Sundhedscenterdebat

Hvis man på sundhedscentret i Sisimiut har været i stand til næsten at udrydde en alvorlig sygdom som blindtarmsbetændelse og en almindelig sygdom som mellemørebetændelse, så vil jeg gerne se dokumentation. Ellers tror jeg ikke på det

Onsdag d. 14. marts 2001
Finn G. Becker-Christensen
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse:
SHVs kvalitet
Vækst
Maniitsoq og Sisimiut
Sygehusfunktionen
Sundhedscenterfunktionen
Sundhedscenter hvad nu
Værdigrundlaget
Fremtiden


SHVs kvalitet
Det ville være interessant at se på, hvordan det er gået de steder i Grønland, hvor man allerede har fået et sundhedscenter. Det ville være interessant at sammenligne Maniitsoq med vort nordlige nabodistrikt Sisimiut, som allerede i adskillige år haft et sundhedscenter i stedet for et sygehus. Det ville være interessant at undersøge sygdomsmønstret i de grønlandske distrikter, der betjenes af sundhedscentre. Det burde gøres før og efter omstillingen fra sygehus til sundhedscenter.

De nærmeste til at foretage en undersøgelse burde være sundhedscentrenes opfindere. Men de har ikke undersøgt noget som helst. Man kunne også bede en uafhængig og videnskabeligt kvalificeret samfundsmediciner lave en undersøgelse. Selv har jeg interesseret mig meget for samfundsmedicin. Jeg har blandt andet skrevet en doktordisputats om et samfundsmedicinsk emne.

Desværre har ingen forsøgt at dokumentere fordelen ved et sundhedscenter frem for et sygehus. Det er indtil videre ren ønsketænkning at tro, at omstillingen skulle være en fordel for befolkningen.

En nem undersøgelse, som vist ikke er foretaget, ville være at se på antallet af provokerede aborter før og efter omstillingen fra sygehus til sundhedscenter.

Jeg har i årene 1992 ti1 1994 som bømelægekonsulent berejst 8 grønlandske distrikter svarende til knapt halvdelen af Grønlands befolkning. Formålet var at se på syge eller mistænkt syge børn henvist af de lokale læger. I Maniitsoq var der 65 og i Sisimiut 52 patienter. Men tallene siger mere om, hvor jeg havde mest tid, end om hvor der var flest syge børn.

I 1995 søgte jeg professoratet i Arktisk Medicin. Mit formål var at undersøge alle børn i Grønland i løbet af de fem år, som professoratet skulle løbe. Jeg ønskede ikke at udsende spørgeskemaer, men ville selv undersøge børnene. Jeg er ikke skrivebordslæge. Jeg ville lægge mindre vægt på journaler og dødsattester. Papiret er så tålmodigt. Jeg ville for en gangs skyld at lade de døde hvile i fred. Jeg havde valgt at lægge hovedvægten på mine egen personlige undersøgelse af børnene. Det var min plan at udarbejde en oversigt over grønlandske børns sundhedstilstand. Det der med et modeord hedder deres sundhedsprofil.

Projektet kunne have givet grundlag for at sammenligne forskellige grønlandske distrikter med hinanden, specielt fordi det var samme person (mig selv), der skulle berejse alle distrikter og undersøge børnene. Ulempen ved projektet var, at man risikerede at finde en række ukendte sygdomstilfælde, som det ville være dyrt at undersøge nærmere og eventuelt behandle. Ansættelsesudvalget foretrak en anden ansøger.

Det er et problem, at kvaliteten af SHV er vanskelig at måle. Således siger nogle, at Danmark har verdens bedste SHV; andre siger, at det er et af de dårligste, i hvert fald i Europa. Ting som middellevetid og spædbarnsdødelighed bruger skrivebordslæger ofte som mål for kvalitet. Det er nemt, men ikke godt. Der foreligger ikke tal, som kan bruges, hvis man ønsker at sammenligne f.eks. Maniitsoq og Sisimiut.

Vækst
Man kunne gå en anden og mere besværlig vej, nemlig at tale med borgeme eller deres børn og undersøge dem. Vi har i 1994-95 undersøgt voksenhøjde i Maniitsoq i dette århundrede. Vort materiale omfattede 112 mænd født mellem 1909 og 1975 og 244 kvinder født mellem 1904 og 1975. Vore højdemålinger synes at vise, at de nævnte fødselsårgange i Maniitsoq har øget deres voksenhøjde med 20 cm. Det har de dog næppe. Mange har formodentligt været højere i deres ungdom end på undersøgelsestidspunktet. Specielt de ældste årgange må formodes at have mistet højde. Måske 5 cm, vi ved det ikke. Det er nok alligevel ikke forkert at sige, at voksenhøjden i dette århundrede er øget betydeligt. Det skyldes formodentligt en bedre sundhedstilstand i barndommen, men også bedre ernæring og andre ting.

