Indsigt: Prioritering i Grønlands Sundhedsvæsen

Prioritering i Grønlands Sundhedsvæsen

At prioritere betyder at vælge mellem forskellige muligheder. Man kan prioritere det ene frem for det andet. Man kan prioritere sin tid mellem familie og venner familie og arbejde. Man prioriterer sine penge ud fra hvilke goder, man ønsker at erhverve.

Prioritering i sundhedsvæsenet betyder, at man, fordi der ikke er ressourcer til at gøre alting, må vælge at gøre noget fremfor for noget andet. Her får prioritering straks et mere dystert skær. I praksis indebærer prioritering i sundhedsvæsenet rationering af undersøgelser og behandlinger.

Sundhedsvæsenet har ikke mulighed for at foretage alle de undersøgelser og behandlinger, der efterspørges, og som vil være til gavn for patienterne, og derfor må man rationere.

Prioritering i sundhedsvæsenet betyder altid, også i dag og i morgen, at der er nogle af de mennesker, der henvender sig til sundhedsvæsenet, som ikke får den optimale behandling, eller ikke får behandling lige med det samme.

Konsekvenserne

Konsekvenserne er meget forskellige.

For nogle kan det betyde, at de aldrig får den behandling, de har brug for. I det tilfælde er der imidlertid ikke så meget at tale om en økonomisk begrænsning i antallet af ydelser.

For andre kan det betyde, at de må sidde hjemme uden tilstrækkelig kontakt til hjemmepleje eller distriktssygehus, eller de må gennemleve en tid med usikkerhed og ængstelse, fordi der ikke er nogen, som har tid til at sætte sig ned og snakke med dem. For andre betyder det, at de må tilbringe lang tid på en venteliste til en behandling eller operation.

Alt for sjældent foregår prioriteringsdebatten mellem valget og fravalget af veldefinerede alternativer, som f.eks. penge til den ene eller anden type af operation og fravalg af en anden type. Uanset om det drejer sig om hjemmepleje, distriktspleje, behandlinger og operationer, er det karakteristisk, at mens man ved hvad man vælger til og har nemt ved det, sker det sjældent eller aldrig, at der vælges fra - altså nedprioriteres eller prioriteres bort.

Hvor er den offentlige debat?

Det er på tide, der kommer en offentlig debat blandt borgere, personale, patienter og politikere af, hvad og hvordan sundhedsvæsenet bør løse sine opgaver. Debatten bør fokusere på:

Hvad skal målsætningen være for det grønlandske sundhedsvæsen?
Hvor mange penge er vi vil villige til at ofre på det fælles sundhedsvæsen?
Hvilke opgaver skal sundhedsvæsenet løse på distriktsniveau og på landsniveau?
Hvad kan betegnes som en behandlingskrævende tilstand?
Hvilke mål skal der være for behandlingens resultater?
Hvilke kriterier skal anvendes, når der skal prioriteres mellem forskellige patientgrupper eller mellem enkeltpersoner?

Det har i mange år været holdningen, at det var uetisk at tale om patienter og penge på samme tid. Man har postuleret, at i et rigt samfund er der råd til at give en ordentlig behandling til dem, der har behov for det. Mange har på den baggrund sagt, at vi derfor "bare" skal tilføre flere ressourcer til sundhedsvæsenet og dermed give sundhedsvæsenet en anden og højere prioritet.

Det er dog vigtigt at pointere, at selvom sundhedsvæsenets økonomi f.eks. blev fordoblet, ville det stadigvæk være ensbetydende med, at der skulle prioriteres, og tilførslen af flere ressourcer ville ikke fjerne spørgsmålet om prioritering.

Der skulle stadig tales om, hvilke områder, der skulle udvides, hvilke områder skulle have nyt udstyr, skulle pengene anvendes på den unge, dem der arbejder, de gamle eller de psykisk syge?

Derfor MÅ vi diskutere, hvordan der bør prioriteres, og derfor er vi nødt til at tale om penge, patienter og behandling på samme tid. Gør vi det ikke offentligt, bliver beslutningerne "blot" drøftet og truffet andre steder, uden at der har været en diskussion af det værdigrundlag, der er forbundet hermed.

Årsagen til at sundhedsvæsenet i dag står med dette problem er, at både udviklingen af nyt udstyr til undersøgelse og behandling, og udviklingen af medicinske præparater har været meget stærk i de seneste år. Dertil kommer en stadig bredere vifte af behandlingsmuligheder der gør, at flere sygdomme opdages tidligere og kan behandles.

Befolkningens sammensætning ændres også, og den går i retning af flere midaldrende og ældre, hvilket giver en øget efterspørgsel efter behandling og pleje. Sygeligheden er også stigende, som f.eks. kræft, muskel- og ledsygdomme, allergi m.v. Endelig opsøger befolkningen i dag hyppigere sundhedsvæsenet end tidligere. Befolkningen er heldigvis blevet mere kritisk og mere krævende, hvilket er en naturlig og nødvendig udvikling.

De beslutninger og prioriteringer, der træffes i sundhedsvæsenet, må bero på en offentlig afvejning af en lang række spørgsmål og hensyn, når der skal træffes beslutninger, der har konsekvens for prioriteringen og dermed det servicetilbud, sundhedsvæsenet yder til borgerne.

Derfor må vi allesammen, patienter, pårørende, læger, sygeplejersker, politikere, administratorer mv. være med til at diskutere. Hvordan vi når frem til den mest rimelige prioritering af sundhedsvæsenets opgaver?