Indsigt: Sejr for Grønland

Sejr for Grønland

Den nye udenrigsminister Mogens Lykketoft lyder lige så arrogant, når han bliver spurgt, om Grønland kommer med til forhandlingerne. Regeringen lytter ikke til de grønlandske ønsker, som den konservative Per Stig Møller ellers påstår

Fredag d. 26. januar 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

George W. Bush' brev til landsstyreformand Jonathan Motzfeldt er en klar sejr for hjemmestyrets overtagelse af Grønlands sikkerheds- og udenrigspolitik.

Med sit brev anerkender George Bush, at hjemmestyret har ansvaret for Grønland. Nu håber vi blot, at regeringen og Folketinget når frem til samme konklusion.

Hidtil har Udenrigsministeriet koblet Grønland af, når udenrigsministeren rejste til Washington for at tale med sin amerikanske kollega om Thulebasen.

Det er på trods af, at det siden 1995 har været et krav fra landsstyre, Landsting og Qaanaaq kommune, at Grønland skal deltage i alle samtaler med USA, der vedrører Grønland. Desuden har hjemmestyret siden 1995 stillet krav om at få genforhandlet den 50 år gamle aftale mellem Danmark og USA om forsvaret af Grønland. Hjemmestyret vil være part og medunderskriver.

Baggrunden for de nye krav i 1995 var afsløringen af den dobbelte danske atompolitik, hvor den danske regering indirekte tillod amerikanerne at have atomvåben på Thulebasen. På den baggrund er det klart, at Grønland forlanger at være med ved forhandlinger vedrørende Grønland.

Det interessante er, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen har været meget forstående over for kravet. Han har samtidig støttet, at Grønlands hjemmestyre i højere grad overtager det politiske ansvar for sin egen sikkerheds- og udenrigspolitik, og Udenrigsministeriet i Danmark har været med til at fremme denne udvikling.

Men på et område har Danmark stædigt fastholdt sin suverænitet og henvist til Grundloven. Det er omkring Thulebasen og forholdet til USA. Her har den tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen med kold arrogance lyttet til de grønlandske krav om at deltage i samtaler og forhandlinger med USA vedrørende Grønland og alligevel selv rejst til Washington for at tale med Madeleine Albright uden at tage landsstyret med. Den nye udenrigsminister Mogens Lykketoft lyder lige så arrogant, når han bliver spurgt, om Grønland kommer med til forhandlingerne. Regeringen lytter ikke til de grønlandske ønsker, som den konservative Per Stig Møller ellers påstår.

Danmark må have et eller andet i klemme med USA, som Grønland ikke må vide, for det svarer ikke til den danske politik om Rigsfællesskabet. I så at sige alle andre forsamlinger roser danske politikere sig af den måde, hvorpå Danmark og Grønland har kunnet udvikle et selvstyrende område, der tiltager sig større og større selvstændighed og uafhængighed. Men lige præcis omkring Thulebasen vil den danske stat ikke afgive nogen beføjelser, her er Danmark stadig kolonimagten.

USA er selvfølgelig også meget opmærksom på den udvikling mod større selvstændighed, som Grønland er inde i. New York Times noterede i efteråret, at Grønland er den nyeste uafhængige stat i Amerika.

Det interessante er, at amerikanerne aldrig har været imod ønskerne fra Grønlands side, men USA har betragtet det som et internt spørgsmål mellem Danmark og Grønland, som USA ikke kunne blande sig i. Sådan udtrykte den tidligere amerikanske ambassadør Edward E. Elson sig, da han i 1997 besøgte Thulebasen sammen med dronningen.

For amerikanerne må det også være en styrke, hvis aftalen om Grønlands forsvar bliver indgået med både Danmark og Grønland. Amerikanerne ønsker selvfølgelig ikke ballade med det land, hvori man har en base. Og amerikanerne vil af historiske grunde ikke bryde sig om at gå en kolonimagts ærinde.

George Bush' brev til Jonathan Motzfeldt uden om Danmark, hvori han lægger op til et direkte samarbejde mellem USA og Grønland om Thulebasen, er den første anerkendelse udefra af Grønlands Hjemmestyre.

Det bemærkelsesværdige er, at brevet er sendt fra George Bush "overgangsstab" og altså ikke fra præsidentembedet. Det vil sige, det er George Bush' personlige hilsen og ikke en hilsen via det administrative-politiske apparat. Derfor er det nok for meget at lægge i det, at der er tale om et forsøg på at splitte rigsfællesskabet, som forskeren Bonnén i Hamborg påstår.

Vi skal nærmere opfatte det som et ærligt og personligt ønske fra den nye præsident om et samarbejde om Thule.

Når den amerikanske administration bliver indblandet, skal henvendelserne nok følge de korrekte kanaler. Men det er utrolig vigtigt for Grønland, at George Bush vil samarbejde med Jonathan Motzfeldt.

Det er et klart signal, som også den danske regering må forholde sig til.