Indsigt: Serviceeftersyn eller nyordning - hvad vil Grønland ?

Serviceeftersyn eller nyordning - hvad vil Grønland ?

Jeg må indrømme, at kineserne og russerne virker troværdige, og at kontreadmiralen for Grønland samt andre, derfor virker mindre troværdige på mig

Onsdag d. 11. april 2001
Johan Lund Olsen
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

Indholdsfortegnelse:
Vetoret i sikkerhedspolitikken
Grundloven
Tavshedens og løgnens strategi
Grønlandsgode kort i spørgsmålet om Forsvarsaftalen af 1951
Vi bør gå til den internationale domstol
Serviceeftersyn eller en nyordning
Nyt Partnerskab


Grønland er en del af rigsfællesskabet med Danmark og Færøerne, men Grønland er i disse år inde i en spændende omstillingsproces. Grønland og for den sags skyld også Færøerne - står ved korsvejen til større selvstyre.

Grønland har siden 1979 og dermed i 22 år haft en Hjemmestyreordning med egen lovgivningsmæssig kompetence og ansvar for egne indre anliggender og politikområder. Vores lovgivningsmæssige kompetence er i dag kendetegnet ved en høj grad af autonomi og med gode udfoldelsesmuligheder på de områder, der har direkte betydning for den grønlandske befolkning. Men der er begrænsninger i Hjemmestyreordningen - da det er forudsat i selve loven, at justitsområdet, valutapolitikken og det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område er et Rigsanliggende, det vil sige et rent dansk anliggende.

Til trods herfor og selvom det i teorien ikke skulle være muligt, har praksis og nye procedurer vist, at vores rolle og ret til egne synspunkter i udenrigsanliggender og i sikkerheds- og forsvarspolitik har været gradvist stigende. Grønlands Landsting og landsstyret har fået større og større råderum i den del af udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken, som har særlig interesse og betydning for Grønland.

Praksis og nye procedurer giver os en kærkommen lejlighed til at fastsætte regler og lovfæste en udviklet praksis. Praksis og de nye procedurer har kørt i 22 år, men hviler ikke på et egentlig lovgrundlag. Sagt med andre ord er Hjemmestyrelovens rammer i dag utidssvarende. Spørgsmålet er herefter, om vi skal stile efter et "serviceeftersyn" eller kræve en nyordning.

Rammerne for Hjemmestyreloven er forlængst sprængt, og det er i realiteten i dag en lov, som tiden har udhulet. Derfor forekommer den både antikveret og problematisk i Grønlands fortsatte relationer til Danmark.

Vetoret i sikkerhedspolitikken
I Selvstyrekommissionens regi arbejder vi derfor nu på, at der indbygges bestemmelser i hjemmestyreloven, der tilgodeser praksis og den faktiske udvikling. Grønlands ønsker og krav om større udenrigs- og sikkerhedspolitisk indflydelse og kompetence, er derfor efter min faste overbevisning helt legitimt. Det er et krav, som Danmark bør opfylde. Det vil klæde Danmark, som jo i internationale sammenhænge ofte roses for sin humanisme og vilje til at afskaffe al undertrykkelse af andre folkeslag.

Hjemmestyreloven skal derfor ændres med nye bestemmelser om:
  1. at regeringen altid skal rådføre sig med landsstyret forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde, der særligt berører grønlandske interesser,
  2. og at, når sager vedrørende Grønland forelægges for det Udenrigspolitiske nævn i medfør af § 2 i loven om Folketingets Udenrigspolitiske nævn, skal de samtidig forelægges for Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg.
Derudover mener jeg, at de grønlandske politiske myndigheder bør have en vetoret for den del af rigsfællesskabets udenrigs- og sikkerhedspolitik, som særligt berører Grønlands interesser, og når det har direkte indflydelse og betydning for den grønlandske befolknings hverdag.

En tilsvarende ordning har vi indenfor råstofpolitikken, hvor den grønlandske eller den danske del af det politiske system hver især har en mulighed for at modsætte sig en uønsket udvikling eller konkrete beslutninger. Ordningen har til dato fungeret til alles tilfredshed. Det har gavnet dialogen mellem Danmark og Grønland, fordi man hér har en fælles beslutningskompetence.

Grundloven
De foreløbige overvejelser omkring en vetoret i udenrigs- og sikkerhedsanliggender støder imidlertid i dag på Grundlovens forudsætning i § 19 om, at det er "Kongen (der) handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender" - d.v.s. imod forudsætningen om, at det er den danske regering, som suverænt fører udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Men man kan altid finde løsninger på problemer og fjerne hindringer, når blot man har den politiske vilje. Apropos Grundloven er dette særligt relevant - når nu Hjemmestyret både faktisk og retligt og med rigsmyndighedernes stiltiende accept - på egen hånd har kunnet opkræve skat, foretaget ekspropriationer og indgå aftaler med andre lande efter 22 år med en Hjemmestyreordning.

