Indsigt: Grønland er med ved bordet

Grønland er med ved bordet

I lyset af amerikanernes barske grønlandshistorie med tvangsflytning af en hel befolkning, med afsløringer af atomvåben, radioaktiv forurening og amerikansk »overhøjhed« er brevet fra den amerikanske præsident nye toner

Torsdag d. 25. januar 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

HÅNDBOLDSPILLERNE klarede sig godt igennem den første kamp ved VM i Frankrig. Forløbet af den anden kendte vi ikke ved redaktionens slutning. Men pyt også med, hvordan det går fremover. Den første kamp gav de nationale følelser vind i sejlene, og vi følte vel alle fællesskabets stærke bærebølge.

Sådanne oplevelser har vi brug for i en tid, hvor der ellers er nok at brokke sig over. På samme måde er der grund til at glædes over præsident George W. Bush' brev til landsstyreformand Jonathan Motzfeldt . I lyset af amerikanernes barske grønlandshistorie med tvangsflytning af en hel befolkning, med afsløringer af atomvåben, radioaktiv forurening og amerikansk "overhøjhed" er brevet fra den amerikanske præsident nye toner. Grønland er i amerikanernes øjne en størrelse, de er nødt til at regne med i fremtidens spil om magten og freden.

HIDTIL HAR DET været anderledes. Forsvarsaftaler og andre udenrigspolitiske overenskomster om Grønland er besluttet hen over hovedet på befolkningen og dens politikere. Der har fra dansk side været meget ringe forståelse for, at vi bør med ved forhandlingsbordet, når Grønland drøftes med andre lande. Og det er stadig uklart, hvilken rolle, Grønland kan få ved en fremtidig genforhandling af den dansk/amerikanske forsvarsaftale.

Nu blæser der andre vinde.

Der er ingen tvivl om, at hvert eneste ord i et brev fra den amerikanske præsident til hvem som helst bliver vejet på guldvægt, og det er ikke tilfældigt, at Pituffik nævnes. For selvom det er Jonathan, der i sin lykønskning til Bush selv kommer ind på forsvarsområdet, så er bekræftelsen af disse "fælles interesser" en kvittering for, at afstanden fra USA til Grønland skal gøres kortere, og at der skal være en dialog.

Dette signal vil naturligvis påvirke den danske holdning til Grønlands medvirken. Det vil være betydeligt vanskeligere i fremtiden at lave "grønlandske aftaler" hen over hovedet på befolkning og politikere her i landet.

Grønland bliver altså i fremtiden taget mere alvorligt. Vi er blevet en størrelse med en vis indflydelse, og den udvikling kan vi kun hilse velkommen.

MEN NÅR DEN velfortjente sejrsrus har lagt sig, er vi nødt til at vurdere sagen realistisk. Vi skal ikke falde i svime af benovelse og taknemmelighed over den amerikanske tilnærmelse. Det er nemlig ikke for Grønlands skyld, at amerikanerne sender signaler om at anerkende Grønlands integritet. USA har brug for Grønland, og præsidentens venlighed har et mere håndfast sigte.

Det amerikanske raketforsvar, der går under betegnelsen NMD, kan ikke etableres uden om et opdateret radarsystem i Pituffik. Amerikanerne har derfor brug for at spille på alle de heste, der stiller op i løbet. Og det gjorde Grønland, da landsstyreformanden i sin lykønskning nævnte det amerikanske engagement her i landet. Det er altsammen benhård forretning.

Derfor skal vi tage os i agt for, hvad vi siger om denne sag i fremtiden. Når man rækker Fanden en lillefinger, tager han hele armen - og somme tider mere end det. Det bliver en brandvarm forhandlingsatmosfære, der kommer til at omgive de små delegationer fra Danmark og Grønland.

Der er altså grund til at gøre sig stærk, og derfor er det af betydning, at de grønlandske politikere netop allierer sig med Danmark og står last og brast om de fælles holdninger, rigsfællesskabet skal indtage.

FORUD FOR DET, mangler vi imidlertid en fælles grønlandsk stillingtagen. Uden den får vi ingen indflydelse. Så bliver det alene de danske og de amerikanske interesser, der kommer til at danne grundlag for forhandlingerne, og den endelige beslutning bliver igen taget hen over hovedet på os.

Der er ingen grund til at vente med en grønlandsk afklaring. Der er nu rigeligt med amerikanske initiativer og meningstilkendegivelser om det nye forsvarssystem til, at Grønland kan forholde sig til landets rolle i det internationale spændingsspil, som allerede er i gang.

Grønland har allerede opstillet nogle betingelser for en opgradering af radaren i Pituffik, men der er ingen afklaring, og landsstyrepartierne skal tage hinanden i ed på en endelig formulering.

Det første af de grønlandske krav er, at Rusland skal acceptere amerikanernes planer om det nye forsvarssystem. Det andet er, at systemet ikke må true verdensfreden. Og det tredje går ud på, at Grønland skal sidde med ved bordet, når de grønlandske relationer til forsvarssystemet skal drøftes.

MED KORRESPONDANCEN mellem landsstyreformanden og den amerikanske præsident er vi formodentlig kommet det sidste krav nærmere, men der er lang vej, til de andre kan indfries. En intern, grønlandsk drøftelse må derfor inden alt for længe føre frem til en enig grønlandsk politik på området.