Indsigt: Hvor er realitets- og proportionssansen?

Hvor er realitets- og proportionssansen?

Det virkeligt forstemmende og selvdestruktive ved hele den nedgraduering af dansk, der har kendetegnet den grønlandske folkeskole siden 1979, er, at de virkelige tabere bliver (og i høj grad allerede er blevet) de grønlandske børn. I modsætning til de danske børn har de ikke noget skolemæssigt veludrustet hjemland at vende tilbage til, hvis skoleforholdene i Grønland skulle blive for horrible

Torsdag d. 18. januar 2001
Thorbjørn Nielsen
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sociale spørgsmål, Sprog, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse:
Det principielle
Det praktiske
Fremtidsperspektiverne
Kilder:


Har Folketinget glemt at sætte realitets- og proportionssansen i kraft for Grønland, eller er der blot udspændt et mentalt filter over Landstingssalen, som holder disse begreber ude, når den grønlandske folkeskole er på dagsordenen? Jeg hentyder til den genopblussede debat om undervisningssproget i den grønlandske folkeskole, der er blevet udløst af beslutningen om at afskaffe den sidste rest af dansk- sprogede klasser i Nuuk. En debat, der glædeligvis er blevet taget op af flere danske medier, og der skal i den forbindelse falde et stort skulderklap til den energiske forældregruppe i Nuuk, der har turde bryde med den klassiske "den-slags-må-vi-som-danskere-i-Grønland-ikke-kritisere-attitude".

Om min egen baggrund for at blande mig i debatten skal kort nævnes, at jeg har boet sammenlagt 5 år i Grønland, fordelt på et bamdomsophold i Sydprøven/Alluitsup Paa (1976-79) og et voksenophold i Nuuk (1994-96). Det sidste i forbindelse med et ansættelsesforhold under Hjemmestyret. Jeg nærer derfor en kærlighed til og interesse for Grønland, der gjorde, at jeg så sent som i starten af indeværende år søgte på en ny stilling under Hjemmestyret. Da jeg blev indkaldt til ansættelsessamtale om denne stilling, valgte jeg dog at frafalde min ansøgning, idet jeg kort forinden havde hørt om situationen på skoleområdet (jeg har et barn, der om ikke så forfærdeligt længe når skolealderen). Den omhandlende stilling er først blevet besat for ganske nylig, efter knapt ½ år. Jeg bilder mig derfor ind at være et ganske illustrativt eksempel på de rekrutteringproblemer, Grønland kan få fremover pga skoleforholdene i landet.

Det principielle
Den ofte fremførte parallel til indvandrere/flygtninge i Danmark holder hverken i teori eller praksis. Danmark udgør ikke en del af Bosnien, Tyrkiet, Pakistan, Libanon eller Somalia. Danmark er ikke sammenvævet med disse lande på samme måde, som Grønland er det med Danmark. Desuden er beherskelse af dansk en grundbetingelse for, at indvandrere/flygtninge i Danmark kan blive blot nogenlunde integreret. Jeg synes, at det vidner om mangel på overblik, når denne parallel fra tid til anden bliver fremført af selv landstingsmedlemmer.

Grønland udgør en del af den danske stat, og har gjort det i små 300 år. Grønlænderne er danske statsborgere. Dansk er rigssproget. Allerede af disse grunde forekommer det mig indlysende, at forældre i Grønland - uanset sprogbaggrund - bør have muligheden for at lade deres børn indskrive i dansk-sprogede klasser, hvor undervisningsforløbet er mere eller mindre identisk med det i den danske folkeskole. Jeg finder det helt barokt, at tyske statsborgere i Tyskland (Sydslesvig) har adgang til et fintmasket net af dansk-sprogede skoler og sågar et dansk-sproget gymnasium, alt sammen medfinancieret af tyske myndigheder, mens danske statsborgere i en del af den danske stat skal være henvist til skoler, hvor dansk (principielt) er neddroslet til et fremmedsprog. At forklare dette vrangforhold med at dansk-sprogede udgør en oprindelig befolkning i Sydslesvig men ikke i Grønland, er alt for letkøbt. Når dansk jurisdiktion, forvaltning, sprog, kultur, mentalitet og menneskesyn har været til stede i Grønland siden Hans Egedes tid, må der være ganske snævre grænser for, hvor meget man kan affærdige det danske element der som noget fremmed og ikke-rodfæstet.

