Vi er alle anderledes

Det er så let at sige en masse rigtige ting om det her. Det er nemt at formane både børn, forældre og lærere. Ingen kan argumentere imod en moralsk opsang om mobning af handicappede. Alligevel er den der, denne ekstra ondskabsfulde mobning, der jo er rettet imod særligt sårbare medborgere

Torsdag d. 23. november 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Sociale spørgsmål.

PÅ SIDE 8 OG 9 bringer vi nogle artikler om handicapforhold. En af dem fortæller om, at bureaukratiet sinker det sociale hjælpe- og støttearbejde for de handicappede, en anden sætter tal på handicapproblemet, og en tredje fortæller om mobningen imod handicappede. Det er den sidste, vi skal snakke om her. En mor fortæller om, hvordan hendes handicappede dreng blev mobbet så meget, at han ikke ville gå i skole. Oven i de særlige vanskeligheder, som stort set altid er forbundet med at være anderledes - især som handicappet - er mobning en stor ekstra byrde at slæbe rundt på. Det er ikke noget at sige til, at handicappede børn let mister modet, når de står overfor en hensynsløs hån over et handicap, de ikke selv er skyld i og intet kan gøre ved. Nogle er handicappet på en sådan måde, at de ikke selv er i stand til at forsvare sig. Nogle kan ikke kommunikere, og andre kan ikke lægge ansigtet i forsonende folder og grine forsonende af giftighederne. De kan ikke afværge, men er blottede og sårbare, og mobningen kan gøre deres liv til et helvede. I historien på side 8 fortæller moderen om, hvordan hun og hendes søn opsøgte den toneangivende skolekammerat og hans mor, fik talt ud om tingene og definitivt stoppet mobningen. Det er en flot historie. De klarede sig, fordi de tog fat om ondet. Og fordi de havde ressource til det. Det er der mange andre, der ikke har. Og de slipper ikke fri af mobningen, før nye og "sjovere" ofre kommer på banen. Derfor er det af overordentlig stor betydning, at skole, institutioner og forældre - først og fremmest forældre til mobberne - er opmærksomme, uafladeligt, når bare muligheden for denne mobningsform foreligger. DET ER SÅ LET at sige en masse rigtige ting om det her. Det er nemt at formane både børn, forældre og lærere. Ingen kan argumentere imod en moralsk opsang om mobning af handicappede. Alligevel er den der, denne ekstra ondskabsfulde mobning, der jo er rettet imod særligt sårbare medborgere. PSYKOLOGER KAN fortælle os om baggrunden for mobning og kan også redegøre for de særlige forhold, der gør sig gældende, når mobningen rammer handicappede. Og de kan ikke bare oplyse, hvordan de handicappede oplever det. De kan også forklare, hvorfor "man" mobber handicappede. Det gør de på grund af angst eller forskrækkelse over mennesker, der er anderledes. Den samme forklaring kender vi fra andre problemer om sameksistens i samfund, der - som vort eget - består af grupper med forskellige kulturelle forudsætninger. Der er ikke noget at sige til, at et lille barn, der hele sit liv kun har set såkaldt normale mennesker, bliver forskrækket over at se en jævnaldrende, der mangler en halv arm eller kun har to fingre på den ene hånd. Eller et barn, der har et særligt udtryk i ansigtet, som helt adskiller sig fra alle andre. Naturligvis går børnene ikke rundt og er forskrækkede hele tiden, men mennesker, der ser meget anderledes ud, gør os urolige og utrygge. Alt sammen - naturligvis - på grund af manglende viden og fortrolighed med disse mennesker. Det er lidt lettere for vi voksne, der har lidt mere styr på forstanden. Men børnene har svært ved at håndtere det. DERFOR ER DET af meget stor betydning, at vi alle - både handicappede og vi, der ikke er det - arbejder hårdt på at afmystificere og afdramatisere de handicappedes verden. Det er ganske vist ikke så ligetil og kan, hvis det gribes forkert an, føre til et forkrampet og unaturlig og plat forhold til handicappede. Men det er nødvendigt, at ikke-handicappede lærer handicappede at kende. Det er nødvendigt at kommunikere med hinanden, at lære om hinanden. Lære hinanden at kende som de mennesker, der findes i os alle - uanset hvilke ydre særheder, der lægger sig hindrende i vejen. Vi er alle anderledes, mere eller mindre, og pointen er herefter, at forskellighederne, ukendskabet og utrygheden reduceres, når vi lærer hinandens særheder at kende. Vi - og ungerne - opdager, at vi godt kan være sammen, så godt som altid, på de præmisser naturen eller andre omstændigheder nu engang har skabt. Hvis vi vil det. MEN NEMT er det stadig ikke. Også børn uden handicap bliver jo mobbet - også de, der hverken er rødhårede, fregnede eller går med briller. Kliker og fronter og skyttegrave slipper vi aldrig af med, men vi kan godt arbejde på det. Og hvis det mislykkes, så må vi prøve igen. Måske med hjælp fra andre, der ved noget om, hvad vi gør galt, og hvad vi kan gøre for at nå resultater. Moderen på side 8 klarede sit og sønnens problem ved at opsøge ophavsmanden. For dem var opgaven til at overskue. For mange andre slår det fejl, og forsøget på at få det bedre mislykkes. Nogle handicappede og deres familier oplever fiasko på fiasko. Det er derfor, de ikke skal stå alene, derfor vi alle må være parate til at bane vejen for et bedre socialt samvær mellem os alle.