I 1996-97 har vi foretaget en vækstundersøgelse med deltagelse af 599 af Maniitsoqs 766 skolebørn svarende til 77%. Særligt i bygderne var interessen stor. Undersøgelsen var godkendt af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland. Vi var så heldige, at sundhedsplejerske Ellen Jørgensen og distriktslæge Preben Thomsen i Maniitsoq i Ugeskrift for Læger 1966 har publiceret en lignende undersøgelse som vores.

Det viste sig, at 14-årige skolebørn i vort distrikt nu var 10 cm højere end 30 år tidligere. De havde nu næsten samme højde som jævnaldrende danskere. En væsentlig årsag er formodentligt en forbedret sundhedstilstand sammenlignet med tidligere. Efter 14 års alder flader de grønlandske vækstkurver ud, formodentligt på grund af arvelige forhold. Trods opfordring har det ikke været muligt at få gennemført en lignende undersøgelse i andre distrikter.

Maniitsoq og Sisimiut
For nogle år siden har vi foretaget en undersøgelse af operationer i Maniitsoq og deres resultater. Der forekom i perioden 1991-92 i alt 61 større akutte operationer. Vi har skrevet en artikel om undersøgelsen i Ugeskrift for Læger. De hyppigste operationer skyldtes blindtarmsbetændelse, graviditet uden for livmoderen og kejsersnit. I al ubeskedenhed skal jeg oplyse, at resultaterne i Maniitsoq var gode. Hvordan de er i andre distrikter har vi ikke undersøgt. Det ville også være svært.

Samtidig med undersøgelsen spurgte vi imidlertid Rigshospitalet, hvor mange blindtarme til mikroskopi man fik fra de forskellige distrikter i Grønland i årene1991-1992. Fra Sisimiut, som befolkningsmæssigt er det næststørste distrikt i Grønland, havde man fået 3 blindtarme, fra Maniitsoq 25 (hvor af de 4 dog ikke var med i oversigten) og fra Nuuk 31. Det kan jo være, at der af tilfældige årsager disse to år var særlig mange tilfælde af blindtarmsbetændelse i Maniitsoq og særlig få i Sisimiut. Det kan jo også være, at man i Sisimiut opererer blindtarmsbetændelse uden efterfølgende mikroskopi. Men noget tyder alligevel på, at blindtarmsbetændelse er en sjælden sygdom i det distrikt, der betjenes af sundhedscentret i Sisimiut.

Chefdistriktslægen har netop tilsendt os avisen Peqqik Sisimiut nov. 1999. Her skriver han: "Vedrørende den almindelige sygelighed med spredning med smitstoffer er det gået den rigtige vej. Tidligere var der en masse børn med smitsomme sygdomme såsom øreinfektioner, lungebetændelser, meningitis og lignende. I dag er disse forhold ved at være sjældne".

Den førende specialist på området professor Baxter, McGill Universitet, Montreal, Canada, har sagt, at mellemørebetændelse er et lige så stort problem i de arktiske lande, som tuberkulose, alkoholisme og kønssygdomme. På sundhedscentret i Sisimiut mener man, at mellemørebetændelse nu er sjælden ( også de andre nævnte sygdomme?).

I følge min egen undersøgelse sidste år publiceret i Ugeskrift for Læger har 14% af børn i Grønland mellemørebetændelse. Jeg fik alvorlige kritik fra nogle førende danske øre-næse-hals specialister, der mente, at der var dobbelt så mange. Deres undersøgelse af grønlandske børn med mellemørebetændelse er nyere end min og publiceret i et engelsksproget tidsskrift, der nok ikke læses i Grønland.

Hvis man på sundhedscentret i Sisimiut har været i stand til næsten at udrydde en alvorlig sygdom som blindtarmsbetændelse og en almindelig sygdom som mellemørebetændelse, så vil jeg gerne se dokumentation. Ellers tror jeg ikke på det.

Jeg formoder også, at der er lige så mange patienter i Sisimiut med blindtarmsbetændelse som andre steder. Måske behandler man dem med antibiotika (penicillinlignende midler). Måske ved man ikke, de har blindtarmsbetændelse, men behandler dem under andre diagnoser. Som regel går det godt, men ikke altid.

Jeg tror også, at der er ligeså mange børn i Sisimiut som andre steder i Grønland med mellemørebetændelse. Sundhedscentrets personale ser dem bare ikke.

Sygehusfunktionen
Det er min holdning også at indlægge og behandle lettere tilfælde inden sygdommene måske kommer ud af kontrol. Det gælder både ved børnesygdomme, kirurgiske sygdomme som blindtarmsbetændelse, kvindesygdomme som graviditet uden for livmoderen og fødselskomplikationer med optrækkende kejsersnit. Ved at gå tidligt ind risikerer man overbehandling, men man opretholder en god rutine hos persona1et, og man undgår at pludseligt at stå i katastrofelignende situationer, som man ikke er rustet til at klare.

