KUNUK op gennem tiden ...

Det stadigt mere påtrængende behov for kaffe, te og tobak, perler og klæder, salmesang og barnedåb tvang folk hen til kolonibestyrere, handelsforvaltere og missionærer

Fredag d. 4. maj 2001
Finn Lynge
Emnekreds: Grønlands historie, Oprindelige folk, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
De undertryktes samfund
Social bevidsthed
Offentlig ydmygelse
En god ledertype
Den lange vandring
Mødet med nordboerne
Kolonisationen og missionen
Hjemmestyrets indførelse
Selvundertrykkelsen fortsætter
Handelsforvalteren
Dagligdagens mod


For mange udenforstående har det gamle inuitsamfund altid haft en aura af noget sympatisk. Ved nærmere eftersyn var der godt nok også roller, der skulle besættes med hævntørst og grusomhed til den ene side, og med smiger og rygklapperi til den anden. For eksempel er jo Kaassassuk-historien - sin heltekarakter ganske ufortalt - ét langt væveri af sådanne træk.

I historien om Kunuk, derimod, ser vi en række karaktertræk, som vi alle gerne vil identificere os med. Sådan skal det være! .... tænker jeg, når jeg er kommen til slutningen af den historie. Her har vi den dygtige fanger, som fra barnsben har været vidne til vold og mord, og som på sin flugt fra alt det skrækkelige kommer rundt i verden og ser hvordan andre mennesker lever og gererer sig.

På trods af, at han og hans lillebror er ganske unge, da de bliver drevet på flugt og skal til at klare livet helt alene, har de tydeligvis - uden at tænke meget over det - de gode gamle Inuit-værdier med sig i bagagen. Kunuk er ikke bare den dygtige fanger og det omsorgsfulde familiemedlem, som tager sig af sin sårede og døende søster. Han plejer også omgang med den fattige og underprivilegerede, og han er en storartet iagttager af de fremmede stammers måde at organisere sig på.

Hvad dette sidste angår, står vi her overfor historiens centrale tema.

De undertryktes samfund
Viser Kunuk og hans lillebror på deres ensomme færd gennem fjeldlandskabet. En dag får de øje på en samling telte ved en fjordbred. De lægger sig til rette oppe i fjeldet og iagttager de fremmede. Vejret er fint og dejligt, solen skinner og havdyrene pruster i den blanke vandoverflade. Alle tiders jagtdag!

Men ingen af alle de øvrige fangere dernede i lejren tør røre på sig, førend deres høvding er vågnet, er kommet ud af teltet, har fået gabt og strakt sig, kradset sig på maven og tisset af, og har fået bestemt sig på alles vegne.

I Knud Rasmussens danske gengivelse ligger der en tydelig undertone, noget uudsagt, hver gang ordet "høvding" kommer op og vende. Det er, med al respekt, som jeg læser det ialtfald, noget i retning af "den sk.... høvding". Teksten er fuld af foragt for denne enerådertype, og Kunuk har ikke en pind tilovers for alle de fangere, der i praksis røber sig som slavesjæle i deres underdanighed for høvdingen. Dette er de undertryktes samfund, som han her ligger oppe i fjeldet og iagttager. Og man kan mærke hvordan han tænker ved sig selv: jeg skal sgu' vise dem ...

Hvilket han så gør.

Social bevidsthed
I høvdingens kreds, de underdaniges samfund, står det skralt til med den sociale bevidsthed. Den gamle fattige mand, som ikke kan mere selv, hans fangstpart bliver bare et enkelt ribben og en stump af en tarm.

Den situation bliver der vendt op og ned på, da først Kunuk har vist sig på scenen og gjort sig gældende. Der er ikke her - som i de forskellige versioner af Kaassassuk-sagnet - tale om noget egentligt voldeligt opgør.

Det kommer på plads ved at Kunuk tillader sig at udkonkurrere høvdingen som fanger. Som de ville sige i England: "he is a good sport". Han holder så at sige et spejl op for den autoritære og fagligt uduelige ledertype og sørger for, at med hvad mål han måler andre, vil han selv blive målt! Han kalder noget "karma ind på scenen", ville de sige ude i Østen.

