Et debatoplæg om missilskjoldet NMD og nedrustning

... vi har én jord at bo på, var den filosofi der fik Sovjetunionens Gorbatjov og Sjevardnadse til at bevæge sig væk fra konfrontation og til at søge kompromiser som kunne afslutte den kolde krig. Har vi glemt det håb de tændte for en fredelig fremtid? Opgaven er ikke fuldført endnu - den opgave som Reagan og Gorbatjov forestillede sig vil være fuldført i år 2000 - den totale afskaffelse af atomvåben

Mandag d. 7. maj 2001
David Longworth
Emnekreds: Politik, Thule Air Base.

Indholdsfortegnelse:
1. Hvorfor en bred dansk offentlig debat er vigtig, ikke kun for det Danske Rigsfællesskab, men for hele verden
2. Hvorfor begrebet "demokrati" kræver at en bred dansk offentlig debat finder sted
3. Hvorfor den totale afskaffelse af atomvåben giver den bedste beskyttelse mod atomvåben - og hvorfor NMD kun kan være et supplement dertil
4. Hvorfor den totale afskaffelse af atomvåben er realistisk
5. De dystre udsigter for verdensfreden hvis NMD forhindrer afskaffelsen af atomvåben - og hvorfor nedrustning haster
6. Hvorfor religiøse synspunkter om atomkrig er vigtige i NMD debatten
7. Et løsningsforslag - hvordan vi mest hensigtsmæssigt minimerer faren fra atomvåben - ALLE ATOMVÅBEN
8. NMD, Danmark og Thule
9. NMD og USAs "China Bashers", Kina-haderne
10. Hvad har NATO-landene egentlig at tabe hvis atommagterne tager de første skridt mod afskaffelsen af alle atomvåben?


1. Hvorfor en bred dansk offentlig debat er vigtig, ikke kun for det Danske Rigsfællesskab, men for hele verden
I september sidste år fandt en stor offentlig debat sted om Euroen, hvor der blev ofret megen tid på offentlige møder og TV-høringer, så hele Euro-sagen blev grundigt belyst før Danmark traf en vigtig beslutning med langtrækkende konsekvenser. På grund af Thule-radaren kan det Danske Rigsfællesskab på et tidspunkt blev bedt om at træffe en mindst lige så vigtig beslutning - at sige nej, ja eller ja med betingelser til et ønske fra USAs regering om at inddrage Thule i et missilskjold, et NMD system.

Lad mig straks sige, at jeg ikke ville drømme om at opponere imod den meget fornuftige vent-og-se holdning som Venstres tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og den nuværende udenrigsminister Mogens Lykketoft har gjort sig til talsmænd for. Nemlig at den danske regering ikke behøver komme med en udmelding til Bush regeringen før der er kommet en konkret henvendelse om et konkret projekt, da et missilforsvar kan udformes på forskellige måder, med forskellige konsekvenser for verdensfreden..

Men dette kan ikke være ensbetydende med at borgere og politikere i det Danske Rigsfællesskab slet ikke må have en diskussion om NMD, ikke mindst fordi NMD kun er en del af en større debat. En mulig fremtidig trussel fra nogle missiler fra de såkaldte "slyngelstater" må ikke få os til at glemme verdens skønnede nuværende atomarsenal på ca. 22.000 våben, hvoraf NATO-landene skønnes at eje lidt over halvdelen, 11.150, mens Rusland skønnes at eje ca. 10.000, med ca. 700 i alt fordelt mellem Kina, Israel, Indien og Pakistan ( se www.cdi.org ,"Current World Nuclear Arsenals" ).

Flere og flere amerikanske generaler og admiraler, mænd som ellers bliver tager yderst alvorligt - især af højrefløjen - foruden atomvåbeneksperter fra mange andre lande, mener det er afgørende at få gang i ægte fremskridt mod afskaffelsen af alle atomvåben. Før truslen fra "slyngelstaterne" Iran, Irak, Nordkorea og muligvis Libyen viser sig kun at være begyndelsen på en oprustningsrunde. En oprustningsrunde hvor andre, ellers "tilregnelige" lande begynder at opruste i "selvforsvar" - som alle lande siger når de udvikler atomvåben. En oprustningsrunde hvor flere og flere lande mister troen på de store atommagters løfte om afskaffelsen af atomvåben, efter de sidste 5 - 6 år med fine ord men alt for lidt handling. En oprustningsrunde som NATO-landene kunne spille en central rolle i at forhindre.

En ny oprustningsrunde kan i sin yderste konsekvens ende i en global atomkrig, da jo flere atommagter der kommer på verdensscenen, jo vanskeligere vil det blive at forhindre at atomvåben bliver brugt. Det er en historisk kendsgerning, netop bekræftet af højtstående amerikanske generaler og admiraler, at vi har været ufattelig tæt på ragnarok under den kolde krig med kun to atommagter som skulle vikle sig ud af det nukleare mareridt de havde viklet sig ind i. Og som eksperterne påpeger ... mareridtet er langt fra overstået endnu, og bliver det måske aldrig, uden et stort og vedvarende pres fra offentligheden, i stil med den kampagne der bliver ført for at forbyde landminer.

Danmark kan, ved hjælp af en grundig og afbalanceret offentlig debat, og i kraft af sit FN og NATO medlemskab, være med til at vikle verden ud af det globale nukleare mareridt, og dermed yde et væsentligt bidrag til verdens fremtid. Det gælder om at finde et svar til spørgsmålet "hvordan minimerer vi mest hensigtsmæssigt faren fra alle atomvåben?" Vi stirrer os blindt på "slyngelstater" i øjeblikket, men det er langtfra nok at vi kun tænker på en trussel som disse stater muligvis udvikler. Hvordan sikrer vi os at Ruslands mange tusinde fuldtudviklede atomvåben, med flere tusinde i højt beredskab den dag i dag, aldrig bliver affyret imod os - måske ved en fejltagelse? Hvordan sikrer vi os at Kinas, Indiens og Pakistans atommissiler aldrig kommer til at true os? Hvordan sikrer vi os at andre lande ikke følger Indiens og Pakistans eksempel og bliver, ikke "slyngel-stater", men anerkendte "atommagter", d.v.s lande som bliver for magtfulde til at et NMD system kunne stille noget op mod deres atomarsenaler? Selvom hverken Bush regeringen eller andre NATO regeringer taler ret højt om disse spørgsmål i øjeblikket, må vi aldrig glemme at de kan være afgørende for vore børns og børnebørns liv. Ikke kun fordi atomvåben i sig selv udgør en barbarisk trussel mod verdens civilsamfund, men også fordi atomvåben kan forgifte internationale forhold, og umuliggøre løsninger på andre livsvigtige globale problemer.

2. Hvorfor begrebet "demokrati" kræver at en bred dansk offentlig debat finder sted
Selvom der hersker en del usikkerhed om spørgsmålet, hvis eller når en amerikansk henvendelse om Thule kommer, skulle den danske regering i demokratiets navn gerne vide hvordan borgerne synes den skulle reagere. Det Danske Rigsfællesskab kan pludselig blive bedt om et hurtigt svar fra Bush administrationen, og så kan den danske regering på det tidspunkt, som kunne være mere afhængig af én af yderfløjene end den nuværende regering, let blive fristet til at haste en beslutning igennem uden nogen nævneværdig offentlig debat. Og det ville være udansk og udemokratisk. Hvis ordet demokrati skal have nogen mening har almindelige borgere både en ret og en pligt til at være så velinformerede som muligt om NMD, så de kan danne nogle fornuftige meninger, og give dem til kende til politikere. Som så skulle repræsentere borgernes holdninger ud i den store verden.

Udenrigspolitisk Nævn fortjener ros for høringen den 25. april om NMD i Folketinget. Det var et godt initiativ - men det er ikke i sig selv nok. Hvis NMD kun skal debatteres af folketingsmedlemmer i forholdsvis lukkede fora, hvadenten debatten finder sted i Folketinget eller i NATO, bliver der et stort demokratisk underskud i debatten. Borgerne fortjener også at få hele emnet belyst så de kan tage stilling til NMD. Derfor er der et akut behov for en offentlig debat a la Euro-debat, med bl.a. diskussioner og høringer i fjernsynet. Jeg vil hermed opfordre alle, men især politikere og deres partier, NGO'er, religiøse organisationer, og journalister i både pressen, radio og TV til at tage udfordringen op. Lad os få en grundig, åben og nuanceret debat som belyser hele spørgsmålet "NMD, verdensfreden og atomvåben". I England i øvrigt holdes der en stor international konference om NMD den 4-6 maj, på grund af Fylingdales, Englands svar til Thule-radaren. Vil danske borgere have siddende på sig at de er mindre engagerede i et vigtigt globalt anliggende end englændere?

I USA er der mange borgere og NGO'er imod NMD, så når vi hører om "USAs holdning til NMD" lad os derfor i den demokratiske tradition også høre fra oppositionsgrupper og ikke kun fra højrefløjen og Bush regeringen. Lad os eksempelvis høre fra "The Feder-ation of American Scientists" ( Sammenslutning af Amerikanske Videnskabsmænd ), som er imod NMD - se www.fas.org . Kritiske videnskabsmænd påpeger faren for at NMD systemer bliver alt for lette at snyde med attrapper og andre tekniske "tricks", og denne kritik må tages alvorligt. Hvis politikere i USA og Europa bilder sig selv og befolkningen ind at et NMD system vil beskytte dem, og det alligevel ikke passer, kan katastrofale fejldisponeringer over diplomatiske og militære resourcer være resultatet, med tab af mange menneskeliv til følge.

