Tvungen børneopsparing er udtryk for fællesskab

Det er længe siden, jeg har set og hørt så meget vrøvl som det AG’s leder, IA’s ordfører og SIK’s formand er fremkommet med, siden jeg fremsendte debatoplægget om børneopsparing

Torsdag d. 26. april 2001
Jørgen Wæver Johansen
Emnekreds: Politik, Sociale spørgsmål.

Det er længe siden, jeg har set og hørt så meget vrøvl som det AG’s leder, IA’s ordfører og SIK’s formand er fremkommet med, siden jeg fremsendte debatoplægget om børneopsparing. For det første, så handler det ikke om formynderi, men om, at vi som samfund skal finde ud af, hvilke fællesværdier, vi vil bygge fremtiden på. For det er med disse fællesværdier, vi må skabe holdningen om, at vi alle har ansvaret for eget liv og for det liv, vi skaber. Og det er ud fra disse fællesværdier, at vi udpeger vore fælles forpligtelser, såsom at forpligte os selv til at betale til vore børns børneopsparinger - for det er jo barnets tarv der kommer i første række. Egentlig synes jeg, det er langt mere formynderisk, at de trykte medier i stadig større grad gerne vil fortælle forslagsstillere, hvilke ideer vi må "puste liv i" og hvilke vi ikke må. At IA’s ordfører Asii Ch. Narup kommer med kritik, var forventet. Jeg kan vel kun konstatere, at det åbenbart ikke er barnets tarv, som prioriteres i denne sag. At gøre en børneopsparing til forældrenes forpligtelse er efter min mening ikke at fratage dem deres ansvar. Tværtimod. Det er ganske logiske og normale hensigter, jeg tænker på ved at stille dette forslag. Det handler om, at vi som voksne i dette samfund begynder at tænke på, hvad vore forpligtelser er i hverdagslivet. Det er ganske normalt at kræve af voksne mennesker, at de eksempelvis selv må sørge for at varetage omsorgen for egne børn, så godt som man kan. Det kan være at SIK’s formand Jess G. Berthelsen har ret i, at nogle grupper blandt hans medlemmer har svært ved at overkomme at indbetale 50-100 kroner om måneden til børneopsparingen, men jeg er sikker på, at de fleste af medlemmerne hellere vil indbetale til børneopsparingen end at give deres formand ret i, at de ikke har råd. Jeg er nemlig ganske sikker på, at de fleste SIK-medlemmer tænker langsigtet og til gavn for deres børns fremtid. Hvor om alting er, så vil jeg vove at påstå, at de fleste forældre er enig med mig i, at der skal være en opsparing. Jeg ved godt, at ikke alle forældre er rygere i dette land, men størstedelen af forældre til børn og unge er rygere. Hvad gør det så, at man sætter forbruget ned og bruger pengene til børneopsparingen, så ungerne kan få råd til møbler og inventar til deres eget hjem, når de bliver myndige. Jeg er glad for at have skabt den debat, jeg ønskede, hvilket var intentionen med dette forslag. Og hvis denne debat har været med til at få bare nogle få forældre til at overveje situationen, ja så kunne det næsten ikke være bedre. - - -Kære Jørgen Wæver Johansen Alle de indvendinger mod din ide, som AG fremførte i sin leder, er både kompetente og velovervejede. Det er dine synspunkter rimeligvis også, selvom du efter vor opfattelse i dette spørgsmål burde have tænkt dig bedre om. Men kunne du ikke argumentere sagligt i stedet for blot at skrive, at du aldrig har hørt magen til vrøvl. Det bliver læserne jo ikke klogere af. Venlig hilsen Jens Brønden chefredaktør