskellige helt urimelige grunde, som jeg vil fortælle om en anden gang, blev anden behandlingen først udsat, og derefter blev forslaget om vederlagsforhøjelsen helt taget af dagsordenen.

Men da det er ærgerligt at have siddet og brygget på et ordførerindlæg som ikke blev brugt, så vil jeg for min egen forfængeligheds skyld bringe det her:

Forslag til Landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret m.v.
2. Behandling
Anders Nilsson EM 2000/30-2
Ordfører for Atassut

Der foreligger nu en betænkning fra Landstingets Lovudvalg med to mindretalsindstillinger og en flertalsindstilling.

Vi skal fra Atassut starte med at kommentere de to mindretalsindstillinger.

Først indstillingen fra Inuit Ataqatigiit
Inuit Ataqatigiit kan ikke støtte det fremlagte lovforslag, ligesom de heller ikke kan støtte det ændringsforslag, der fremsættes af Atassut og Siumut. De fremfører en række begrundelser og et enkelt irrelevant begreb.

De fremfører at udvalgsflertallets grundtanke synes at være, at Landstingsvederlaget skal gøres økonomisk attraktivt med henblik på at tiltrække kandidater til Landstingsvalgene.

Det er ikke rigtigt! Landstingsflertallet skriver i sin begrundelse(og jeg citerer frit fra udvalgsflertallets indstilling):


//////"Vederlaget skal være tilstrækkeligt til ikke at afskrække ellers motiverede kandidater fra at opstille til landstinget" - vederlaget skal stå i et rimeligt forhold til, hvad potentielle landstingskandidater kunne oppebære ved privat virksomhed eller lønnet beskæftigelse."
(citat slut).

Det er ikke det samme som at gøre Landstingsarbejdet økonomisk attraktivt.

Inuit Ataqatigiit bruger også begrebet levebrødspolitikere - underforstået, at vi sidder her kun for egen vindings skyld.

Det er efter Atassuts opfattelse en upassende nedvurdering af vælgerne.

Ingen kan tiltvinge sig adgang til Landstinget eller klamre sig til taburetten mod vælgernes vilje. Hvert eneste medlem her i salen, er her, fordi tilstrækkeligt mange vælgere har sat sit kryds ved pågældende medlem eller ved det parti som medlemmet er knyttet til.

Endeligt fremhæver Inuit Ataqatigiit i sin mindretalsudtalelse, at man ikke kan støtte flertallets ændringsforslag, som bygger på at landstingsvederlaget skal tilpasses borgmestrenes vederlag. Borgmesterhvervet er et fuldtidshverv, fremhæves det.

Det er derfor på sin plads at spørge, hvordan Inuit Ataqatigiit nu på fjerde år kan have to fuldtidsarbejdende borgmestre siddende her i Landstingssalen?

Inuit Ataqatigiits eget forslag til løsning på det problem skal muligvis søges i Inuit Ataqatigiits mindretalsbetænkning. For endnu en grund til ikke at støtte lovforslaget er, at flertallet gennem loven ikke har villet lægge et loft over landstingsmedlemmernes bibeskæftigelse.

Inuit Ataqatigiit ønsker gennem loven bestemt, at man som ansat i offentlige stillinger maksimalt kan arbejde på halv tid.

Det undrer os, at Inuit Ataqatigiit behøver et loft i vederlagsloven for at kunne lægge en øvre grænse på deres egne landstingsmedlemmers sideløbende fuldtidsarbejde.

Så kan vi bedre forstå Kattuseqatigiits mindretalsindstilling
Kattuseqatigiit er i udstrakt grad deres vælgeres direkte stemme. Fra Kattuseqatigiit fremføres vælgernes synspunkter, som de fremlægges på diverse vælgermøder, i læserbreve og når man taler med folk på gaden.