Nogle vil måske sige at en dansk debat er ligegyldig, da Bush regeringen, når det kommer til stykket, vil gøre akkurat det den har lyst til. Men USAs regering siger selv at den lytter til danske synspunkter, og ifølge "Jyllands Posten" ( 4/5-2001 ) står Danmark højt på listen når USAs diplomater skal informere sine NATO-partnere om NMD planerne. Danmark har derfor måske mere indflydelse end vi tror, så det tyder på at det godt kan betale sig hvis danske borgere anstrenger sig for at sætte sig ind i NMD debatten, og fremfører nogle fornuftige synspunkter. Dermed er ikke sagt at det er realistisk at tro at Danmark kunne forhindre USA i at udvikle et missilskjold hvis USA absolut vil. USAs regering kan vel bruge amerikanske skatteborgeres penge som den har lyst til - selvom det næppe ville gavne NATOs fremtidsudsigter hvis "storebror USA" tromler andre NATO-broderfolk ned. Men de fleste borgere i det Danske Rigsfællesskab vil nok heller ikke forhindre NMD bare for at være modsatte. De vil nok bare have sikkerhed for at verdensfreden ikke på nogen måde bringes i fare af et NMD projekt, hvis de, eller hvis NATO som helhed, forventes af USA at samarbejde i projektet. Og de vil sikkert også gerne vide hvor pålideligt et NMD system kan blive før de forventes at stole på det med livet som indsats.

Det er ikke kun Bush regeringen der lytter interesseret til den danske NMD debat. Det gør andre amerikanere også, f.eks. de amerikanske organisationer "Council for a Livable World" og "Coalition To Reduce Nuclear Dangers", hvis holdninger til NMD kan ud-trykkes således: "At bygge tvivlsomme forsvarssystemer som svar på en trussel som måske aldrig bliver til virkelighed, når man samtidig med risikerer at andre trusler gøres større, giver meget lidt mening". I deres rapport om NMD "Pushing the Limits: the Effect on Arms Control - Increasing Nuclear Dangers" betegner de udtrykkeligt danske meninger som vigtige, ( www.clw.org ) og den grønlandske regerings bekymringer om US planer bliver også nævnt.

Det er derfor nok ingen overdrivelse at konkludere at en ærlig, åben og nuanceret dansk debat vil være godt for hele verdenssamfundet, da medierne fra hele kloden, USA inklusiv, vil følge med i diskussionerne, og en god dansk debat kan derfor være med til at skabe en global "konsensus" ( bred enighed ) om den bedste strategi for at minimere faren fra atomvåben. Konsensus i Danmark ville være i overenstemmelse med den danske tradition i sikkerhedspolitik, og konsensus i verdenssamfundet ville betyde at der ikke bliver spildt tid på uhensigtsmæssige kursskifter. For at tage et aktuelt eksempel, har den "moderate" Republikaner Colin Powell, USAs udenrigsminister, bebudet en forholdsvis moderat kurs i udenrigspolitik. Men det ser ud til at George Bush lytter foruroligende meget til Republikanske "høge", som efter dansk målestok vil blive betragtet som højre-ekstremister. Resultatet bliver stor bekymring hos USAs allierede - eksempelvis Sydkoreas bekymring over USAs kursskifte overfor Nordkorea, hvor forhandlinger med Nordkorea om missiler og fred synes nu at blive erstattet af en "NMD alene" politik ( "Jyllands Posten" 9/3-01 ) - eller Japans og Australiens bekymring over præsidentens Kina-politik ( "Jyllands Posten" 26/4-01).

Jeg er overbevist om at en dansk NMD og nedrustningsdebat, i den bedste danske tradition, vil levere gode argumenter som kan svække højre-ekstremisterne, og styrke "moderate" Republikanere ligesom Colin Powell. Powell ønsker NMD i den ene eller den anden udformning, men ønsker ikke et nyt våbenkapløb med f.eks. Rusland og Kina.. Indrømmet, det er ikke altid nemt at vide hvad USAs politik er når vi den ene dag hører at "nu lytter George Bush til høgerne", og den næste dag at "nu lytter George Bush til duerne". Når duerne sejrer, som de har gjort for nylig, og vi hører George Bush tale om dialog med Rusland og nedrustning, behøver vi så overhovedet bekymrer os om NMD? Til det vil jeg svare Ja, fordi forlydender om at én del af kampen for verdensfreden går godt er langtfra ensbetydende med at hele kampen er overstået. Duerne har egentlig ikke sejret før den endelige sejr er hjemme - den totale afskaffelse af atomvåben. Fordi hvis der bare er en håndfuld atomvåben tilbage er de egentlig en slags "psykolokisk smittekilde", en slags sygdom som kan blusse op igen, hvis ikke vi opnår deres totale udryddelse.

Det er uhyre godt for verdensfreden at George Bush gerne vil fortsætte med START nedrustningsprocessen sammen med Rusland. Men vi kan ikke allesammen ånde lette op endnu - russerne er delt i spørgsmålet om hvordan de skal reagere på Bush´s insisteren på NMD - se www.rferl.org , "Russians divide on Bush proposal". Og hvad der er lige så vigtig for verdensfreden er USAs holdning til Kina. "Information" ( 3/5-2001 ) beretter om en ny militærstrategisk doktrin i Pentagon som vil ændre en amerikansk fokusering på Rusland til en fokusering på Kina. "Information" betegner dette perspektiv som "foruroligende".

Colin Powell har tilkendegivet, ligesom kineserne for nylig, at USA og Kina bør forhandle om NMD for at undgå en konfrontation . Jeg er overbevist om at de fleste europæere vil være meget enige med denne politik - og vil være meget uenige med en politik som bevidst sigtede på at bruge NMD som startskud på et våbenkapløb med Kina, for at "knække" landet ligesom Sovjetunionen blev knækket. Og det er denne politik som nogle europæere mistænker USAs "China bashers" for. Også moderate amerikanere er bekymret over disse "China bashers" ( eller "China-haters", Kina-hadere ), på grund af nye risici for atomkrig hvis USA og Kina virkelig bliver fjender. Og selv hvis det skulle lykkes USAs højrefløj at "knække" Kina uden en militær katastrofe som inddrager os allesammen, kunne regimets sammenbrud i Kina fører til en humanitær katastrofe, med en flygtningestrøm uden sidestykke på vej mod Vesteuropa. En søgning efter "China bashers" i søgemaskinen "Yahoo!" giver langt over 800 svar, som viser hvor varm en kartoffel dette emne er i USA. Det er et emne som fortjener grundig belysning i Danmark, og et emne som understreger hvor vigtigt det er at danskere støtter "moderate" amerikanere - men mere om dette vigtige emne senere i afsnit 9.

3. Hvorfor den totale afskaffelse af atomvåben giver den bedste beskyttelse mod atomvåben - og hvorfor NMD kun kan være et supplement dertil
Fanatisme og kompromisløshed bragte Nordamerika og Europa meget, meget tæt på atomkrig under den kolde krigs våbenkapløb . En atomkrig ville have været en menneskelig katastrofe af ufattelige lidelser for hundreder af millioner, måske milliarder, af børn og voksne. Den ville have været en sindsyg overreaktion på en politisk og samfundsmæssig uoverensstemmelse om fordeling af magt og velstand som kunne have været løst i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, før Marxistiske ideer fik vind i sejlene og knuste så mange spirende demokratier, hvis viljen til kompromiser fra "politiske fundamentalister" på både højre- og venstrefløjene havde været til stede dengang. Dermed kunne en meget stor del af den krig og brutalitet som kendetegnede det 20. århundrede, og som kulminerede i den kolde krig, have været undgået. Og lige et ord om sprogbrug - udtrykket "slyngelstat" er et eksempel på den farlige "dæmonisering" som var udbredt under den kolde krig, d.v.s. at betragte alle mennesker fra et bestemt land som fjender, på trods af at der i alle lande findes mennesker og grupper som ønsker fred og samarbejde. Bill Clintons regering indførte udtrykket "states of concern" i stedet for det racistiske "slyngelstater", så det vil jeg bruge i resten af dette oplæg. Det fordrer ikke mellemfolkelig forståelse at antyde at f.eks. alle iranere er "slyngler", som ønsker at angribe Vesten med atomvåben.

Lad os derfor i den nuværende NMD debat lære af historien og undgå tendensen til dæmonisering og kompromisløse enten-eller holdninger, uanset hvor de kommer fra. Lad os starte ved at lytte til både venstre- og højrefløjen:

Den typiske venstrefløjs holdning i NMD debatten indtil nu lyder - der er intet behov for NMD, enten fordi truslen fra "states of concern" ikke eksisterer eller er minimal, eller fordi hvis den eksisterer kan diplomati og sanktioner alene løse problemet. USAs højrefløj overdriver bevidst truslen til fordel for våbenindustrien og våben-aktionærer. Og hvis vi vælger NMD, vil det aldrig være pålideligt, hvis det overhovedet virker - og det vil udløse et nyt våbenkapløb, så risikoen for at vi bliver ramt af atommisiler bliver faktisk større med NMD end uden NMD.

Den typiske højrefløjs holdning lyder- hvis USAs regering siger at "states of concern" udgør en stor trussel, og den anbefaler NMD som løsningen på problemet, så må vi acceptere at det er rigtigt, fordi vi kan ikke tillade os at sige nej til vores bedste og stærkeste allierede. Vi kan jo ikke være bekendt at sige nej til en gammel ven, også selvom vi har vore tvivl om NMD. Men diplomati og sanktioner alene vil ikke løse problemet - vi kan ikke stole på "slyngelstater", så vi er nødt til at have et militært svar til missiltruslen.