Offentlig ydmygelse
Kunuk bruger ikke unødvendig vold. Han foretrækker at sørge for, at utidig selvhævdelse ender i offentlig ydmygelse.. Det er langt det mest effektive. Og da han har vundet sit slag, udråber han ikke sig selv til ny høvding. Han går ind for et samfund af frie, ligeværdige fangere. Er der brug for et lederskab, skal det være med eksemplets magt.

I lillesamfundet kender fangerne deres eget værd, og hvad de har brug for er en maligassiuisoq, en foregangsmand, et forbillede, ikke nogen naalagaq.

Sagnet om Kunuk står som en af perlerne blandt de mange overleverede tekster. Der er tale om et vandresagn med lange rødder bagud i historien, og der er næppe tvivl om, at de fremmede med deres høvdingetype i spidsen for det hele, som Kunuk ligger oppe i fjeldet og iagttager, er en overlevering om mødet med de nordamerikanske indianere.

At afsmagen for høvdingevæsenet så i grønlandsk historisk sammenhæng nemt vil blive set som et opgør med nordboerne og deres måde at organisere sig på, det siger sig selv.

En god ledertype
Hvad enten det er indianere, eller det er nordboer, man står overfor, så har Inuit reageret ved at tegne deres eget billede af en god ledertype.

En der ikke herser og regerer. En der ikke prøver at styre tingene ved at omgive sig med "undersåtter". En der skaber respekt ved sin faglige dygtighed, ville vi vi sige nutildags, og som dertil viser et socialt sindelag. En der sætter sig igennem som en første blandt ligemænd.

Bedre kan det jo næsten ikke være. Det ville være dejligt, hvis det var den slags ledertyper, som det nye Grønland fostrer. Er det det?

Disse de bedste træk i den gamle Inuit-kultur er - historisk set - blevet udfordret og testet i ialtfald tre ombæringer.

Den lange vandring
Den første ombæring er den meget lange periode, der fulgte Inuit's indvandring fra Sibirien til Alaska for, skal vi sige, ca. 4000 år siden, og som sagnet om Kunuk er et vidnesbyrd om. De lange vandringer ind over det endeløse nordamerikanske Arktis blev rammen om mange konflikter med skov- og tundraindianerne - konflikter som ytrer sig den dag i dag i både Alaska og (især) Canada. Gennem disse årtusinder har Inuit bevaret de frie samkvemsformer og holdt skansen mod det for dem så usmagelige høvdingevæsen, der huserede inde bag skovbrynet.

Gennem de mange generationer, og henover de umådelige landskaber af tundra, hav og sne har Inuit med stor sikkerhed fastholdt deres socio-kulturelle identitet som et høvdingeløst samfund.

Mødet med nordboerne
Da Inuit i 12-, 13- og 1400-tallene vandrede ned langs den vestgrønlandske kyst, mødte de et andet høvdingesamfund. Det var anden ombæring. De overleveringer, vi står med fra dette kulturmøde, beretter både om sammenstød og om fredelig sameksistens.

Hvor man skal lægge vægten her afhænger som bekendt af fortællerens lune. At begge dele har fundet sted, er der ingen tvivl om. Men at der i hver af disse to scenarier - stridigheder og fredsperioder - har været en fællesnævner, kan der heller ikke være nogen tvivl om: kalaallit's afsmag for nordboernes høvdingevæsen.

De brød sig simpelthen ikke om det, og kunne ikke forstå, hvorfor det skulle være nødvendigt. På nethinden står Arons træsnit af nordbohøvdingen Uunngortoq med sin stridsøkse i hånden på vild flugt fra Qasapi, der kommer efter ham i sælskindstøj og kamikker.

Også denne ombæring sluttede som bekendt med at høvdingevæsenet forsvandt bag horisonten, og Inuit's samfunds- og ledelseskultur forblev intakt.

Kolonisationen og missionen
Den tredje ombæring blev den alvorligste. Den lever vi midt i nu. For med kolonisation og mission kvaltes den overleverede myndighedsstruktur. Det stadigt mere påtrængende behov for kaffe, te og tobak, perler og klæder, salmesang og barnedåb tvang folk hen til kolonibestyrere, handelsforvaltere og missionærer, der ikke kendte til nogen anden stil en enevoldsherskerens.

Folkets selvfølelse blev tvunget i knæ. Det var de nye høvdinge, der her kom til.

