Holdningsændring til sneskulpturer efterlyses

For det første var dommerne knapt færdige med voteringen, før byens børn begyndte at klatre rundt på skulpturerne, alt imens forældrene stod passivt og så til. Dette resulterede i, at flere af skulpturerne var beskadiget allerede før vinderne var udråbt

Tirsdag d. 3. april 2001
Jens Peter Aabyen
Emnekreds: Kultur og samfund.

Foranlediget af de seneste dages debat vedrørende nedrivning af sneskulpturerne på festivalpladsen vil Styregruppen for Nuuk Snow Festival 2001 hermed bringe klarhed over de bevæggrunde, der ligger bag beslutningen om nedrivning.

Der er grundlæggende to årsager til, at Styregruppen har valgt at rive sneskulpturerne ned:

For det første var dommerne knapt færdige med voteringen, før byens børn begyndte at klatre rundt på skulpturerne, alt imens forældrene stod passivt og så til. Dette resulterede i, at flere af skulpturerne var beskadiget allerede før vinderne var udråbt. Hvad tankeløse forældrene åbenbart betragtede som børns uskyldige leg udviklede sig imidlertid senere samme aften og de følgende dage til regulært hærværk, og mindre end to døgn efter Festivalens afslutning var et stort antal af skulpturerne ødelagte. Et komfur som snecaféens bestyrer havde være letsindig nok til at lade overnatte på festivalpladsen blev desuden smadret. På dette tidspunkt var vi i Styregruppen så frustrerede over den manglende respekt for kunstværkerne, at vi overvejede at rive dem alle ned ud fra den betragtning, at dette var en bedre skæbne end den løbende skamfering, skulpturerne blev udsat for af byens børn. Dette bringer os frem til den anden årsag til nedrivningen:

Styregruppen blev onsdag af kommunens sikkerhedsrepræsentant gjort opmærksom på, at et flertal af sneskulpturerne udgjorde en sikkerhedsrisiko, og kommunen anbefalede derfor, at disse skulpturer blev revet ned. Med arealtildelingen som Nuuk Snow Festival har fået af kommunen følger et ansvar for, at ingen kommer til skade på festivalpladsen, eksempelvis på grund af nedstyrtning. Da kommunen som tidligere nævnt ønskede hovedparten af skulpturerne revet ned, skønnede vi fra Styregruppens side, at det sammenholdt med de tilbageværende skulpturers ringe tilstand var bedre at rive samtlige skulpturer ned.

Det skal afslutningsvis pointeres, at Styregruppen for Nuuk Snow Festival 2001 naturligvis er dybt ulykkelige over, at det store arbejde vi og de mange dygtige lokale og udenlandske kunstnere har lagt i endnu engang at give Nuuk en snefestival skal jævnes med jorden få dage efter festivalens afslutning. Imidlertid skulle ovenstående gerne vise, at vi ikke har haft noget valg. Vi kunne ikke blot se på at kunstværkerne blev ødelagt, og da vi tilmed blev gjort opmærksom på, at de udgjorde en sikkerhedsrisiko måtte de destrueres.

Vi håber på, at denne pressemeddelelse dels giver svar på de mange fuldt forståelige spørgsmål til Styregruppen vedrørende skulpturernes triste skæbne og dels giver anledning til eftertanke hos forældre og pædagoger. En eftertanke der bør munde ud i en holdningsændring med hensyn til børns leg og hærværk på sneskulpturerne, hvis Nuuk fortsat skal have en årlig snefestival.

Sådan så det ud, mens de mange lokale og udenlandske kunstnere i et fantastisk flot vejr arbejdede på deres mange skulpturer ...
... men dommerne var knapt færdige med voteringen, før byens børn begyndte at klatre rundt på skulpturerne, alt imens forældrene stod passivt og så til. Dette resulterede i, at flere af skulpturerne var beskadiget allerede før vinderne var udråbt.