Men der findes en "tredje vej", ikke sandt? Nemlig at begge fløje har ret til en vis grad - så må vi finde en løsning til alle de problemstillinger der rejses. Senere i dette debat-oplæg, i afsnit 7, beskriver jeg et løsningsforslag til NMD spørgsmålet som jeg tror kan tilfredsstille begge fløje. Men mit løsningsforslag handler ikke kun om NMD. Som allerede antydet, er nedrustning nødt til at være en del af løsningen. Og lad os igen komme væk fra de gamle stereotype venstre-højre reaktioner, hvor hvis venstrefløjen siger ja til nedrustning, må højrefløjen næsten per automatik sige nej. Nu er tiden inde for højrefløjen til at glemme gamle reflekser.

Jeg gentager - flere og flere admiraler og generaler fra USA, og i øvrigt fra alle de andre atommagter, anbefaler den totale afskaffelse af atomvåben som den bedste beskyttelse mod disse våben. Og amerikanske admiraler og generaler kan ikke beskyldes for at være "urealistiske venstrefløjs-aktivister" eller "USA-fjendske". Disse mænd er tværtimod realister, som påpeger at i en verden uden atomvåben vil USA, i modsætning til nu, stort set være urørlig - og at det endnu ikke er for sent at opnå dette mål. Det er ikke for sent, fordi det endnu kun er Ruslands 6.000 og Kinas 20 langtrækkende atommissiler som kan true USA - og NATO-landene.

Det er vigtigt at vi holder os til kendsgerningerne når vi debatterer atomvåben. Dette er et vigtigt punkt at huske når vi hører overdreven tale om "de mange diktaturer der truer os", som om jorden vrimlede med fjendtlige regimer der kan angribe os med atommissiler til næste år. Nogle på den yderste højrefløj vil måske gerne oppiske en stemning som de kan bruge til retfærdiggørelsen af en forhastet stillingtagen til NMD. Men jeg tror de fleste i det Danske Rigsfællesskab foretrækker en nøgtern debat, og jeg tror at yderfløjene i længden vil skade deres egen sag hvis de overdriver.

Så lad os komme tilbage til kendsgerningerne. Ved "the Nuclear Non Proliferation Treaty Review Conference" (NPT-konferencen) sidste år skrev de fem officielle atommagter USA , Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien under på at de forpligter sig selv til den totale afskaffelse at atomvåben. Er Danmarks allierede USA, Frankrig og Storbritannien løgner- nationer? Det tror jeg ikke de er, så vi må tro, også i det Danske Rigsfællesskab, at de mener det de skriver under på. Så lad os handle derudfra. Lad alle NATO-lande vise at de virkelig går ind for "nul atomvåben", og arbejde for at opnå dette mål. Herved er der en realistisk chance for at NATO-landene når den første del af målet - at få Rusland og Kina til at påbegynde afskaffelsen af deres atomvåben. Dette vil også gavne "the Missile Technology Control Regime", MTCR-aftalerne, hvor atommagterne lover ikke at hjælpe andre lande med atommissil-teknologi. Både Rusland og Kina mistænkes af nogle amerikanere for at hjælpe "states of concern" med deres missilprojekter. Men i en verden på vej mod "nul atomvåben" vil både Rusland og Kina være meget opsat på at "states of concern" ikke får mere atomvåben-teknologi - de vil ikke have at de som kommende atomvåbenfrie lande kunne trues af atomvåben-bevæbnede nabolande!

Hvis NATO-landene virkelig presser på for fuldførelsen af NPT-aftalen hutigst muligt vil den største trussel mod NATO-landene, Ruslands og Kinas missiler, forsvinde, samtidig med at kilden vil forsvinde til spredning af atomvåbenteknolgi til andre lande. Hvis det viste sig at verdens "states of concern" alligevel var i stand til at videreudvikle atom-missiler uden hjælp fra hverken Rusland eller Kina, skulle stormagterne naturligvis have noget i baglommen for at standse en missilaffyring, hvis diplomati og økonomiske tiltag var slået fejl. Denne forsikringspolice kunne være et NMD system af begrænset omfang, hvor angrebsmissiler skal rammes kort efter affyringen, så det kun kan bruges lokalt mod "states of concern", f.eks. det "boost-phase system" som læsere af "Bulletin of the Atomic Scientists" ( www.bullatomsci.org ) allerede i marts 2000 kunne læse om. Selv det mistænksomme Kina kunne sandsynligvis acceptere et meget begrænset NMD system, hvis en passende aftale blev forhandlet på plads.

Men da NMD er uafprøvet teknologi skulle det ikke stå alene som forsikringspolice mod nuklear afpresning, men kombineres med muligheden for konventionelle, d.v.s. ikke nukleare, førsteslag mod "slyngel-missilerne", en mulighed som stormagterne offentligt skulle enes om, og proklamere til hele verden som en forhånds-advarsel. Og venstrefløjen er nødt til at forholde sig til og acceptere denne mulighed, hvis ideen om en atomvåbenfri verden skal "sælges" til og accepteres af flertallet af vælgerne, efter min mening. Jeg tror at selv forhærdede diktatorer som Iraks Saddam Hussein og Nordkoreas Kim Jong Il ville lade være med at udvikle langtrækkende missiler som kunne true f.eks. NATO-landene, hvis de vidste at så snart Vestens efterretningsvæsner og Vestens satelliter afslørede missilerne under konstruktion, ville NATO-landene i samråd med Rusland og Kina straks iværksætte en aktion som skulle tilintetgøre missilerne. Fordi et sådant ydmygende førsteslag kunne betyde, ud over enden på diktatorernes militære magt, enden på deres dyrebare politiske magt. ( At EU- diplomati ser ud til at virke overfor Nordkoreas Kim Jong Il, som har bebudet et stop for missilprøvesprængninger til 2003, med mulighed for endnu en forlængelse, bekræfter at man forbipasser nogle muligheder hvis man satser udelukkende på NMD - se "Jyllands Posten" 3/5-2001 ).

Det er vigtigt at vi tager truslen fra "states of concern" alvorligt, efter min mening, vel vidende at USAs højrefløj kunne overdrive faren, enten fordi de har et paranoid verdenssyn, eller fordi de ønsker fede kontrakter til våbenindustrien. Men da de kunne også have ret, bliver vi nødt til at tage nogle forholdsregler. Og ligeledes bliver verdens-samfundet nødt til at tage truslen mod verdensfreden fra de "uofficielle" atommagter Israel, Indien og Pakistan alvorligt. Ellers er det bare et spørgsmål om tid før andre "uofficielle atommagter" dukker op. Indonesien, verdens mest folkerige "islamiske" stat, kunne eksempelvis føle sig truet af Indiens "hinduistiske " atomvåben - og så kan en oprustningsspiral hurtigt komme i gang. Men i en verden hvor NATO, Rusland og Kina var blevet enige om "nul atomvåben", og derfor virkelig kunne optræde som en samlet front i FN, kunne et forenet verdenssamfund lægge så stort et pres på Israel, Indien og Pakistan til at følge trop at de til sidst ville være nødt til at samarbejde i fuldførelsen af "slutfasen", afskaffelsen af de sidste atomvåben. Derved ville "nul atomvåben" blive en realitet, i en verden hvor
  1. Alle de nuværende atommagter havde opgivet deres kernevåben
  2. Iingen atommagter behøvede at konkurrere med eller frygte hinanden, og intet NMD system behøvede derfor antænde et nyt våbenkapløb
  3. Et begrænset NMD system, f.eks. et "boost-phase system", var en rimelig realistisk kandidat som forsikringspolice mod "states of concern", hvis de mod forventning og på trods af diplomatiske og økonomiske forholdsregler, alligevel fortsatte med at udvikle atomvåben
  4. Et verdensomspændende NMD system, med FN-godkendelse, kunne undersøges for egnethed som forsikringspolice mod et hvilket som helst land som forsøgte at "snyde" når "nul atomvåben" var en realitet
  5. Et FN-godkendt konventionelt førsteslag som skulle tilintetgøre atomvåben under konstruktion var accepteret af verdenssamfundet som en nødvendig mulighed hvis der forelå gode beviser for atomvåben-konstruktion, og andre forsvarsmuligheder blev betragtet som udtømt eller for upålidelige.


4. Hvorfor den totale afskaffelse af atomvåben er realistisk
Atomvåben-tilhængere i Danmark og i andre NATO-lande siger at målet "nul atom-våben" er urealistisk. De siger f.eks. at "vi er nødt til beholde vores atomvåben i NATO fordi vi ikke kan stole på andre lande". Men mindst halvdelen af verdens befolkning bor i lande som ingen atomvåben har - hvorfor forventer vi at de skal stole på os til evig tid? NATOs atomvåben, som tilhører klodens "hvide elite", den elite som mange ikke-hvide lærte at frygte i kolonitiden, er lige så farlige og truende for ikke-NATO lande som andres atomvåben er for os. Når Indien udvikler atomvåben, så hagler kritik fra Vesten ned over landet - men indere har ret når de påpeger at Vestens kritik er utrolig hyklerisk, når vi gør så lidt selv for at afvikle vores kernevåben. - se "NATO´s Criticism of South Asia Hypocritical", www.basicint.org , fra "BASIC", British American Security Information Council. Og hvis ikke vi NATO-borgere snart lægger vores dobbeltmoral på hylden, så får vi kun os selv at takke for det, hvis flere og flere lande følger Indiens eksempel, og udvikler atomvåben så de kan forsvare sig mod bl.a. vore atomvåben. Vi NATO-borgere vil ikke engang love ikke at være de første der bruger atomvåben i en krisesituation - NATO vil ikke vedtage en "No-first-use policy", en Ikke-førstebrug politik. Læs selv NATOs atomstrategi - og spørg dig selv hvor betryggende det er for ikke-NATO borgere at læse at "de allierede vil ikke på forhånd ... i en krise- eller konfliktsituation ...udelukke nogle af de midler de har til rådighed" ( www.nato.int ).