Tidligere landsstyreformand og nuværende vicekoncernchef Lars Emil Johansen sagde den 22. marts i Katuaq under konference om sikkerhedspolitikken og Grønland:

"Det vi ønsker er et frit rigsfællesskab - uden tvang. Det vi ønsker er en anstændig og selvbærende økonomi - uden almisser. Det vi ønsker er retten til selv at tale vort lands sag med andre lande - uden censur. Det vi ønsker er en indflydelse på de sikkerhedspolitiske beslutninger - mens de træffes. Det vi ønsker er et reelt ansvar for os selv, vort folk og vort land - uden overformynderi."

Vise ord og i sandhed betragtninger og synspunkter som mit parti - IA i mange år har gjort sig til talsmænd for. Derfor er det ekstra glædeligt, at tidligere statsminister Jens Otto Krags så berømte udtalelse også er relevant i grønlandske omgivelser: "Man har et standpunkt indtil man tager et nyt"!

Tavshedens og løgnens strategi
I den danske stats varetagelse af sikkerhedspolitikken for Grønland, har det grønlandske folk dårlige - og i særdeleshed helt uacceptable erfaringer. Skiftende danske regeringer har gennem tiden og indtil nu, gentagne gange valgt tavshedens, løgnens, hemmelighedskræmmeriets og fortielsens strategi.

Det er skammeligt og helt uacceptabelt for os i Grønland, fordi vi indtil nu kun bliver inddraget, når det hele reelt er afgjort af den danske regering. I forholdet til USA er dette særligt udtalt. Danmark tror åbenbart, at det kan opbygge et særligt forhold til USA, som Grønland og den grønlandske befolkning skal betale prisen for!

Hvis Danmark mener noget alvorligt med rigsfællesskabets fremtid, og er interesseret i en fortsættelse af relationerne Danmark og Grønland imellem, er tavshedens, løgnens, hemmelighedskræmmeriets og fortielsens strategi ikke ligefrem gavnlig - snarere tværtimod.

På den sikkerhedspolitiske konference i Nuuk sagde kontreadmiralen og den øverstbefalende for forsvaret af Grønland og en række andre europæiske sikkerhedseksperter, at Grønland i disse år og i årene der kommer - ingen militære trusler har imod sig. Derfor bør den grønlandske befolkning ikke bekymre sig.

Jeg må indrømme - at jeg har meget svært ved at sætte min lid til disse forsikringer. Grønland kan komme i en meget udsat position, fordi de amerikanske missilskjoldsplaner også omfatter Thuleradaren på Grønland, og at Thuleradaren vil være en prioriteret mål i en eventuel krig. Det oplyste en højtplaceret kinesisk diplomat, som samtidig er ansvarlig for nedrustningsspørgsmål i Geneve, og en russisk eksdiplomat, som var chefforhandler på ABM-traktaten i perioden 1989 til 1991, under en panelhøring den 13. marts i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Sammen med kineseren og russeren var jeg paneldeltager i den høring.

Når man tænker på den danske stats nævnte strategier igennem historien: altså tavshedens, hemmelighedskræmmeriets, løgnens strategier - hvad skal man da tro ?

Jeg må indrømme, at kineserne og russerne virker troværdige, og at kontreadmiralen for Grønland samt andre, derfor virker mindre troværdige på mig.

Er den virkelige trussel så ikke en kombination af både den militære trussel og den uudtalte "civilt indpakkede trussel". Truslen om, at Grønland fortsat kun vil blive inddraget i den sikkerhedspolitiske udvikling, der vedrører vort land, når det hele reelt er afgjort af den danske regering ?

Grønlandsgode kort i spørgsmålet om Forsvarsaftalen af 1951
Oven på den ene Thulesag efter den anden, er det Grønlands krav, at Forsvarsaftalen af 1951 skal genforhandles med Grønlands fulde deltagelse. Nu er syv år gået, siden hele det officielle Grønland rejste dette krav, men den danske regering vil ikke indgå i en dialog med Grønland herom.

Forsvarsaftalen af 1951 tager ikke hensyn til Grønlands ændrede konstitutionelle status i rigsfællesskabet og er et levn fra kolonitiden, der åbenbart fortsat er gældende på dette område. Den er antikveret og giver grobund for et problematisk forhold mellem Danmark og Grønland.

Dette sker samtidig med, at vi rundt omkring i verden ser nye konstitutionelle forhold dukke op. Tidligere kolonier har fået og får større indflydelse og medbestemmelse - også indenfor det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.

Vi bør gå til den internationale domstol
Som nævnt er syv år gået, siden kravet om en genforhandling af 51-aftalen blev fremført. Frede P. Jensen fra DUPI skrev i dagbladet Information den 23. marts blandt andet, at man kunne gå rettens vej for at få gennemtrumfet en revision af Grønlandsoverenskomsten. "Danskerne vil(le) stå stærkt, hvis det skulle komme så vidt, at en eventuelt uenighed med USA blev bragt for den internationale domstol i Haag - en mulighed man også analyserede i 1968".