Dette høvdingevælde kunne kalaallit ikke stå op imod, lige så lidt som stammefrænderne i Canada og Alaska har kunnet holde de dersteds fremtrængende kolonisatorer stangen.

Hjemmestyrets indførelse
Vi plejer at hæfte os ved årstallet 1979 som det år, hvor hjemmestyret blev indført.

I den foreliggende sammenhæng vil jeg hellere sige, at det var det år, hvor statens øverste herværende embedsmand mistede sin utrolige titel af høvding over hele Grønland - landshøvding, intet mindre. Fra nu af skulle der bare være en rigsombudsmand.

Det var vi mange, der var udmærket tilfredse med. Folkets grundlæggende uvilje mod ethvert høvdingevæsen var intakt.

Men samtidig må vi alligevel nok se i øjnene, at uvilje er én ting, evnen til at gøre sig fri af uvæsenet noget andet. Halvtredje århundredes småhøvdinge her og der op og ned langs kysten har jo sat sine spor. Som Jonathan Motzfeldt sagde i sin velkomsttale til den franske udenrigsminister sommeren 2000, var grønlænderne - til og med vore forældres generation - blevet vænnet til kun at gøre det, som kolonibestyreren havde givet dem besked på, eller som de havde fået lov til.

Jonathan sluttede sin tale med at sige, at "den tid er forbi nu".

Selvundertrykkelsen fortsætter
Er den det? Findes der ingen selvundertrykkelse mere i folket? Er al overdreven autoritetstro blevet tryllet væk den 1. maj 1979?

Selvfølgelig ikke. Tværtimod er selvundertrykkelsen stadigvæk det helt store problem. Gennem kolonitiden var det Grønlands Styrelses store held, at de gamle Inuitdyder hed "tilbageholdenhed, beskedenhed og fåmælthed". Det styrkede hånden både blandt handelens og blandt kirkens folk. Autoriteterne blev aldrig udfordret.

Men i et selvstyrende Grønland er dette en meget uhensigtsmæssig arv at lade gå videre. For der kommer jo nemt til at ligge en slags bagvendt logik i det hele.

Disse i sig selv så smukke karaktertræk kommer til at styrke det misbrug, som det er deres funktion at forhindre, så det koloniale uvæsen så langt fra at blive afskaffet med selvstyret tværtimod nemt kommer til at bide sig fast i forskellige forklædninger.

Står man overfor en person, som gør sig stærk i munden og signalerer al mulig slags autoritet, så la'r man ham. Andet ville jo være uhøfligt, ikke!

Handelsforvalteren
På et af Arons billeder ser man folk stå rundt om en handelsforvalter, der vejer spæk af, og som tydeligvis har en finger på vægten med henblik på at snyde fangeren. Alle kan se det, ingen gør noget ved det. Konfliktundvigelsens dyd er her blevet til selvundertrykkelsens last.

Det ligner ikke noget, at en KGH-mand snyder en fanger på den måde! Og det ligner ikke noget, at den fanger lader sig snyde, eller at der står en hel flok vidner, som tillader deres eget selvværd at kollapse ved bare at stå der og se på en sådan nederdrægtighed uden at sige et kvæk.

Hvad ville Kunuk have gjort?

Hvis mit billede af ham er rigtigt, så ville han være gået hen og have hjulpet handelsforvalteren med at skubbe til vægten, bare den modsatte vej. For vel var han høflig og human, men han var ikke selvundertrykkende, og han havde en god sans for ret og rimelighed. Men selvfølgelig, noget sådant kræver civilcourage. Og det er ikke nogen selvfølge i noget som helst samfund, desværre.

Dagligdagens mod
Netop et sådant dagligdagens mod i de små ting er det, vi har brug for i det nye Grønland. Deriblandt også modet til at eksponere samfundsspidserne, når de bliver lidt for naalagaq-agtige. Det er jo ikke naalagakker vi har brug for.

Det bedste i den grønlandske kultur og i folkets instinkter tilsiger os at blive ledet kammeratligt, med stor faglig dygtighed og med social ansvarlighed. Dagens Kunuk ville - foruden at være en rigtig dygtig fanger og jæger - også sætte en ære i at forstå dagens namminersuinneq som at sørge for at få afdraget sine erhvervsstøttelån, betale sin skat med glæde, og sikre gode og rimelige arbejdsvilkår for dagens socialmedhjælpere.

Længe leve Kunuk