Angående lovligheden af atomvåben, se "Nuremberg and Nuclear Weapons", www.nuclearfiles.org

af jurist David Krieger, hvori Krieger konkluderer at vi alle, inklusiv politikere, embedsmænd og militært personel, må regne med at vi har et juridisk ansvar hvis vi bruger eller truer med at bruge atomvåben. Fra NATOs atomstrategi kan det ses at denne konklusion har juridiske konsekvenser for mange borgere i NATO-lande. Og naturligvis for mange borgere i andre atomvåben-bevæbnede lande - jeg er ikke ude efter NATO, som selvfølgelig fra et vestligt synspunkt forsvarer "de rigtige værdier". Jeg er ude efter atomvåben, som vi skal afskaffe før de gør os til massemordere, eller ofre for massemord.

Hvis vi under vore børn og børnebørn en atomvåbenfri fremtid - og det håber jeg vi gør, fordi de får masser af andre problemer at slås med, som atomvåben kun vil gøre værre - må vi NATO-borgere begynde at udøve lidt mere selvkritik. Vi må indse at vore atomvåben ikke er spor "betryggende", som jeg har hørt dem betegnet, men er lige så stor en provokation mod verdensfreden som andres atomvåben. Og til folk som siger "Er det ikke specielt kritisabelt at et land som Indien truer nu andre med atomvåben, og bruger store summer på våben mens de har så mange fattige" vil jeg svare "Jo, afgjort - men er det mere moralsk rigtigt at true andre lande med atomvåben, som NATO-landene gør, fordi vi er rige?" Hvor er vores retfærdighedssans blevet af? Hvis vi ønsker en verden hvor ingen truer andre med atomvåben, så må vi starte med os selv, og selv lade være med at true andre! NATO skulle med andre ord vedtage en Ikke-førstebrug politik.

Men kan vi stole på andre lande hvis NATO-landene skriver under på internationale aftaler som skal afskaffe atomvåben? De historiske kendsgerninger tyder på et JA, fordi i det store og hele er der gjort stort fremskridt m.h.t. forbud mod biologiske og kemiske våben. Selv et barbarisk diktatur ligesom Nazi-tyskland, som brugte gas mod civile, brugte ikke giftgas mod soldater fordi regimet overholdt aftaler som forbød giftgas som krigsvåben. Og på trods af at atommagterne viklede sig ind i konflikter hvor de kunne have brugt atomvåben, f.eks. USA mod Nordvietnam, eller Sovjetunionen i Afghanistan, blev atomvåben ikke brugt mod modstandere uden disse våben. Ej heller er Ukraine blevet offer for et atomvåbenangreb efter at landet helt frivilligt har opgivet de atomvåben det kunne have beholdt da landet fik sin uafhængighed.

Og som allerede påpeget, når atommagterne aftaler kernevåbnenes totale afskaffelse, kan de beholde nogle sanktioner overfor lande som nægter at samarbejde, inklusiv tilintetgørelsen af atommissiler under konstruktion, så truslen fra "states of concern" ikke kan bruges som en undskyldning for at beholde atomvåben. Et konventionelt førsteslag som svar på nuklear afpresning har selveste Colin Powell i 1993 betegnet som et tilstrækkeligt forsvarsmiddel - se Admiral John Shanahans artikel ( side 2 ) : nuclearfiles.org

US Admiral Shanahan mener også at et konventionelt førsteslag er tilstrækkeligt. Derudover er admiralen én blandt mange admiraler og generaler som understreger ikke alene hvor vigtigt det er at få afskaffet atomvåben hurtigst muligt - men understreger også at dette mål er realistisk og opnåelig. De generaler og admiraler som anbefaler nedrustning nu undrer sig over at så mange politikere og vælgere ikke tager deres synspunkter alvorligt - de blevet taget alvorligt dengang de gik ind for oprustning mod Sovjetunionen. Er der for megen vanetænkning fra den kolde krig i omløb endnu, spørger de? Heldigvis er det nemt at undersøge hvad disse mænd siger, fordi den amerikanske Nuclear Age Peace Foundation ( NAPF ) har lavet en opsamlingsadresse for deres synspunkter - nuclearfiles.org .

Prøv selv at se hvorfor US Generalerne Butler og Goodpaster, foruden Admiral Shanahan, mener at den totale afskaffelse af atomvåben skal stå øverst på den globale dagsorden. Og General Lee Butler er ikke hvem som helst - i årene 1991 til 1994 var han øverstkommanderende for USAs atomstyrker. Hans personlige og praktiske kendskab til atomvåben kan næppe overgås af nogen anden person - meget få politikere, hvis nogle overhovedet, kan hævde at de ved mere om atomvåben end ham. Så når vi hører politikere - eller andre - udtale sig om at den totale afskaffelse af atomvåben er en urealistisk drøm, skal vi ikke bare acceptere sådanne udtalelser som "sandheden". Vi kan spørge - høfligt naturligvis - om disse personer trænger til at ajourføre deres viden om emnet. Jeg ved hvor svært det er altid at følge med i de nyeste udviklinger i denne komplekse verden, men takket være internet kan alle borgere med internet-adgang få ajourført deres viden, så før du forlader "the Nuclear Files Website" prøv lige at læse fælleserklæringen fra de "60 international generals and admirals" igennem, hvor den danske Lt. Gen. Gunnar Kristensen ( "former Chief of Defense Staff" ) er blandt de underskrivende som anbefaler et totalt forbud mod atomvåben. For 20 år siden gav mange mennesker "krigsliderlige admiraler og generaler" skylden for den kolde krig - men hvis vi ignorerer disse autoriteter i dag når de trygler politikere og vælgere om at afskaffe atomvåben, er det da ikke os der er krigsliderlige nu? Hvor længe vil vi ignorere deres budskab - indtil eksploderende atombomber viser os at de har ret?

Mange andre eksperter og utallige organisationer mener ligeledes at atomvåben kan og skal totalt afskaffes hurtigst muligt. Blandt andet kan jeg nævne US Admiral Eugene Carroll ( www.cdi.org ) fra Center for Defense Information, Washington; ovennævnte Nuclear Age Peace Foundation, USA ( www.napf.org ); den uafhængige Canberra Commission ( www.dfat.gov.au ) som blev dannet på foranledning af den australske regering i november 1995, med distingverede eksperter fra hele verden, som også konkluderer at et konventionelt førsteslag er tilstrækkeligt forsvar mod "slyngel- missiler"; Washington National Cathedrals "Nuclear Reduction & Disarmament Initiative" ( www.nrdi.org ), et initiativ fra juni 2000, hvor militære og religiøse ledere i USA har fundet sammen for at mobilisere amerikanske borgere af alle religioner og trosretninger til kamp mod atomvåben; the Middle Powers Initiative ( www.middlepowers.org ); og sidst men ikke mindst the New Agenda Coalition fra juni 1998. Foruden Brasiliens, Ægyptens, Mexicos, New Zealands og Sydafrikas regeringer, udtrykker igennem koalitionen vore EU naboer i Sverige og Irland deres støtte til den hurtige og totale afskaffelse af atomvåben ( www.basicint.org ).

Er alle ovennævnte eksperter, NGO´er og regeringer, inklusiv den svenske og den irske regering, "urealistiske drømmere"? Ja, drømmere er de, men urealistiske er de ikke. De drømmer om en bedre verden, ligesom de europæiske ledere gjorde som lagde grund-stenen til EU efter Anden Verdenskrig. EU-drømmen blev taget alvorligt, og uanset om man er EU-tilhænger eller ej, kan man ikke benægte at den har ført til samarbejde og fred mellem gamle fjender. Nu er det på tide at vi allesammen tager den ligeså realistiske drøm om en atomvåbenfri verden alvorligt.

5. De dystre udsigter for verdensfreden hvis NMD forhindrer afskaffelsen af atomvåben - og hvorfor nedrustning haster
Hvis verden ignorerer eller latterliggør muligheden for nedrustning, så kan de dystre profetier om at en atomvåbenfri verden aldrig kan lade sig gøre, hurtigt vise sig at være en selvopfyldende profeti. Nogle af generalerne taler om "a window of opportunity" for atomvåben-nedrustning, en "mulighedernes vindue", som skal udnyttes hurtigst muligt før andre lande end Kina og Rusland har langtrækkende missiler og avanceret teknologi som kan eksporteres.

For at vende tilbage til NMD - hvis der skal være NMD, skal det derfor være på en fornuftig måde, hvor et missilskjold og atomnedrustning er koblet sammen. Fordi NMD uden accept fra både Rusland og Kina kan vise sig at være en stor fejltagelse, hvor vi accepterer et system som viser sig at være uduelig, samtidig med at risikoen for kerne-våbenangreb, tilsigtede eller utilsigtede, stiger. Fordi de traktater som ellers skulle have sikret kernevåbnenes afskaffelse havner i historiens skraldespand.