I den forbindelse synes jeg, at det kan være ganske givtigt at vende blikket mod Grønlands nabo mod sydvest - Québec. I kampen for at undgå, at Québec skulle blive opslugt af det engelsk-sprogede Nordamerika, vedtog Québecs parlament i 1977 en lov, der gjorde fransk til eneste officielle sprog i Québec og desuden positivt foreskrev brugen af fransk på en lang række samfundsområder - ikke mindst skoleområdet. Ikke desto mindre indrømmer loven en ret til engelsk-sproget skolegang for børn, hvis forældre 1) er canadiske statsborgere og 2) selv har modtaget engelsk-sproget skolegang i Québec eller i det øvrige Canada. Den engelsk-sprogede skolegang sker enten på offentlige skoler, der drives af de Québeciske myndigheder selv, eller på privatskoler, der modtager økonomisk støtte pa de Québeciske myndigheder. Med til billedet hører også, at det engelsk-sprogede skolenetværk, som Québec altså enten selv udbyder eller aktivt støtter, er langt mere veludbygget end det fransk-sprogede skolesystem, som de fransk-sprogede minoriteter har adgang til i det engelsk-sprogede Canada.

Og hvad der er nok så vigtigt: Retten - og udbudet af samt støtten til - engelsk-sproget skolegang . sky1des ikke nogle betragtninger om, at engelsk er vigtigt for børnenes videre uddannelsesforløb. For her er børnene lige så godt stillet med fransk, der jo ligesom engelsk åbner op for en verden af uddannelsesmuligheder. Nej, undtagelsen fra reglen om obligatorisk fransk-sproget skolegang er derimod en gestus overfor, og en anerkendelse af, en gruppe af medborgere (anglo-canadiere), som Québecerne er i statsfællesskab med.

Denne gestus og anerkendelse er tankevækkende i betragtning af den historiske baggrund: I perioden fra Frankrigs afståelse af Québec i 1763 og de næste ca. 200 år frem havde de engelsk-sprogede myndigheder i Canada (først den britiske kolonimagt, siden de canadiske forbundsmyndigheder i Ottawa), et mål med Québec: Den totale assimilation af den fransk-sprogede befolkning med den engelsk-sprogede. Og til opnåelse af det mål udsatte de engelsk-sprogede magthavere i ca. 200 år den fransk-sprogede befolkning for en systematisk etnisk udrensning, der om ikke i brutalitet så i subtilitet var fuldt på højde med, hvad man f.eks. har oplevet i eks-Jugoslavien. På den baggrund synes jeg ærligt talt, at det vidner om et beundringsværdigt format, at Québec ud fra statsfællesskabsbetragtninger ikke blot åbner op for, men sågar selv udbyder samt yder økonomisk støtte til, engelsk-sproget skolegang for anglo-canadiske børn. Det format og de betragtninger synes jeg, at man med fordel kunne lade sig inspirere af i Grønland.

Det praktiske
Det bør efterhånden stå klart for alle (som ellers kan og vil se klart), at vejen til uddannelsesmæssig succes indenfor rigsfællesskabet går over dansk, dansk og atter dansk - på de videregående uddannelser ofte suppleret med gode engelskkundskaber (grundet det forholdsvist nære slægtskab mellem dansk og engelsk bliver det jo i øvrigt også langt nemmere at tilegne sig engelsk, hvis man kan tage afsæt i dansk fremfor grønlandsk). Det er navnligt her, at jeg efterlyser realitets- og proportionssansen: Grønlandsk er selvsagt af stor betydning for grønlandske børns etniske, kulturelle og historiske identitetsfølelse og selvforståelse, og har derfor også en indlysende plads i den grønlandske folkeskole. Men med et sproggrundlag på ca. 50.000 personer er det omtrent lige så forudsigeligt som vintermørke i Thule, at grønlandsk stort set ingen døre åbner for eleverne i deres videre uddannelsesforløb - navnlig ikke i boglig henseende. Allerede på GU. og det kommende HTX melder de barske realiteter sig, da undervisningssproget her er dansk. Man må her spørge: Hvor er koblingen mellem den grønlandske folkeskole og GU/HTX?

Det er jo i øvrigt aldeles illusorisk at tro, at et dansk barn i Nuuk vil kunne tilegne sig et skolemæssigt brugbart grønlandsk i løbet af den korte årrække, som de tilkaldte typisk er i landet. Det gælder særligt de større børn, der kun har 1-2 år tilbage af deres folkeskolegang. Hvorfor dog ikke blot erkende dette og i stedet give disse børn muligheden for at vælge grønlandsk som fremmedsprog?

På et temmeligt beskedent befolkningsgrundlag har Danmark formået at skabe en altfavnende uddannelses- og studiesektor, der på mange felter ligger i den absolutte internationale superliga. Hvorfor så distancere sig fra dansk og omgærde dansk med en spæktyk aura af negativitet og knudemandsfølelser ved udformningen af den grønlandske folkeskole? Hvorfor ikke i stedet værdsætte og helhjertet dyrke det enestående privilegium, at man som et lille oprindeligt folk via rigsfællesskabet og rigssproget dansk har adgang til denne verden af uddannelsesmuligheder, hvor de studerende i modsætning til i Canada og USA ikke behøver at bekymre sig om studieafgifter?

Fremtidsperspektiverne
Disse betragtninger fører direkte over i de rekrutteringsproblemer, Grønland som nævnt i indledningen kan få fremover pga skoleforholdene i landet: Grønland har, og vil med sin befolkningsstørrelse altid have, behov for tilkaldt arbejdskraft i stort omfang. Det siger sig selv, at de færreste uddannelsesbevidste danskere vil sende deres børn i skoler, hvor dansk som undervisningssprog er erstattet med grønlandsk. Dette udsagn rummer ingen nedladenhed af nogen art. Det er blot en konstatering. Hverken mere eller mindre. Det betyder i praksis, at man i vidt omfang vil afskære sig fra gruppen af 35-50 årige tilkaldte. Har man råd til det? Jeg har selv flere Grønlandsinteresserede bekendte og kollegaer, hvis Grønlandsinteresse netop pga skoleforholdene er dalet fra flytteplaner til ferieplaner.

Det virkeligt forstemmende og selvdestruktive ved hele den nedgraduering af dansk, der har kendetegnet den grønlandske folkeskole siden 1979, er, at de virkelige tabere bliver (og i høj grad allerede er blevet) de grønlandske børn. I modsætning til de danske børn har de ikke noget skolemæssigt veludrustet hjemland at vende tilbage til, hvis skoleforholdene i Grønland skulle blive for horrible. De er i den henseende "stavnsbundne" til Grønland. Det har jo allerede vist sig, hvordan flere årgange af grønlandsk-sprogede elever, som har haft deres skolegang efter 1979, har haft markante uddannelsesproblemer pga utilstrækkelige danskkundskaber. Noget som OECD (i diplomatiske vendinger forstås) påpegede i sin Grønlandsrapport for nogen tid siden.

Derfor følgende opfordring til Hjemmestyret: Ophæv integrationsmodellen, genindfør de dansk-sprogede klasser - som et minimum for Nuuk, men naturligvis helst for hele Grønland. Bring samtidig danskundervisningen for de grønlandsk-sprogede klasser op på før-1979-niveau. Det er ingen skam at erkende en fejl, og endnu mindre at rette den. Det vidner tværtimod om format. Det vidner derimod om alt andet end format, hvis man i den grad lader sig forblænde af sin egen jagt på politiske og ideologiske prestigeprojekter, at man krampagtigt fastholder en åbenlyst forkert beslutning.


Kilder:
  • Ernst Jensen: "Den grønlandske folkeskole i krise?", Undervisningsministeriets tidsskrift "Uddannelse", 1998.
  • Philip Lauritzen: "Fransk Canada - Amerikas hvide negre", Carit Andersens Forlag, 1976.
  • Marc Chevrier: "Des lois et des langues au Québec" Principes et moyens de la politique linguistique Québécoise, Gouvemement du Québec, Ministere des Relations internationales, 1997.
  • Françoise Tétu de Labsade: "Le Québec - un pays, une culture", Les Editions du Borbal, 1990.
  • OECD, Territorial Development Service: "Greenland Regional competitiveness and policies for remote regions", Report on the results of the case study, 1999.