Drikkevand i Grønland

Når Nukissiorfiit hævder, at de ikke ved egne prøver kan påvise bakterier, når sundhedsvæsenet kan, så skylder Nukissiorfiit at redegøre for deres egen prøvetagningsprocedure, forsendelsesvejen, deres laboratoriefaciliteter m.v

Tirsdag d. 30. januar 2001
Lars Mosgaard
Emnekreds: Miljø og natur.

Det er en menneskeret at have rent drikkevand.

Når det offentlige påtager sig at sørge for drikkevandsforsyningen, er det derfor væsentligt, at alle til enhver tid kan tage af vandet og drikke det uden frygt for nogen sundhedsskadelig påvirkning.

Der er ikke noget mærkværdigt i, at man har fastlagt visse kontrolforanstaltninger til sikring af drikkevandet. Reglementet er af praktiske grunde lavet sådan, at det ikke er driftsherren for drikkevandsproduktionen, som står for kontrollen af vandets mikrobiologiske kvalitet, men sundhedsvæsenets laboratorier.

Kontrollen følger et bestemt regelsæt, som tager hensyn til f.eks. EU-krav, hvilket har betydning for vores sundhedstilstand, men sandelig også for vores produktion og eksport af fødevarer (rejer, fiske- og kødprodukter).

Nukissiorfiit klager nu over kvaliteten af sundhedsvæsenets mikrobiologiske vandkontroller, især fordi det er kommet til offentlighedens kendskab, at der flere steder er problemer med vandets mikrobiologiske kvalitet.

Det antydes nærmest, at sundhedsvæsenet putter snavsede fingre i vandet for at irritere Nukissiorfiit.

Gad vidst, hvorfor Nukissiorfiit ikke har lyst til et løbende samarbejde med sundhedsvæsenet, når der er disse problemer med vandet, men venter til problemerne kommer i offentlighedens søgelys?

Hvis Nukissiorfiit uden at kunne demonstrere noget væsentligt kendskab til forholdene kan tillade sig at klage over denne gratis ydelse fra sundhedsvæsenet, så kunne det være rart at vide, om man har en skjult dagsorden om at overtage kontrollen selv?

Det er det nærliggende at tro, idet Nukissiorfiit tilsyneladende ikke ved egne prøver kan påvise bakterier i drikkevandet, når sundhedsvæsenet kan. Disse prøver tør man gerne tro på.

Nukissiorfiit kontrollerer i øvrigt selv vandets indhold af de forskellige kemikalier, som man tilsætter råvandet, inden det kommer ud i hanerne som drikkevand.

På samme måde som Nukissiorfiit stiller spørgsmål til kvaliteten af sundhedsvæsenets vandkontroller, vil jeg her tillade mig at stille spørgsmål til Nukissiorfiits egenkontrol med hensyn til tilsætning af diverse kemikalier til vandet.

Foregår denne tilsætning hensigtsmæssigt, forsvarligt og under ordentlig kontrol?

I øvrigt er det et langt større problem med falsk negative vandprøver, som tilsyneladende er bakteriefrie, men hvor prøverne rent faktisk indeholder bakterier, som af den ene eller anden grund ikke bliver påvist, end prøver, hvor der ukorrekt bliver konstateret bakterier.

I det førstnævnte tilfælde bliver folk snydt og måske syge, i det andet tilfælde opdages det let ved en passende efterkontrol.

Når Nukissiorfiit hævder, at de ikke ved egne prøver kan påvise bakterier, når sundhedsvæsenet kan, så skylder Nukissiorfiit at redegøre for deres egen prøvetagningsprocedure, forsendelsesvejen, deres laboratoriefaciliteter m.v.

Når alt kommer til alt, så er problematikken:

Hvor rent er det grønlandske drikkevand?

Hvor kemikalieholdigt er det grønlandske drikkevand?

Hvis der på et relevant grundlag kan stilles spørgsmål til disse forhold, så bør man - bl.a. Nukissiorfiit - tage sagen alvorligt op og til drøftelse i stedet for blot at kaste aben over på andres skuldre.
 
Henkastede lorteposer der punkterer er en sundhedsfarlig miljøbombe - det er ikke noget ualmindeligt syn i både byer og bygder
Nukissiorfiit er og bliver ansvarlig for drikkevandets kvalitet.

Nukissiorfiit er den eneste part i sagen, som kan sørge for og sikre ordentligt drikkevand.

Rent drikkevand er en menneskeret.

Vi ønsker naturligvis kompetente folk til at kontrollere vort drikkevand.

Men nok så vigtigt ønsker vi kompetente folk til at producere vort drikkevand.

Der må ikke herske tvivl om kvaliteten af det vand, vi drikker og bruger i vores madvarer og eksportprodukter.

Nukissiorfiit burde skamme sig sådan at kaste ansvaret fra sig.

Tag dog problemet op, ellers er der forhåbentlig nogen, som vil hjælpe til.

Hvis Nukissiorfiit vælger blot at vaske egne hænder i eget vand, så bliver hænderne - men ikke vandet - nok renere heraf, men dét er kun tilsyneladende.