Med NMD uden nedrustning kan risikoen for kernevåbenangreb stige af følgende grunde:
  1. Intet bliver gjort for at mindske risikoen for en utilsigtet affyring fra Ruslands upålidelige - og meget store - atomvåbenarsenal, plaget af ulykker, pengemangel og forfald. Rusland truer med at opruste hvis NMD bliver gennemtrumfet uden landets accept, så faren for russiske missilaffyringer bliver endnu større. ( "Kursk-tragedien" viste med al tydelighed at risikoen for russiske uheld er stor ).
  2. Kina og sin allierede Pakistan vil højst sandsynligt opruste hvis NMD bliver gennemtrumfet uden Kinas accept, og i stedet for at samarbejde med Vesten, vil Kina tværtimod være endnu mere tilbøjelige til at hjælpe "states of concern" med udvikling af atomraketter - også langtrækkende missiler som kan nå Vesten.
  3. Hvis Pakistan opruster er vi på en glidebane for en udvikling hvor religiøs fundamentalisme kan begynde at erstatte rationel tænkning, da nogle islamiske fundamentalister i Asien kunne begynde at se Pakistans atommissiler som "Allahs middel til at straffe Vestens vantro jøde-venner ", mens nogle kristne fundament-alister i Europa og især USA igen kunne, ligesom i 1980'erne, begynde at betegne atomkrig som "Guds middel til at udrydde de ikke- troende", og vel at mærke udrydde både "de ikke-troende" i Asiens ikke- kristne lande, og "de ikke-troende" i deres egne vestlige lande.
Jeg har siddet og tænkt på hvad NMD kunne føre til i en "worst-case analysis". Jeg er nået frem til følgende scenario for hvordan vores verden kunne se ud i år 2010, hvis NMD gennemføres uden Ruslands og Kinas accept:
  1. Den nedrustnings-proces som atommagterne blev enige om som mål ved "NPT Review Conference" ( Ikke-spredningsaftalens konference ) i år 2000 er gået fuldstændig i opløsning. De fleste større lande opruster med kernevåben, og den gensidige frygt og mistillid er blevet så stor, at ingen nedrustnings-initiativ kan få os tilbage til den enestående gunstige mulighed for den totale afskaffelse af atomvåben som eksisterede i det første årti efter den kolde krigs ophør.
  2. Frygten er blevet endnu større efter at London og Washington er blevet ramt af to missiler fra Irak som de to NATO-landes indbyggere troede et missilskjold ville beskytte dem imod. De irakiske missiler har narret NMD systemet ved hjælp af attrapper o.l., præcis som mange amerikanske videnskabsmænd havde forudsagt.
  3. Hverken USA eller UK tør gengælde Iraks terroraktion, da Kina og Pakistan, som har udviklet hundrede af langtrækkende atommissiler som reaktion på NMD uden Kinas accept, har allieret sig med Irak, og Kina og Pakistan har deres missiler i højt beredskab rettet mod USA og alle USA's allierede. Nogle islamiske fundamentalister opfordrer Pakistan til at "gå hele vejen" og angribe alle NATO-lande og Israel, da Allah, påstår de, vil sikre de "sandt troende muslimer" sejren, på trods af "de kristnes" og "jødernes" nuklear gengældelse. Fundamentalisterne frygter ikke døden, så USAs, Israels og Storbritanniens atomvåben virker ikke afskrækkende på dem.
  4. Nogle kristne fundamentalister opfordrer NATO til at "gå hele vejen" og angribe Irak, Pakistan og Kina, da Gud, påstår de, igennem et mirakel vil frelse alle "sandt troende kristne" fra "muslimernes" og "de gule hedningers" nuklear gengældelse. Disse kristne fundamentalister hilser atomkrig velkommen, da de mener at de "islamiske" og "hedenske" atombomber som rammer USA og NATO-landene vil "rense" disse lande for "gudløse humanister og ateister" og "lunkne kulturkristne", så kristne bibeltro fundament-alister kan arve en "ny renset jord" efter atomkrigen. ( Dette var et kristent fundament-alistisk syn på atomkrig i 1980´erne, som udtrykt i nogle af de mest solgte bøger overhovedet i USA i Reagan-perioden, hvor "kommunisternes" bomber, hvor end forfærdelige de var, ville "rense" NATO-landene for "de ikke-troende").
  5. General George Lee Butler, øverstkomanderende for USAs atomstyrker i årene 1991-1994, og hans advarsel til menneskeheden, er blevet totalt ignoreret af politikere og befolkningen i den vestlige verden. Advarslen i sidste halvdel af 1990'erne lød: Muligheden for den totale afskaffelse af atomvåben, og dermed muligheden for at undgå atomkrig i fremtiden, afhænger af at vi griber chancen her og nu, i det første årti efter den kolde krigs ophør, før chancen - sandsynligvis vores sidste chance - er væk for altid.
Men for sent har verdens rationelt tænkende mennesker opdaget at de skulle have grebet chancen mens den var der - før begrebet "hellig atomkrig" dukkede op igen. For sent har verdens rationelt tænkende mennesker opdaget, at det var katastrofalt at satse udelukk-ende på NMDs uafprøvede teknologi. For sent har de opdaget at de også skulle have satset på diplomati og nedrustning for at skabe et klima hvor de fem store atommagter var blevet enige om en ny "afbalanceret" verdensorden uden atomvåben. Mere om det i afsnit 7, pkt. 2. En ny verdensorden hvor "states of concern" sandsynligvis ikke vil findes, da de ingen adgang har til atommissil- teknologi. Men hvis de findes, får de deres atomvåben afsløret og uskadeliggjort af et forenet FN sikkerhedsråd, enten ved hjælp af velafprøvede konventionelle midler, eller med et godt og grundigt afprøvet NMD system, som bliver udviklet i et fornuftigt tempo i stedet for i et farligt hastværk, som en mulig ekstra sikkerhedsforanstaltning mod nuklear afpresning, i stedet for den eneste sikkerheds- foranstaltning. Som sagt er et scenario med optrapning mod en global "hellig atomkrig" en "worst- case" analyse, et billede af den værst-tænkelige udvikling. Jeg ved ikke hvor sandsynligt dette scenario er - men er der nogen grund til at risikere det, når afskaffelsen af atomvåben helt kan forhindre det? Jeg indrømmer også, at jeg ikke er 100% sikker på at konventionelle midler altid vil kunne tilintetgøre et missil i en silo. Her er muligvis et svagt led i min "plan". Men hvem kan udelukke svage led i planen "NMD uden nedrustning"? Hvis vi er ærlige, så ved vi at vi aldrig kan få en 100% garanti mod atomvåben når først de er blevet opfundet. Men vi kan vælge den strategi der giver den MINDST MULIGE RISIKO, og det er den store opgave her og nu. ( Netop fordi ingen 100% beskyttelse mod atomvåben kan garanteres, skal vi tage civilforsvarsøvelser mod radioaktivt nedfald - også i øvrigt fra eventuelle "tjernobyl ulykker" - alvorligt, da sådanne øvelser sandsynligvis vil kunne redde en stor del af den udsatte befolkning ).

6. Hvorfor religiøse synspunkter om atomkrig er vigtige i NMD debatten
Når jeg nævner islamiske og kristne fundamentalister og "hellig atomkrig", er jeg klar over at jeg kan blive beskyldt for en hetz mod religiøse mennesker.Lad mig straks understrege, at jeg selv er døbt og opvokset i den kristne tro, og betragter mig selv som et kristent menneske. Jeg er overbevist om at en oplyst, "seende" tro kan gavne både det enkelte menneske og et samfund som helhed. Og jeg insinuerer ikke på nogen måde at flertallet af "troende" muslimer eller kristne er fundamentalister. Jeg opfordrer "troende" NATO-borgere til tydeligt, og offentligt, at ytre sig i NMD og nedrustningsdebatten, og jeg tror det vil vise sig at fundamentalisterne er et højtråbende mindretal - men netop derfor er det vigtigt at ikke-fundamentalister giver lyd fra sig, så samfundet får et afbalanceret, nuanceret billede af de "troende".

Men det vil også være uklogt at ignorere den kendsgerning, at hvis vi havner i en verden med global atomvåbenoprustning vil usikkerheden og faren få mange mennesker til at søge trøst i fundamentalisternes "blinde" tro på usårlighed igennem mirakler. I 1980'ernes USA, da den kolde krig var på sit højdepunkt, var bøger som beskrev kristne fundamentalisters "nuklear harmagedon" som sagt blandt de mest solgte overhovedet. Det ville være uklogt af europæiske vælgere og politikere at glemme i NMD og nedrustningsdebatten hvordan en hel del amerikaneres verdensbillede er påvirket af irrationelle eller sværmeriske synspunkter. Amerikanske fundamentalisters tro på egen usårlighed lever i bedste velgående, også i år 2001, som mediefænomenerne "Left Behind" filmen og bøgerne bevidner - se "Kristeligt Dagblad", 20/4-2001 - den første bog i serien er lige udkommet på dansk, "Ladt Tilbage", af Tim Lahaye og Jerry B. Jenkins.

De kristne fundamentalisters tro har politiske konsekvenser, da den smitter af på den amerikanske højrefløj og det Republikanske Parti som Præsident George Bush er medlem af. At "Ladt Tilbage" udkommer på dansk tyder også på et marked hvor nogle danske kristne deler troen på mirakuløs usårlighed for "de sandt troende". Så af disse grunde er det også vigtigt at få religiøse synspunkter om atomkrig belyst i en dansk debat. Kunne danske kristne, danske muslimer, eller andre "troende" forestille sig at Gud, Allah eller den guddom de tror på vil bruge menneskers atomvåben til at "rense" jorden for "gudløse humanister og ateister", "lunkne kulturkristne" - eller "de vantro" af enhver beskrivelse som har "den forkerte tro"? Eller er sådanne synspunkter helt fremmede for de fleste danske "troende" ?

