Et kafkask mareridt

Som finansudvalgsformand har jeg forsøgt at holde fast i de beslutninger, som landsstyre og Landsting har truffet. Det har været meget upopulært, at jeg har fulgt den udstukne politik og ikke taget hensyn til personlige politiske ambitioner

Fredag d. 22. juni 2001
Poul Krarup
Emnekreds: Politik.

Indholdsfortegnelse: Følger ikke partiets politik Følger sin overbevisning Jeg kæmper for en retlinet politik Kernevælgerne Finansudvalget Adskillelse af landsstyre og Landsting Q-bådene Stram finanspolitik Universitetsprojekt Prioriteringen Behov for ti-årsplaner Bygge- og anlægsfond På vej mod afgrunden Per Berthelsens (51 år) ensomme kamp mod systemet er helt Kafkask. Der bruges alle mulige svinske metoder for at lukke munden på ham. Han anklages for ikke at deltage i gruppemøder, selv om alle ved, at han har haft en lang sygdomsperiode på grund af sin gigt. Når gruppen prøver at udmanøvrere ham, sker det, når han ikke er hjemme, men til møder i Nordisk Råd eller andre steder. Følger ikke partiets politik Partiets hovedbestyrelse, som skal dømme ham, er allesammen personer, som er blevet sure på ham, fordi han kræver, at reglerne følges. Den væsentlige påstand i det anklageskrift, som de samme personer er forfattere til, er, at han er imod partiets politik. Men det, siumutterne har svært ved at skelne imellem, er deres egne politiske ambitioner og deres personlige politik på den ene side og så partiets politik på den anden. Per Berthelsen siger, at han ikke har gjort andet end at fastholde Siumuts overordnede politik og den politik, som gavner samfundet. Følger sin overbevisning - Jeg bliver nu ofret for at følge Siumuts politik, siger han. - Jeg følger ikke personer, jeg følger tanker - for personer kan korrumpere, det kan tanker ikke, siger han. - Det er nok min største fejl, at jeg ikke hopper og danser efter magtfulde personers piber, men at jeg følger de ideer og tanker, som ligger til grund for partiets politik, som er aftalt med koalitionspartneren, og som er udtrykt i budgetlovgivningen og i landsstyrets handlingsplan. - Det interessante er, at jeg følger Siumuts politik, og den må altså være overordnet enkeltpersoners ambitioner. Det er imod grundloven, hvis jeg bliver fyret, fordi jeg ikke følger gruppediktaturet. - Jeg er kun bundet af min egen overbevisning, siger Per Berthelsen. Jeg kæmper for en retlinet politik - I sin tid gik jeg ind i politik for at rette op på skævheder og gøre politikken mere retlinet. Det skete efter, at jeg som julemandsdirektør var blevet behandlet svinsk. - Jeg er meget taknemmelig for mine vælgere. De har i alle årene givet mig et godt valg. - Jeg startede med at stille op for Akulliit Partiiat, fordi jeg troede, at det lå i centrum i den politiske skala. Men det viste sig hurtigt, at Akulliit Partiiat var formandens parti. Nogenlunde det samme som jeg oplever i dag i Siumut. - Jeg ønsker at ligge i centrum og forhandle mig frem til politiske løsninger. Jeg troede, at Siumut var et bredt midterparti, der havde plads til bredden og individuelle synspunkter, men jeg oplever et diktatur, hvor man skal følge formandens pibe i stedet for de ideer og visioner, som ligger i partiets program, og de politiske aftaler og programmer, der er udsendt. Kernevælgerne - Jeg har været meget glad for mit politiske arbejde i kommunalbestyrelsen i Nuuk. Og jeg har stor respekt for Agnethe Davidsen som borgmester. - Ved kommunevalget i år kan jeg konstatere, at mine kernevælgere er de 19-40-årige, og at det er nogenlunde de samme, som stemmer på mig til Landstinget.Det fremgår af Sermitsiaqs analyse af kommunevalget, som jeg er meget glad for. - I 1999 gik jeg til valg på, at jeg ville kæmpe for demokratiet og bebekæmpe kammerateriet i Siumut. Men der var ballade allerede dengang, fordi Siumuts ledelse ikke ville opstille mig, og det var først, da jeg truede med en retslig undersøgelse, at partiets ledelse bøjede sig. Og jeg mener, det var til gavn for partiet, at jeg stillede op. - Jeg fik et godt valg og sidder på et bredt mandat. Jeg fik flest stemmer i Nuuk, men 50 procent af mine stemmer kom jævnt fordelt fra hele landet. Finansudvalget - Efter landstingsvalget i 1999 respekterede jeg, at Jørgen Wæver Johansen havde fået flere stemmer og skulle være formand for Finansudvalget. I det arbejde støttede jeg Jørgen Wæver Johansen, også når han kom i konflikt med Jonathan Motzfeldt. Udvalgets opgave var - og er at kontrollere landsstyrets økonomiske dispositioner og sikre, at de er i overensstemmelse med Landstingets beslutninger. - Derfor er jeg i dag meget skuffet over, at Jørgen Wæver Johansen, efter han er blevet landsstyremedlem, har glemt Finansudvalgets opgave. - Da Mikael Petersen blev gået som landsstyremedlem for sociale anliggender på grund af sine fatale økonomiske dispositioner, og Jørgen Wæver Johansen fik jobbet, blev jeg midlertidig formand for Finansudvalget. - Jonathan Motzfeldt ønskede ikke, at jeg skulle have posten, men at den skulle gå til Mikael Petersen. Men udvalget og koalitionen bakkede mig op, og i 2000 blev jeg genvalgt til formandsposten. Det var efter, at landsstyret havde fået gennemtrumfet, at medlemmerne af de stående udvalg skulle genvælges hvert år. Adskillelse af landsstyre og Landsting - Det er en beslutning jeg har bekæmpet og har forsøgt at få ændret, fordi medlemmer af de stående udvalg skal være sikre på, at de ikke risikerer deres udvalgspost, hvis de går imod landsstyret. - Jeg ønsker en meget klar adskillelse mellem Landsting og landsstyre og en større magt til Landstinget. Men det er svært, når Landstingets formandskab er afhængig af landsstyret, og når landstingssekretæren er en nær personlig ven af landsstyreformanden, hvorfor man kan frygte, at han skulle være mere loyal overfor landsstyret end overfor Landstinget. