Indsigt: En selvbærende stat før en selvstændig stat

En selvbærende stat før en selvstændig stat

Så længe man ikke på konstruktiv vis kan fremlægge et alternativ til for eksempelvis det danske bloktilskud eller den grønlandske ungdoms uddannelsesmuligheder, så må de mange pompøse varmlufts-»uafhængighedskrav« vige til fordel for krav om overlevelse og velfærd - også for de grønlændere, der ikke er her endnu

Fredag d. 19. januar 2001
Allan Olsen
Emnekreds: Grønlands historie, Rigsfællesskab og selvstyre, Sprog, Uddannelse, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Forudsætninger for selvstændighed
En mere pragmatisk holdning
Sprog
Uddannelse er nøglen
En bæredygtig økonomi


Naturligt nok ønsker vi at blive selvstændige og træffe vores egne valg på vores egne præmisser. Det er klart, men hvor ønskeligt det end er, så bliver det aldrig en realitet, så længe vi ikke bliver selvbærende.

Grønland skal være selvstændigt, men sat på en tidslinie vil selvstændigheden stå som det sidste tiltag af en lang række andre tiltag, der er forudsætninger for dette sidste skridt på vejen mod uafhængighed.

Derfor finder jeg virkelig, at den vedblivende debat omkring vores ønskede selvstændighed ikke er på sin plads...

Hvem kan med god samvittighed ønske selvstændighed i morgen, når det grønlandske samfund er så dybt afhængigt af Rigsfællesskabet, som det er?

Forudsætninger for selvstændighed
Debatten burde i virkeligheden ...
  • Fokusere på, hvad der kræves, førend vi kan kalde os selvstændige.
  • Fokusere på, hvordan vi kan blive økonomisk selvbærende.
  • Fokusere på, hvordan vi bliver bedre til at administrere de penge, vi har.
  • Fokusere på, hvad vi som Grønlændere burde gøre for at styrke vort land.
  • Finde ud af, hvad der er brug for og mane det frem.
At tale om selvstændighed før end disse krav er fuldført, er spild af tid og energi. Før vi bliver selvstændige, skal vi først blive selvbærende.

Alt andet er uansvarligt!

En mere pragmatisk holdning
Og indtil vi bliver selvbærende og selvstændige, må vi hente lidt af den visdom, som en af de gamle kunne fremskaffe.

Jørgen C.F. Olsen sagde (frit citeret fra Sermitsiaq nr. 49), at grønlænderne kunne selv, men at vi skulle have for øje, at vi er en del af Danmark, og at vi altid skal tænke på Danmarks ære.

Det nytter ikke, at vi farer for voldsomt frem, for der står for mange generationer på spil. Det er heller ikke alle folk i Danmark, der synes, at det årlige bloktilskud, som vi er så afhængige af, er en god idé...

Vi må indtage en lidt mere pragmatisk holdning, end den som bl.a. arbejdsgruppen "Nammineq" og Siumuts "uafhængighedsfløj" lægger for dagen.

Så længe man ikke på konstruktiv vis kan fremlægge et alternativ til for eksempelvis det danske bloktilskud eller den grønlandske ungdoms uddannelsesmuligheder, så må de mange pompøse varmlufts-"uafhængighedskrav" vige til fordel for krav om overlevelse og velfærd - også for de grønlændere, der ikke er her endnu.

Men i vores forsøg på at blive selvbærende er det også ekstremt vigtigt, at vi ikke lukker os selv inde.

Sprog
Sprog, ikke mindst grønlandsk, er vigtigt, men to-sproglighed er en gave, som jeg (personligt) misunder mange, og som ikke bør kastes væk. Tre-sproglighed (og mere) er i et globaliserende verdenssamfund en styrke for deltagerne.

Bare tænk på de muligheder, som EU åbner op for. Bedre kommunikationsevner med EU's organer vil i sidste ende give os flere og bedre muligheder.

Jeg kan sympatisere med Jens Lyberth og Jess G. Berthelsen i deres ønske om en stærkere position for det grønlandske sprog, men slet, slet ikke acceptere deres ønskede metode.