Hvis disse situationer alligevel skulle opstå, så er det en fantastisk oplevelse på tværs af faggrænser sammen med gode kolleger med forskellig baggrund at gå til grænsen af sin ydeevne. Det er en stor tilfredsstillelse med beskedne hjælpemidler at løse nogle problemer i stedet for bare at sende dem videre til et centralsygehus. Det er for mig det attraktive ved grønlandsmedicin. Dette værdigrundlag skal nu ødelægges af sundhedspædagoger og lommefilosoffer, som vil lave de grønlandske sygehuse om til sundhedscentre.

Sundhedscenterfunktionen
Jeg har naturligvis ikke noget imod forebyggelse og sundhedspædagogik. Det er helt i orden og ganske udmærket, hvis man har overskud til det. Hvis man ikke har det, så ved de fleste mennesker i Grønland udmærket, hvad der er en sund, og hvad der er en usund livsstil. Forebyggende sundhedsarbejde kan være nødvendigt når, det drejer sig om en ny sygdom som HIV/Aids. Men jeg nægter at tro, at normalt begavede mennesker i dette land ikke ved, at tobak og alkohol er usundt.

Sundhedscenter hvad nu
Uden om Landstinget i Grønland og måske uden om Sundhedsdirektoratet foregår der bestræbelser på at omstille sygehusene til sundhedscentre. På Maniitsoqpatienters vegne frygter jeg det værste. Men måske drejer det sig bare om et nyt navn, ligesom dengang man i Danmark omdøbte Krigsministeriet til Forsvarsministeriet og sindssygehospitalerne til amtshospitaler. Hvis det kun er en leg med ord, så er det uinteressant. Så er det bare et støjsignal i debatten, der ligesom andre støjsignaler, f.eks. regionalisering og telemedicin, tjener til at tage opmærksomheden væk fra det ene fornødne. Det er at uddannede motiverede og kvalificerede medarbejdere i SHV, der kan og vil tage et selvstændigt ansvar for diagnose og behandling af sygdomme, selvfølgelig for en passende løn.

Om medarbejderne skal hedde læger, sygeplejersker, sundhedsmedhjælpere eller noget andet betyder ikke noget for mig. Om deres uddannelse kan godkendes i Danmark, EU eller andre fremmede lande er uden betydning. Det er et luksusproblem.

Opgaverne i SHV er mangeartede og ofte specielle for Grønland. Det allervigtigste er evnen til at se bort fra faggrænser. Hvis man ikke kan få disse medarbejdere udefra, må man selv uddanne dem. Jeg tror, at det er den eneste måde, hvorpå man kan få de langtidsansatte medarbejdere. Jeg vil gerne være behjælpelig med uddannelsen.

Værdigrundlaget
Jeg har ydet mine bidrag til den debat om SHV. Min platform i debatten har ikke været de talrige ledelsesmøder og sundhedskonferencer i Grønland. Det har været lægevidenskabelige tidsskrifter, de grønlandske aviser og senest internettet, hvor sygehuset i Maniitsoq har en hjemmeside, som dog endnu ikke er færdig udbygget. Se internetadressen nedenfor. Hjemmesiden hedder Pilattuut site, og de sygdomme i Maniitsoq, som omtales her, kan ikke eller kun i ringe udstrækning forebygges.

Jeg tror mange i Grønland, mener det samme som jeg om SHVs værdigrundlag. Blandt andet tror jeg, at nogle af de ledende medarbejdere i Sundhedsdirektoratet er enige med mig. De tør bare ikke sige det til nogen.

Landstinget kan forbyde de grønlandske vuggestuer og børnehaver, som er arnestedet for smitsomme sygdomme. Men Landstinget kan ikke forbyde blindtarmsbetændelse eller mellemørebetændelse i Grønland. De kan kun lukke øjnene for disse sygdomme. Derimod står det i Landstingets magt at forbyde sprut og røg, selvom om Hjemmestyret skovler penge ind på giftskatter.

Men ifølge sundhedsprofeteme vil der blive færre udgifter til SHV, hvis folk holder op med at ryge og drikke.

Fremtiden
Jeg håber vi må beholde vort lille sygehus i Maniitsoq. Det er en god arbejdsplads, hvor vi er mange, der er glade for at være og glade for at komme tilbage. Jeg håber også, at patienterne er tilfredse med vor indsats. Jeg henviser iøvrigt til intemettet på adressen www.pilattuut.suite.dk. De som vil vide noget om vækstundersøgelsen af voksne og bøm i Maniitsoq henvises til <www.saven.suite.dk>;