Som en formildende omstændighed til nogle fundamentalisters synspunkter kunne jeg tilføje at hvis de har behov for at tro på en "Nazi gud", som ved hjælp af menneskers atombomber vil dræbe og torturerer "anderledes tænkende" og deres helt uskyldige børn, må de inderst inde være nogle meget bange og ulykkelige mennesker. Man kan godt forstå længslen efter "gode, gammeldags kristne idealer", en verden af gode naboer, stabile familier og normalitet, i en verden hvor hver uge afslører nye tilfælde af korruption og magtmisbrug, sexmisbrug og perversiteter, afstumpet vold og afstumpet underholdning. Men denne længsel berettiger ikke at man - efter min mening - misbruger den kristne bibel til at retfærdiggøre det folkedrab som en atomkrig nu engang vil være, helt i strid med de menneskerettigheder som et civiliseret verdenssamfund bygger på, og helt i strid med de menneskerettigheder som USAs egen højrefløj påberåber sig når de vil retfærdiggøre deres afsky for Kina. Mange ikke-fundamentalister vil sikkert også mene at Gud hellere vil have at vi finder årsagerne til samfundsmæssige problemer, og løser problemerne, frem for i vrede og desperation at søge "Guds nukleare hævn" for "samfundets forfald" over andre grupper i samfundet - eller over andre lande og kulturer.

Fundamentalister påstår som regel at de er "familie-venlige" og tænker meget på børns velfærd. I de kommende årtier får vore børn og børnebørn mange globale problemer at slås med på grund af klimaforandring og den fortsatte globale befolkningstilvækst, for at nævne nogle ting. De vil møde mange udfordringer som vil stille dem store krav om resourcefordeling og tilpasningsevner. Kan vi så i det mindste ikke unde dem en verden uden atomvåben, og få vendt den oprustningsrunde der truer med NMD til en ned-rustningsrunde, så vore børn og børnebørn oveni de andre problemer ikke får en ny kold krig at slås med? At sætte sig ind i NMD og nedrustning så vi kan bidrage til debatten kræver en indsats - men laver vi ikke, noget af tiden, nogle uvæsentlige ting som vi godt kunne udsætte, indtil vi ved vi har gjort hvad vi kunne for de yngre generationers skyld?

Før jeg forlader det religiøse område, for at få debatten i gang, har jeg en afsluttende kommentar, og nogle afsluttende spørgsmål. Spørgsmålene kunne opfattes som meget provokerende, og jeg beder om tilgivelse hvis de sårer nogle mennesker, som føler sig anklaget uden grund. Men hvad skal man ellers gøre for at bryde tavsheden om emnet? Dette er mit forsvar for at provokere - jeg lærte i søndagsskolen at Gud er kærlighed, og at Gud elsker små børn. Derfor kan det aldrig være Guds vilje hvis vi gør små børn fortræd, ligegyldigt hvor "forkert" en tro børnenes forældre har. 5 Mosebog 24:16 siger "sønner må ikke lide døden for deres fædres synd" - og de "gudløse kommunisters" børn, som en atomkrig mod Sovjetunionen ville have dræbt, vender sig nu til kristendommen. Var det så ikke godt alligevel at vi ikke dræbte hinanden?

Min afsluttende kommentar lyder:
Så længe at vi accepterer atomvåben accepterer vi at "Hiroshima" en dag kan blive vore børns skæbne - eller nogle andre børns skæbne. Efter Anden Verdenskrig tvang minderne om brændende byer, de levende døde, grædende børn og skrigende mødre mennesker til at indse at krig er helvede på jorden - så vi oprettede institutioner og organisationer så dialog skulle styre vores verden og ikke sorg og smerte, hævntørst og vanvid. Det lykkedes os til en vis grad - men vi havde åbenbart ikke set helvede nok på jorden endnu, fordi vi fortsatte med krigen inde i vores hoveder, indtil vores atombomber var så store og vores missiler så mægtige at vi kunne forvandle hele jorden til et helvede, indenfor en halv time. Så langt er vi kommet endnu. Hvor mange chancer regner vi med vi får? Hvor mange gange er vi parate til at lave brændofre af vore børn og børnebørn på ideologiens og stolthedens alter? I den sidste ende, hvad kan egentlig betyde mere for os end vore børns og børnebørns lykke? I stedet for at ofre dem i atomkrig, skulle vi ikke ofre os selv lidt, og ofre den tid og de kræfter det tager for os at finde ud af, igennem dialog - og en smule selvransagelse? - hvordan vi sikrer os at Hiroshima var sidste gang at små børn skulle brændes levende i atomkrigens helvede. Og hvis det ender med at gamle fjender siger undskyld til hinanden for fortidens fjendskab, fanatisme eller fejltagelser, på en "stor forsoningsdag", gør det noget? Anger er ikke noget vi dør af.

Jeg er ikke fundamentalist - jeg tror ikke på at vi igennem Guds overnaturlige indgriben vil opnå en atomvåbenfri verden "på en ny renset jord" fra den ene dag til den anden. Men jeg tror at hvis vi i den kærlighedsånd, som kristne kalder for Jesu Kristi ånd, arbejder for en atomvåbenfri verden igennem udholdenhed, tillid og sund fornuft, kan vi og vil vi nå målet.

Mine afsluttende spørgsmål lyder:
Er atomkrig en del af den kristne Guds plan for menneskeheden - er den Guds domme-dagsredskab? Eller vil Gud selv ordne sin dommedag uden hjælp fra menneskers krigsredskaber? Kommer ideen om at atomkrig er en del af den kristne Guds plan for menneskeheden fra Gud - eller fra Djævlen, den djævel som kristne mennesker er forpligtet til at bekæmpe? Den djævel som bor i de mørkeste afkroge af menneskers sind, hvor hadet og frygten gør at troens oplysende kærlighed bevidst eller ubevidst tages til fange af blind hævnlyst. Vil danske kristne tale til fordel for ideen om atomkrig som "Guds rensemiddel", eller vil de slutte sig til de kristne som vil afskaffe atomvåben, ligesom de amerikanske kristne - og jøder, og muslimer - jeg nævner i afsnit 4 under Washington National Cathedral, www.nrdi.org ? Vil danske kristne overhovedet sige noget om NMD, nedrustning og atomvåben? De fleste danske "troende" kristne kunne vel ikke drømme om at antyde at de "lunkne kulturkristne", som betaler kirkeskat men ellers holder lav profil i trosspørgsmål, engang skulle "renses" fra jorden med atombomber?

Eller hvad?

Jeg håber ikke de "troende" vælger tavsheden - det vil efter min mening skade kirkens budskab, og det ville være ærgeligt på et tidspunkt hvor kirkernes fællesskaber har så meget at tilbyde så mange mennesker, med vor tids voksende søgen efter åndelige værdier og oplevelser. I øvrigt er nogle af de "troende" blandt de rareste mennesker jeg kender, så jeg beder om tilgivelse endnu en gang hvis mit debatoplæg sårer nogle af "dem" ( Er jeg selv, trods alle mine tvivl, blandt de "troende"? ) Jeg håber at danske kirkesamfund og andre danske religiøse organisationer vil tale ud og deltage i debatten om "NMD, verdensfreden og atomvåben ".