Kattuseqatigiit fører disse synspunkter helt frem til Landstingets talerstol:
  • Mere pension til de ældre
  • Højere uddannelsesstøtte til de unge
  • Og mere i løn til alle dem på vej fra ung til gammel.
  • Og naturligvis flere boliger, flere vuggestuepladser, flere børnehavepladser og bedre forhold i folkeskolen.
  • Kort sagt: vi skal alle sammen have mere af det hele.
Hvis man opfatter Landstinget som den øverste talerstol for fremsættelse af vælgerønsker - og ikke mere - så er allerede det nuværende landstingsvederlag for højt.
  • Så kan man sagtens - ved siden af sit medlemskab af landstinget - passe et fuldtidsarbejde for eksempel som politibetjent.
  • Så er det helt i orden at fremsætte stribevis af forslag umiddelbart før fristen for indsendelse af forslag udløber. Forslag der tager længere til at skrive end de har taget at gennemtænke.
Hvis det er Landstingsarbejde, så kan vi godt være enige med Kattuseqatigiit, om at det nuværende vederlag er rigeligt.

Økonomisk lagkagepolitik
Men sådan er det jo ikke

Vi kan ikke i Landstinget nøjes med at føre en økonomisk lagkagepolitik, hvor det politiske håndværk går ud på at skære den størst mulige vinkel af lagkagen ud til sine egne vælgere, før de andre kommer til.

Hvis der skal blive mere til alle - og ikke mindst til de trængende grupper, så er det nødvendigt, at vi her i salen begynder at føre en politik, der sætter gang i hjulene og bringer økonomien op i fulde omdrejninger.

For at blive i terminologien, så skal vi arbejde hårdt, før der kan blive mere at fordele. Og det klares ikke ved at nedgradere Landstingssalen til en ekkodal for vælgerønsker.

Nu til flertalsindstillingen fra Atassut og Siumut
I forhold til det fremlagte lovforslag er der et par vigtige ændringer.
  1. Først og fremmest har vi i Lovudvalget gennemregnet omlægningen af dagpenge og andre ydelser til et fast tillæg til det nuværende skattefri omkostningstillæg.
    Vi er nået frem til at foreslå, at det skattefri omkostningstillæg kun hæves fra 50.000 til 70.000 kr for medlemmer, der bor i Nuuk, ligesom vi foreslår, at omkostningstillægget kun hæves fra 50.000 til 100.000 kr for medlemmer, der bor uden for Nuuk.
    Det skal understreges, at der herefter kun er tale om dagpenge med videre, som landstingsmedlemmerne allerede får udbetalt. Der er således ikke tale om en forhøjelse - kun om at udbetale de samme penge på en anden måde.
     
  2. Som den anden ændring i forhold til lovforslaget, forslår vi grundvederlaget sat ned fra 330.000 kr. til 285.000 kr.
    285.000 kr. er også grundvederlaget for borgmestre i de små og mellemstore kommuner.
    Borgmestrene i de fire største kommuner har et højere grundvederlag og en noget højere endelig løn. Men vi forstår på de sidste dages debat, at netop disse fire borgmestre nu ønsker at sætte deres løn ned, så den svarer til det nugældende landstingsvederlag på 235.000 kr. om året :- )
    Til grundvederlag på 285.000 kr. foreslår vi som en ændring i forhold til det oprindelige forslag, at der ydes et årligt vederlag på 36.000 kr. til medlemmer af det udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg. Til de stående udvalg forslår vi, at der ydes et årligt tillæg på 24.000 kr.
    Vi foreslår at der maksimalt kan ydes tre tillæg uanset antallet af udvalgsposter.
    Det bringer vederlaget til de enkelte landstingsmedlemmer på linie med den løn der betales til landets borgmestre, hvor der også ud over grundvederlaget kan ydes forskellige tillæg afhængigt af arbejdets omfang.
Afsluttende skal jeg vende tilbage til spørgsmålet om arbejde ved siden af Landstingsarbejdet:

Efter Atassuts opfattelse er det meget svært at levere et ordentligt stykke arbejde i Landstinget, hvis man i stort omfang har andet arbejde ved siden af.

På den anden side må vi erkende, at det enkelte medlem har behov for at bevare en vis tilknytning til sit erhverv - herunder at følge med i den faglige udvikling, så man ikke mister muligheden for at genoptage sit civile arbejde, den dag man træder ud af det politiske arbejde.

Grundlæggende mener vi ikke, det er noget andre kan blande sig i. Det er en sag mellem det enkelte landstingsmedlem, og de vælgere, der har stemt vedkommende ind i Landstinget.