Øl-forretning fremfor social politik

Børnenes tarv - for eksempel - tæller vel mere end økonomien i KNI, Nuuk Imeq, landskassen eller hvem der måtte tabe i forbindelse med den nye lovgivning

Tirsdag d. 23. januar 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Bygder, Etik, Sociale spørgsmål.

3,6'ERNE FIK en væsentlig plads i spiritusdebatten i 2000, og under Landstingets efterårssamling blev den populære øl "dømt ud" i en ny lov om salg af alkoholdrikke, som trådte i kraft 1. januar i år. Alligevel får 3,6'erne lov til at "blive på banen" helt frem til 1. august. Men efter 1. august falder den lidt lettere øl ind under samme regler som andre alkoholdrikke. Det vil sige, at det fra den tid er slut med at købe 3,6 efter klokken 18 og i butikker uden spiritusbevilling. Der er ikke noget mærkeligt i den historie. Landstinget mener, at 3,6'eren er en slags "lovlig omgåelse af hensigten med begrænsningerne i øl-salget". Man kan sagtens drikke sig al landsens ulykker til i 3,6, hvis det er det, det handler om. Man kan svigte sine børn i en 3,6-brandert præcis som i én, der er bygget op på 4,6 procent. Og man kan begå vold, drab eller springe ud fra femte sal med 3,6 i blodet som med almindelig øl. Branderten er den samme. Der skal bare lidt mere øl til, og det er der råd for, fordi 3,6 er tilsvarende billigere. NÅR DER ALLIGEVEL er mening i at trevle begivenhederne op, så skyldes det, at 3,6'erens "dispensation" fra den nye lov skyldes forretningsmæssige hensyn. Loven var i høring hos de implicerede parter. En af dem er naturligvis KNI Pilersuisoq, som meddelte, at man først kan tage højde for ændringerne fra og med vinterforsyningen 2001/2002. 3,6'erne var allerede afskibet til Ittoqqortoormiit og Qaanaaq, hvorfor selskabet ville brænde inde med de mange øl. Der er altså taget hensyn til de økonomiske konsekvenser ved den nye lovgivning fremfor lovens hensigt og begrundelser. Det er det, der er forkert. De sociale hensyn, som ligger til grund for den del af loven, der omfatter 3,6'eren har måtte vige til fordel for forretning. Det er da helt galt. DET ER GALT, at politikerne efter en særdeles heftig og principiel debat, hvor 3,6'erne blev beskyldt for at sabotere lovgivningen om salg af alkoholdrikke, lader stå til, fordi KNI er bange for, at 3,6'erne ikke bliver solgt. Hvis det virkelig er et problem med alvorlige sociale konsekvenser, at 3,6'erne kan købes efter klokken 18, så bør loven sættes i kraft hurtigst muligt. Og med muligt menes så snart loven kan sættes i kraft. Børnenes tarv - for eksempel - tæller vel mere end økonomien i KNI, Nuuk Imeq, landskassen eller hvem der måtte tabe i forbindelse med den nye lovgivning. Det er jo trods alt kun penge. Når landstingspolitikerne på den måde prioriterer øllernes værdi før de problemer, de menes at afstedkomme, så må vi tro, at politikerne ikke for alvor går ind for deres eget forslag. HVAD SKULLE Landstinget da have gjort? Det skulle have sat hele loven i kraft 1. januar, også reglerne for salg af 3,6. Desuden er det blot en påstand, at 3,6'erne er usælgelige i konkurrence med "rigtige øl". Selvfølgelig kan de sælges, hvis prisen er rigtig. Forretningen bliver måske ikke den samme, men mon ikke producent og forhandler kunne enes om at komme af med lageret og alligevel beholde skindet på næsen? ØLDRIKKERNE i Ittoqqortoormiit er nok de eneste, der kan få øje på det positive i denne historie. De blev som bekendt udsat for et landsstyredikteret totalforbud mod øl, vin og spiritus, mens 3,5'erne, som de hedder derovre, er til at købe døgnet rundt. Og der skulle jævnfør høringssvaret være nok frem til 1. august 2001. Hvad mener landsstyret så egentlig med barnets tarv? Hvad er meningen med 3,6'er-delen af loven om salg af alkoholdrikke? Og med lukningen for spiritus i Ittoqqortoormiit? Når nu 3,5'eren stadig kan købes... DET SKAL i øvrigt beklages, at øl-drikkere, der er til lettere øl, nu er henvist til øl med minimum pilsnerstyrke. Det grønlandske øl-billede bliver i fremtiden endnu mindre nuanceret, end det har været hidtil.