Er tænder noget man bare skal trække ud?

Det vil i så fald være langt billigere og - ud fra et folkesundhedsprincip - langt bedre at reducere tandplejen til en symptombehandlende enhed der trækker ømme tænder ud. Hvis ikke tandplejen får fred bliver det konsekvensen

Torsdag d. 31. maj 2001
Martin Bagger
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet.

Tandplejen har i årevis balanceret på kanten af kaos (i visse af kystens byer er tandplejen de facto brudt sammen) men pålægges nu alligevel yderligere besparelser.

Sygdomsforekomsten har været - og er stadig - meget høj og reelt ude af kontrol. De seneste undersøgelser viser at 80 procent af skolebørnene er ramt.

Man har trods mangelfulde normeringer og dårlig rekruttering af tandlæger til de stillinger der rent faktisk er, arbejdet ihærdigt med at få kontrol med den meget voldsomme forekomst af tandsygdomme, der plager den grønlandske befolkning.

Tandplejen er presset af et højt sygdomsniveau, urealistiske forventninger fra patienterne til behandlingstilbuddet, utilstrækkelige hjælpekræfter og utilstrækkelige tandlægeressourcer. Vi har derfor arbejdet koncentreret og målrettet med en systematisk langtidsstrategi, der på sigt skal løfte den generelle tandsundhed i Grønland.

For tre år siden indledtes således et langsigtet samarbejde med Tandlægeskolen i København om en registrering af sygdomsniveauet og en efterfølgende strukturering af tandplejen.

I erkendelse af den mangelfulde normering, de mange ubesatte stillinger og det voldsomme sygdomsbillede har vi været nødt til i vid udstrækning at se bort fra voksenbefolkningen og koncentrere kræfterne om skolebørnene. Dette har længe været praksis. Man forsøger dog de fleste steder at opretholde et minimalt behandlingstilbud for voksenbefolkningen samtidig med den systematiske indsats overfor skolebørnene.

Besættelse af alle tandlægestillingerne og en gradvis opnormering har hele tiden været centrale elementer og en forudsætning for at have realistiske forventninger om at løfte opgaven. Situationen har imidlertid været den, at der i hele perioden har manglet både tandlæger, kigutigissaasut og klinikassistenter.

Klinikassistent- og kigutigissaasoq-uddannelserne blev herudover stoppet for 5 år siden. Uddannelserne blev aldrig reformeret som planen egentlig var, og først i år vil der angiveligt kunne optages elever igen.

Sådan er situationen for Grønlandstandplejen i dag, og meget tyder på at den er på vej til at blive værre. Endnu engang skal tandplejen være med til at lappe hullerne efter det øvrige sundhedsvæsens budgetoverskridelser.

Denne gang belastes tandplejens begrænsede budget af en udskrivning på 1,4 millioner til dækning af diverse overskridelser som tandplejen ikke har del i. Dette er ikke en kritik af at budgetterne ikke kunne holde, hvad vi sådan set har forståelse for, men af, at det skal gå ud over tandplejen.

Hvor sundhedsvæsenet langt hen af vejen af nød har baseret sig på kortsigtede lappeløsninger, har tandplejen faktisk en struktureret langsigtet strategi. Den saboteres desværre af en mangelfuld rekruttering, mangel på veluddannede hjælpekræfter og altså også af disse vilkårlige besparelser, der udover at koste stillinger også er en illustration af den vægtning tandplejens opgaver må have i hjemmestyret.

Når lægebetjeningen er ramt af ubesatte stillinger koster det samfundet dyrt i forbindelse med evakueringer, tilkaldte vikarer og vakantindkvarteringer.

Når tandklinikkerne oplever en lignende personalemangel bliver patienterne ikke evakueret og der tilkaldes ikke korttidsvikarer. Tandplejen går bare lige så stille i stå, indtil der igen er ansat personale.

Tandplejen har på denne baggrund år efter år afleveret ikke ubetydelige summer til det øvrige sundhedsvæsen mens tandsygdommene har fået lov til at florere.

Hvis tandplejen skal være en del af fælleskassen, og vi da løbende skal afgive ressourcer for at betale for det øvrige sundhedsvæsens evakueringer, må alle være indstillet på at behandlingsniveauet mere permanent justeres til et væsentligt lavere niveau.

Det vil helt oplagt gå ud over den langsigtede strategi for tandplejeområdet. For at langtidsplanlægge, må man kunne stole på, at der er penge på budgettet og ansat det fornødne personale næste år. Det vil ellers være spild af tid og penge at forsøge at etablere et velfungerende tandplejetilbud.

Det vil i så fald være langt billigere og - ud fra et folkesundhedsprincip - langt bedre at reducere tandplejen til en symptombehandlende enhed der trækker ømme tænder ud. Hvis ikke tandplejen får fred bliver det konsekvensen.

Hvis der skal være noget perspektiv i at arbejde langsigtet og målrettet er det et mindstekrav at vores arbejdsgiver - hjemmestyret -viser forståelse for den sårbare position tandplejen befinder sig i og signalerer en interesse i at sikre kontinuiteten.

Det modsatte synes desværre at være tilfældet. Det politiske system er fuldt ud orienteret om tandplejens situation i dag. Man må derfor formode, at det er hjemmestyrets opfattelse, ar befolkningen kan klare sig med en tandudtrækning, hvor de før kunne få en udfyldning.