Den er meget snæver og ødelæggende for en kommende, mere sprogligt kyndig og globalt mindet generation, der kan besætte flere af de poster, hvor vi i dag bruger udefrakommende arbejdskraft.

Denne arbejdskraft er naturligvis dyrere, end hvis vi selv var i stand til at løfte ansvaret. Det er vi af gode grunde ikke endnu - et faktum vi ikke kan gøre noget ved nu, men må overlade til fremtidens grønlændere, der p.t. er i fuld gang med at uddanne sig.

Uddannelse er nøglen
Uddannelsen er nøglen, og nøglen til uddannelse er sprog. Heri er grønlandsk selvsagt ikke nok i sig selv. At dansk gennem historisk udvikling er blevet vores 2. sprog er bare fakta, men det giver os også adgang til et stort (og for os ubetaleligt billigt) uddannelsesapparat, der ikke bare indbefatter Danmark, men også Sverige og Norge. Det gør altså ikke dansk til et "lille" sprog - det er bare ikke så stort, men dog brugbart!

Og den mulighed/rettighed, vi som grønlændere under den danske Grundlov har til uddannelse i Danmark, er ikke en mulighed, jeg ville være stolt over at have smidt væk for landets kommende generationer uden en meget god grund.

Den slags gambling er tåbelig. Men at udvide vores uddannelsesmuligheder gennem andre sprog (engelsk især) er selvfølgelig en supplering og en forstærkning af arbejdsstyrken herhjemme, der kan begrænse nødvendigheden af at hente kvalificeret arbejdskraft hertil.

Men den arbejdskraft, som vi nødvendigvis må tilkalde, skal ikke på usmagelig vis fratages deres rettigheder på grund af deres herkomst eller manglende sprogfærdigheder.

Den slags opdeling af befolkningen er noget pjat og i yderste konsekvens kun med til at skyde den grønlandske befolkning i foden. Man kan vel kun håbe, at folk som Jens Lyberth ikke vil være så hurtig på aftrækkeren.

Jeg er fuldstændigt enig med Lavra Lumholts brev til de to herrer (J. Lyberth og J. G. Berthelsen) i Sermitsiaq nr. 50 af 15. december i hendes kritik af deres fremturen.

Jeg synes også, at det virker lidt absurd, og det virker i hvert fald på mig mere som en populistisk brølen i medvind end en realistisk stillingtagen til faktiske forhold og reelle problemer.

Jess G. Berthelsens kommentar omkring J. Motzfeldts evt. stemmefiskeri er en bemærkning, han vist selv udmærket kan stå model til.

Hvis det er de to herrer Berthelsen og Lyberth, som Sermitsiaq i sin leder i nr. 49 benævner som Siumuts unge løver, de fortsat har tænkt sig at brøle, før de tænker, så må vi vist se at få syet nogle manker, så andre, måske lidt yngre løver kan komme til.

En bæredygtig økonomi
Lad Grønland udvikle en bæredygtig økonomi.

Det går ikke an, at vi belønner os selv (startende med landets politikeres selvbegaveriske ønsker) før, end vi har råd til gaverne.

At vi skulle finde olie, diamanter eller den hellige gral, skal ikke maskere de alt for høje offentlige udgifter, der kunne mindskes ved at satse på at få folk i arbejde i stedet for at betale dem for at blive hjemme. Hvad nytter det i øvrigt, at vi finder milliarder i undergrunden, hvis vi ikke kan finde ud af at administrere dem.

Vi bliver bare endnu dårligere til at bruge penge.

Et lille samfund har ikke råd til for mange uproduktive borgere, og hvis uddannelse er nøglen, så må vi investere i den.

Ellers må vi finde os i, at vi bliver nødt til at importere arbejdskraft til servicering af os selv.

Hvis vi vil klare os selv, så må vi stille så meget større krav til os selv. Det kan ikke nytte noget, at folk bliver hjemme fra arbejde eller lukker sig selv ude fra arbejdsmarkedet - eller fra den øvrige omverden.

Hvad hjælper det at være selvstændig, hvis man ikke er selvbærende.

Man kan ikke blive mæt på stolthed, men sluges, det skal den, hvis vi på konstruktiv vis skal gøre brug af den nuværende situation med dens fejl og mangler for at komme fremtiden et skridt nærmere.