Det var efter, at der faldt en B-52 bombefly ned i Thule, medbringende 4 brintbomber. Stik imod skiftende danske regeringers forsikringer om, at der ikke opbevaredes atomvåben på Grønland, og at Grønland ikke blev overfløjet med sådanne våben!

Det bedste i den nuværende situation ville imidlertid være - hvis det i stedet var Grønlands Hjemmestyre og dermed det officielle Grønland, der rejste denne sag i Haag, fordi vi ikke er kommet et skridt nærmere i vores krav om en genforhandling af Forsvarsaftalen af 1951.

Det er en overvejelse værd hos partierne i Grønlands Landsting - så vi langt om længe kan få gennemtrumfet, at vi kan "tale vort lands sag med andre lande - uden censur og få indflydelse på de sikkerhedspolitiske beslutninger - mens de træffes", som Lars Emil Johansen udtrykte det forleden. Vi har jo Haag-domstolen - som det kort, der endnu ikke er spillet ud!

Serviceeftersyn eller en nyordning
I et foredrag i Det Grønlandske Selskab i februar i år, pegede jeg på, at vi skal lade os inspirere af og drage nytte af andre eksisterende ordninger for samarbejde mellem lande og områder i andre dele af verden, som går længere end det vi har opnået.
  • Franske besiddelser i Ny Kaledonien og i Fransk Polynesien er et eksempel,
  • New Zealand’s forhold til Cook-øerne (Cook Island’s) et andet.
New Zealands forhold og arrangement med Cook-øerne er hér særlig interessant for Grønland. Selv om New Zealand har kompetencen på forsvars- og sikkerhedsområdet samt på det generelle udenrigspolitiske område, gælder for begge områder, at New Zealand ikke kan handle med virkning for Cook-øerne uden efter forudgående høring af og samtykke fra Cook-øernes premierminister.

New Zealand overfører årligt bloktilskud, men der er mellem parterne enighed om en udfasning eller aftrapning af tilskuddene frem til år 2009. Set i forhold til Færøsituationen er dette tankevækkende.

Det har vist sig, at Cook-øerne i praksis har varetaget deres udenrigspolitiske beføjelser helt selvstændigt.

Cook-øerne er selvstændige medlemmer af FN-organerne:
  • FAO (fra 1984)
  • ICAO (fra 1986)
  • UNESCO (fra 1989)
  • WHO (fra 1984)
Der er indgået traktater med bl.a. Australien, Frankrig, Sydkorea, USA samt med New Zealand - selvstændigt og i eget navn.

Cook-øerne underskrev selvstændigt Havretskonventionen i 1982.

Også på det forsvarspolitiske område har Cook-øerne i vid udstrækning handlet selvstændigt.

Da New Zealand i 1987 meldte sig ud af ANZUS-pagten på grund af uenighed med USA om retten til at gennemsejle New Zealandsk søterritorium og anløbe New Zealandsk havn med atomvåbenførende orlogsfartøjer, valgte Cook-øerne at forblive i denne forsvarsorganisation (ANZUS-pagten) som selvstændigt medlem.

På den sikkerhedspolitiske konference i Nuuk, blev Cook Island’s forhold til New Zealand ligeledes varmt anbefalet. Igen kom dette fra Grønlands tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen. Det er glædeligt, at der fra den kant også er støtte at hente!

Nyt Partnerskab
Et serviceeftersyn af vores nuværende forhold til rigsfællesskabet som udtrykt i Hjemmestyreloven er ikke nok. Der er behov for en nyordning: et "Nyt Partnerskab" i forholdet mellem Danmark og Grønland.

Derfor skal der også findes en fleksibel ramme for rigsfællesskabet, der kan opfange den politiske udvikling i Grønland. Forsømmes denne mulighed fra Danmarks side, kan det meget let blive begyndelsen til enden for rigsfællesskabet. Inuit Ataqatigiit snakker om en tiltrængt nyordning: et "Nyt partnerskab" baseret på ligeværd og respekt mellem Danmark og Grønland.

En gammel motor skal ikke blot igennem et serviceeftersyn - den skal skiftes ud med nye hestekræfter. Derfor bør en grundlovssikret nyordning munde ud i en ny lov: Selvstyrelov eller "Ny Partnerskabslov".

Det vil i realiteten indebære, at det danske Folketing ikke længere vil kunne ophæve en ny Selvstyrelov for Grønland.

Jurister og forfatningseksperter skændes fortsat i dag, om folketinget uden videre kan ophæve den nuværende hjemmestyreordning, fordi den er baseret på en ganske almindelig folketingslov.

Det kan Grønland ikke længere leve med. Derfor er det oplagt at tage dette som udgangspunkt - også i Selvstyrekommissionens regi.