7. Et løsningsforslag - hvordan vi mest hensigtsmæssigt minimerer faren fra atomvåben - ALLE ATOMVÅBEN
Som en slags opsummering på alle de tekniske detaljer jeg har præsenteret indtil nu, vil jeg gerne fremlægge et dyberegående forslag om hvordan vi minimerer faren fra hele verdens atomvåbenarsenal.
  1. DEN TOTALE AFSKAFFELSE AF ATOMVÅBEN INDENFOR DEN KORTEST MULIGE TID er hjørnestenen i planen.
    De fem erklærede atommagter Kina, Frankrig, Rusland, Storbritannien og USA er blevet enige om at afskaffe atomvåben, så de skal ikke trække tiden ud, de skal i gang med at gennemføre projektet hurtigst muligt. Hermed kunne faren fra Ruslands aldrende atomarsenal straks reduceres, især hvis der straks iværksættes en amerikansk-russisk "de-alerting" aftale, d.v.s. en aftale om at tage missiler ud af højt beredskab.
    Hele nedrustningsprocessen kunne formodentlig være færdig om fem til ti år - og i mellemtiden kunne FN tage stilling til udvikling af et NMD system som skulle beskytte alle lande, hvis dette er teknisk realistisk, mod en stat som forsøgte at udøve nuklear afpresning når "nul atomvåben" er en realitet. Alle lande skulle betale efter evne til systemets udvikling og drift, hvis det vurderes som teknisk troværdigt - og ønskeligt.
  2. Jeg foreslår en konference hvor evt. Danmark, Grønland og Storbritannien er værtsnationer, på grund af deres formodede særlige betydning for NMD, og hvor USA, Rusland og Kina skulle forhandle sig frem til en løsning for NMD- dilemmaet som alle kan leve med. Frankrig skulle også være med så alle de officielle ("declared") atommagter er repræsenteret. En vigtig del af løsningen ville være en køreplan for den totale afskaffelse af atomvåben - men ligeså vigtig er det, efter min mening, at de fem officielle atommagter benytter lejligheden til at oprette den nye "afbalancerede" verdensorden jeg nævner i afsnit 5. En ny verdensorden hvor Kina kommer til at spille en betydelig mere central rolle i opretholdelsen af verdensfreden end hidtil, men som belønning for sin samarbejdsvilje får "national oprejsning", det som Kina længes efter. Rusland, ligesom Kina, vil også blive nødt til at forpligte sig til at opføre sig ansvarligt, og hindre al spredning af atomvåben-teknologi. Der bliver nogle store kameler at sluge for mange parter, men kan nationers stolthed betyder mere end borgernes liv?
  3. Hvis det skulle vise sig at en "state of concern" havde et atommissil næsten klar til affyring på et tidspunkt, mens atommagterne var i gang med nedrustning, skulle en FN-godkendt redningsaktion udføres, og ved brug af massiv konvent-ionel overlegenhed skulle missilet tilintetgøres. Om muligt, på et passende tidspunkt - et besøg til udlandet? - skulle medlemmerne af landets regering pågribes, og anklages for forbrydelser i henhold til international lov og "the Nuremberg Principles". Jeg foreslår at regeringsmedlemmer i lande som er i gang med at skaffe sig af med atomvåben skal betragtes som uskyldige, indtil en bestemt frist for opnåelsen af "nul atomvåben" er overskredet. Hvorefter alle regeringsmedlemmer fra lande som besidder atomvåben må betragtes som skyldige i "crimes against peace", d.v.s. at planlægge, forberede eller deltage i offensive krigshandlinger, da det at kalde atomvåben for defensive midler mod "de andres atomvåben" ikke længere vil være en retfærdiggørelse af atomvåben.
    Det føromtalte NMD system af begrænset omfang, " boost-phase systemet", kunne som sagt muligvis også bruges til at forhindre en trussel fra en "state of concern" og antydninger i pressen tyder på at USA vil satse på et sådant system. Men da teknologien endnu ikke er afprøvet, ville det være meget uklogt udelukkende at satse på NMD for beskyttelse. Det er derimod klogt at koble NMD og nedrustning sammen, så man fjerner årsagen til den oprustningsrunde Kina og Rusland truer med som svar på NMD. Kina og Rusland vil opruste, siger de, så de har en større gengældelsesevne overfor USA, som med sit eget missilskjold kunne udføre et overraskelsesangreb, og gemme sig bag skjoldet bagefter. Men hvis USAs og andres missiler er på vej til at forsvinde, er evnen til overraskelsesangreb også, så som led i en nedrustningsproces må NMD systemer accepteres som harmløse set fra Kina eller Rusland, og kan derfor ikke give nogen grund til oprustning. Kommentarer fra nogle russiske eksperter tyder i hvert fald på at Rusland vil kunne acceptere NMD med nedrustning.
  4. Naturligvis skal det være muligt, for et land som kan fremlægge beviser for en trussel, at få FN til at godkende og iværksætte en redningsaktion. Og til dem som siger at man aldrig vil kunne få FNs sikkerhedsråd til at enes om en rednings-aktion vil jeg svare, at med en ny "afbalanceret" verdensorden, med et Kina mere accepteret som ligeværdig, og med et Kina mere ansvarlig set fra Vestens synsvinkel, vil meget være muligt som virker umuligt i dag.. Men når Kinas ministerpræsident Zhu Rongji proklamerer at Kina skal omformes til et demokrati der regeres efter love, i stedet for et diktatur der regeres efter dekreter, og at den private ejendomsret skal styrkes, som han for nylig har gjort ved Folkekongress-ens åbning den 5. marts, tyder meget på at Kina bevæger sig i den rigtige retning.
  5. De andre medlemmer af atomvåbenklubben, d.v.s. de lande som ikke er "states of concern", men som betragtes som "uofficielle" atommagter, nemlig Indien, Israel og Pakistan skal ved hjælp af en massiv diplomatisk indsats naturligvis også inddrages i atomvåbennedrustnings slutfase - opnåelsen af nul atomvåben. Og naturligvis skal FN give især Israel passende sikkerhedsgarantier som kom-pensation for opgivelsen af atomvåben ( Et verdensomspændende NMD system, som virkede, ville også beskytte Israel ). Til skeptikere som afviser værdien af garantier fra FN, vil jeg igen sige, at med en ny "afbalanceret" verdensorden, vil meget være muligt som virker umuligt i dag. Eksempelvis hvis USA virkelig helhjertet gik ind for "nul atomvåben" og fred i Mellemøsten, vil Israel blive nødt til at indordne sig, og islamiske lande med krigsplaner mod Israel vil blive nødt til at lade Israel være i fred, hvis et forenet FN sikkerhedsråd afskærer alle aggressive stater fra våben-leverancer og teknologi, og fra adgang til oliemarkeder og lånemuligheder. Med et forenet FN sikkerhedsråd vil der være langt større gennemslagskraft for alle de fornødne tiltag til at sikre verdens vigtigste sag - at forhindre en ny global oprustningsrunde. En oprustningsrunde som lynhurtigt ville kunne smadre alles drømme om en bæredygtig fremtid for jordens befolkning.
Det vil ikke nødvendigvis være nemt at få Indien, Israel og Pakistan med på vognen - men hvis viljen virkelig er til stede i verdenssamfundet, vil det kunne lade sig gøre. På slutfasens tidspunkt skal man huske på at alle verdens politiske, militære og økonomiske stormagter vil være forenet i deres ønske om at se en varig fred - og de vil kunne true stater som ikke vil samarbejde med total økonomisk og politisk isolation. Ingen stat i den moderne verden vil kunne modstå dette pres i ret lang tid før dens økonomi - og dermed dens krigsmaskine - brød fuldstændig sammen.

For at konkludere - den løsning til NMD-dilemmaet som jeg foreslår som mest effektiv er følgende: USA og de andre atommagter skal have fuld fart på med at skrotte deres atomvåben, så NUL ATOMVÅBEN bliver den endelige og bedste garant mod atom- våbenangreb. USA, med Ruslands og Kinas accept, kunne så sideløbende bygge et begrænset NMD system, f.eks. et boost-phase system, som en forsikringspolice mod "states of concern", hvis systemet er teknisk troværdigt. FN kunne også sideløbende tage stilling til udvikling af et verdensomspændende NMD system, hvis teknisk troværdigt og ønskeligt, som skulle beskytte alle lande mod nuklear afpresning i en atomvåbenfri verden. Alle lande skulle betale efter evne til systemets udvikling og drift. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning skal FN- godkendte redningsaktioner med konventionelle midler, som skulle tilintetgøre atommissiler under konstruktion, accepteres af verdenssamfundet.

8. NMD, Danmark og Thule
I forbindelse med Thule, vil nogle sige at hvis Danmark i samråd med Grønland stiller USA betingelser for en opgradering af Thule-radaren, kan det se ud som om Europa svigter USAs ønske om sikkerhed, mens vi fortsat forventer sikkerhed fra USA. Det ville naturligvis være urimeligt - selvfølgelig skal vi ikke svigte et USA som tit har hjulpet, og hjælper stadigvæk Europa i kritiske situationer - og selvfølgelig er det utrolig vigtigt at bevare den gode dialog mellem Europa og USA, så europæere og amerikanere kan virke modererende på hinanden, hvis ekstreme synspunkter dukker op. Men med USAs accept for nylig af en europæisk udrykningsstyrke, viser Europa og USA en fælles forståelse for at vi europæere netop er begyndt at forvente mindre af USA.

Derfor, hvis Danmark og Grønland, igennem en bred offentlig debat, tager stilling til hvordan man mest hensigtsmæssigt minimerer faren fra hele verdens atomvåben, kan Danmark og Grønland pænt og høfligt tillade sig at stille Bush regeringen nogle krav i lyset af denne stillingtagen. Nogle krav, som en betingelse for at bruge Thule, som f.eks. skal sikre verdensfreden - og de krav jeg vil foreslå er naturligvis en bevægelse mod "nul atomvåben", i et klima med et fuldt udbygget samarbejde mellem atommagterne, som skitseret i dette debatoplæg.

Og hvis nogle i det Danske Rigsfællesskab føler sig for afhængig af USA i forsvars- anliggende til at kunne still USA krav, må dette være en passende anledning for Danmark, og især for venstrefløjen, til at tage det danske EU forsvarsforbehold op til revision, da det Danske Rigsfællesskab må spørge sig selv om det er klogt at være for afhængig af et USA stærkt påvirket af Republikanernes højrefløj.

9. NMD og USAs "China Bashers", Kina-haderne
I afsnit 4 var jeg inde på at Colin Powell i 1993 har sagt, i lighed med andre eksperter, at et konventionelt førsteslag som svar på nuklear afpresning, f.eks. fra en "state of concern", er et tilstrækkeligt forsvarsmiddel. Man tilintetgør missilerne før de kan affyres, ganske enkelt. Hvorfor har han så ændret holdning siden 1993?

En årsag kunne være at det ville være meget ubehageligt at udføre et angreb på en "state of concern" - og dette argument, som nogle NMD-tilhængere fremfører som en god grund til NMD, er ganske forståeligt. De styrker som skulle udføre angrebet, hedder argumentet, kunne i værste fald lide store tab, på trods af de avancerede konventionelle våben som f.eks. NATO råder over i dag. Og civilbefolkningen i det land der blev angrebet kunne også i værste fald lide store tab, på trods af de avancerede, moderne, meget præcise konventionelle våben.

Alt dette er rigtigt, og hvis et NMD system virker så godt at det kan skyde atommissiler ned i luften, så man er fri for at angribe, vil det være den bedste løsning. Jeg håber at det er derfor at Colin Powell nu går ind for NMD. Og jeg håber at det bliver muligt at udvikle et NMD system som kan sikre alle fredselskende mennesker mod nuklear afpresning - selvom man ikke skal glemme det dødsensfarlige radioaktive nedfald som ville drysse ned på jorden bagefter, og som man stadigvæk skulle beskytte sig imod

Men håb alene er ikke nok - hvor mange menneskeliv står på spil skal vi have mindst én reserveplan at falde tilbage på - og konventionelle angreb er nødt til at være svaret. Og ligesom vi ikke kun skal have én plan om hvordan vi håndterer "states of concern", skal vi ikke være naive, og tro at der kun kan være én forklaring på hvorfor mange Repub-likanere ønsker NMD. At knække Kina økonomisk, og derfor politisk, ved at fremprov-okere et nyt våbenkapløb kan være nogle Republikaneres egentlige motiv, som jeg allerede har været inde på. ( I afsnit 7. pkt. 3 har jeg været inde på hvorfor kineserne mener de kan blive tvunget i selvforsvar til at udvikle hundreder af langtrækkende atommissiler som en tilstrækkelig effektiv gengældelsestrussel mod et missilskjold - og disse missiler vil også kunne nå Europa og Grønland ).

Selv den fundamentalistiske Pat Robertson fra "the Christian Broadcasting Network", tilhørende USAs kristne højrefløj, er bekymret nok til at advare imod de fanatiske "China bashers", som gerne ser Kina som den nye fjende, et nyt "Ondskabens Imperium", når nu Sovjetunionen ikke længere kan være det land man elsker at hade. I "Pat´s Perspective - Keep The Door To China Open" skriver Robertson "For nogle få årtier siden var jeg marinesoldat i Korea, ansigt til ansigt med den kinesiske hær. Hvor end forfærdelig Koreakrigen var, ville en atomkrig med Kina være en ufattelig tragedie. Uden at forlade vore rodfæstede principper, skal vi bestræbe os på at gøre Kina til en ven... I sandhed, skal vi gøre dette for USAs fremtid og for verdens fremtid". Læs selv hans ord: www.christianity.com 96,00.html . Pat Robertson er et interessant tilfælde - en fundamentalist som går imod "sine egne", imod strømmen, når han synes det er påkrævet. Derfor skal vi også passe på at vi ikke dæmoniserer USAs kristne fundamentalister - og skærer dem alle over én kam.

Kina har meget lang vej at gå endnu før det bliver et ægte demokrati i vestlig forstand, men hvorfor kan vi ikke bære over med Kinas til tider dårlig opførsel indtil Kina bliver en ansvarlig og demokratisk stat, især når Kina i virkeligheden for længst har lagt ægte kommunisme bag sig, og føler sig frem, trods landets store problemer, mod en demokratisk fremtid? Har de vestlige "China bashers" glemt vor egen ikke så fjerne koloniale fortid, hvor vi mildest talt ikke altid respekteret de indfødtes menneskerettig-heder? Det moderne USA består af land som egentlig tilhører indianer-stammerne, hvis menneskerettigheder "den hvide mand" har undertrykt i flere århundreder. Og det er mindre end 40 år siden at sorte Afro-amerikanere skulle slås, og nogle dø, for deres menneskerettigheder. Men ingen taler om at straffe USA af disse grunde - resten af verden bærer over med amerikanerne, mens de selv finder ud af hvad det vil sige at blive et ægte demokrati, hvor alle er lige for loven.

I øvrigt påpeger den amerikanske Kina-ekspert John Bryan Starr i bogen "Det moderne Kina" ( 1998 ) at man når længst, hvis man vil hjælpe kinesiske systemkritikere, hvis man "forstår hvor vigtigt det er at arbejde langsomt og stille med sine samtalepartnere for at få Kina til at sige ja ( til forbedring af kritikernes vilkår ) uden at tabe ansigt". Envidere skriver han "at brugen af handelssanktioner som et middel til at gøre noget ved menneskerettighederne har den modsatte virkning". Han konkluderer at sanktioner mod Kina skader netop den kontakt med omverdenen, som har gjort kinesiske borgere bekendt med befolkningers rettigheder i andre lande, en viden kinesere har brugt til til at presse deres egen regering til at garantere de samme rettigheder.

Hvad vil Vesten egentlig opnå hvis vi ikke kan vente på Kinas fredelig overgang til demokrati, og det lykkes Kina-haderne at knække Kina, uden en atomkrig, igennem et våbenkapløb som NMD udløser? Sandsynligvis et Kina der ender i kaos og fattigdom, med som sagt, en flygtningestrøm uden sidestykke på vej mod Vesteuropa. Hvis det derimod lykkes at knække Kina med en atomkrig - og vi skal ikke undervurdere kinesernes kampånd efter de sidste 150 års nationale ydmygelser - kan både vi NATO-borgere og kineserne se frem til en flygtningestrøm uden sidestykke fra alle vore lande, på vej mod - hvor? Hvem vil tage imod vore overlevende i en verden hvor den globale økonomi var brudt sammen på grund af en selvforskyldt krig? Derfor skal Vesten ikke søge en konfrontation med Kina - og det Danske Rigsfællesskab kan forhindre at dette sker i forbindelse med Thule-radaren ved at tage kinesiske indvendinger mod NMD alvorligt, og påpege at Danmark kun kan acceptere et NMD system som Kina ( og Rusland naturligvis ) kan acceptere. - se "Kina advarer Danmark mod missilskjold",

www.berlingske.dk . Kina må til gengæld love at overholde aftaler om ikke-spredning af atomvåbenteknologi.

10. Hvad har NATO-landene egentlig at tabe hvis atommagterne tager de første skridt mod afskaffelsen af alle atomvåben?
Der findes mange kulturelle forskelle mellem jordens befolkninger, men vi har ÉN jord at bo på, var den filosofi der fik Sovjetunionens Gorbatjov og Sjevardnadse til at bevæge sig væk fra konfrontation og til at søge kompromiser som kunne afslutte den kolde krig. Har vi glemt det håb de tændte for en fredelig fremtid? Opgaven er ikke fuldført endnu - den opgave som Reagan og Gorbatjov forestillede sig vil være fuldført i år 2000 - den totale afskaffelse af atomvåben. Det ser tværtimod ud til at de befolkninger som tryglede om nåde fra atomkrigens rædsler i 1980´erne er ret ligeglade med muligheden for en atomvåbenfri fremtid som nogle har slidt så hårdt for - men det er nok fordi de ikke bliver informeret ordentlig om tingenes tilstand i dag. Lad os rette op på det med en ny debat om atomvåben, en debat som NMD og Thule spørgsmålet giver en naturlig anledning til .

Lad os stille spørgsmålet - hvad har NATO-landene egentlig at tabe hvis de påbegynder en nedrustningsproces som skal afskaffe atomvåben? Hvis om nogle år Frankrig og USA kom ned på de 185 langtrækkende ( "strategiske" ) atomvåben som Storbritannien har, og Rusland gjorde det samme, ville NATO stadigvæk være verdens mest frygtindgydende stormagt, med 555 strategiske våben , 3 gange flere strategiske våben - våben som kan nå et andet kontinent - end Rusland; og 27 gange flere end Kina ( og Pakistan?), de eneste andre lande med strategiske våben - se tabellen igen ,"Current World Nuclear Arsenals", www.cdi.org .

Når nedrustningsprocessen var kommet så langt kunne NATO-landene holde en pause før slutfasen, afskaffelsen af de sidste atomvåben fra alle lande, for at sikre i samråd med Rusland og Kina at Israel, Indien og Pakistan ville samarbejde i slutfasen. Hvis der trods alle diplomatiske og økonomiske forholdsregler var "states of concern" som ikke ville samarbejde, ville de få deres missiler tilintetgjort før de kunne affyres - men hvis Israel, Indien og Pakistan ikke kunne overtales eller tvinges til at samarbejde, ville NATO-landene, Rusland og Kina være nødt til at forlænge pausen indtil hele verdenssamfundet havde overbevist de tre "uofficielle" atommagter om at nul atomvåben er i alles langsigtede interesse.

I pause-fasen ville slutmålet ikke være nået endnu, men alene det at få begyndt på nedrustning ville give fordele. NATO ville bevare sin militære overlegenhed over alle andre stormagter hele vejen igennem processen, mens fordelene ville vokse måned for måned, med en langt mindre risiko for en russisk fejlaffyring - "de-alerting" ville være en del af nedrustningsprocessen; med et bedre internationalt klima; med færre risici for spredning af atomvåben-teknologi, og dermed med færre risici for at nye "states of concern" eller "nye atommagter" dukkede op. Og oven i alt dette ville der være den psykologiske fordel at tillid virker selvforstærkende, så vi kunne forvente bedre samarbejde mellem de involverede stater i andre internationale anliggender. Sidst men ikke mindst ville være propaganda-værdien af processen, som ville gøre det endnu sværere for Israel, Indien og Pakistan at nægte at samarbejde.

Processen jeg beskriver her er i generel overensstemmelse med "Canberra Commission" og "New Agenda Coalition" anbefalinger. Se afsnit 4 for internet adresser - Canberra Commission rapporten, offentliggjort i januar 1997, er et dokument på 79 sider som dækker alle aspekter af atomvåben-nedrustning. Min "køreplan" er naturligvis bare en grov skitse - den rigtige plan vil blive meget detaljeret, med mange detaljer om afmontering af våbnene, om bortskaffelse af plutonium, om verificering af våbnenes tilintetgørelse o.s.v., o.s.v. Ingen kender de præcise detaljer endnu - men jeg har lavet denne meget forenklede "køreplan" for at illustrere at NATO-landene intet har at frygte, efter min mening, ved at påbegynde nedrustningsprocessen.

Men de har meget at tabe ved ikke at gå i gang - stigende udsigter til en ny "kold krig" med stigende militære udgifter og international uro - og stigende udsigter til den utilsigtede affyring af et russisk atommissil. I værste fald udsigten på længere sigt til global atomkrig.

Ved derimod at prøve "vejen til nul atomvåben" har NATO-landene i det mindste en chance for at det vil lykkes at afskaffe atomvåben. Er det ikke en chance vi skulle tage?