Vælgernes vrede virkede

MIDT I DETTE socialrealistiske gråvejr er det alligevel opmuntrende, at politikerne har fået vælgernes vrede at føle. Befolkningen er blevet politiske aktører, som er parat til at gå på barrikaderne for at sætte en stopper for politiske urimeligheder

Torsdag d. 16. november 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

DET ER GODT, at politikerne nu forstår, at de skal lytte til vælgerne. Den massive kritik af vederlagsforhøjelsen til landstingsmedlemmer tvang forleden Landstinget til at udsætte et forslag til ændring af loven. Vælgerne mener, at de hidtil har fået for lidt ud af "personaleomkostningerne" til landstingspolitikerne. De påtrængende samfundsproblemer er trods talrige og alenlange møderækker ikke kommet meget nærmere en løsning. Den politiske palaver er blevet ved snakken. Den har ikke flyttet de sten, der ligger i vejen for en frugtbar grønlandsk samfundsudvikling. Vælgernes vrede skal også ses i lyset af, at de selv sidder i benhårde forhandlinger med hjemmestyret om lønforhøjelser, som den sidste halve snes år har været mellem to og syv procent. De har måttet lytte til argumenter om den domino-effekt, deres lønkrav kunne få på det øvrige arbejdsmarked og på prisudviklingen, som rammer de lavestlønnede. Og de har måttet lade sig nøje med mere eller mindre vidtløftige forsikringer om, at omkostningerne på boliger og serviceydelser fastfryses. På den baggrund er der ikke noget at sige til, at det fremkalder vrede, når Landstinget foreslår lønfremgange til sig selv, som langt overstiger, hvad det er lykkedes for det øvrige arbejdsmarked at opnå. Det er derfor, borgerne stemte hælene i. Der er trods alt grænser for, hvad de finder sig i fra de autoritære politiske "naalakkat", der gennem hjemmestyrets 20-årige historie har ført sig frem med en arrogance som enevældige konger og vasaller. Denne gang gik det ikke. Tillykke med det. Det var befriende. MEN VREDEN skyldes ikke kun forskellen mellem vælgernes lønudvikling og den, politikerne havde tiltænkt sig selv. Fra debatten i AG og fra demonstrationerne rundt om i landet ved vi, at den i lige så høj grad skyldes frustration over de utallige politiske hængepartier, der aldrig bliver spillet til ende. Der er jo ingen rimelighed i at belønne politisk ineffektivitet med mere i lønningsposen. De væsentlige politiske fremskridt, som virkelig kan røre ved vore liv og vor dagligdag, udebliver. Der bliver ikke engang skabt forudsætninger for forbedringerne. Bortset fra den gode skole - Atuarfitsialak - er der ingen større initiativer med rigtigt svæv i. Optimismen kan virkelig have trange kår. Heldigvis formår julen stadig at tænde de glade forventninger i vort sind. Men tanken om fremtidens virkelighed og ventelister slukker lyset. MIDT I DETTE socialrealistiske gråvejr er det alligevel opmuntrende, at politikerne har fået vælgernes vrede at føle. Befolkningen er blevet politiske aktører, som er parat til at gå på barrikaderne for at sætte en stopper for politiske urimeligheder. Landstingsmedlem Otto Steenholdt siger på side 7, at medierne har vundet over Landstinget, ligesom de fleste af hans kolleger mener, at det er pressens skyld altsammen. Det er noget vrøvl. Medierne er ikke politisk part eller modpart. Presset kommer alene fra borgerne. Uden dem gider politikerne overhovedet ikke at reagere. Uden læsernes opbakning drukner avisens kritik nemlig i politikernes larmende tavshed. Det har vi prøvet før, og det er som at råbe mod stormen. Kun vælgerne kan øve den pression, der kan tvinge politikerne til at holde sig i skindet. Det har vederlagssagen givet os et klart og tydeligt bevis på. Lad det være begyndelsen på et større politisk engagement mellem valgene!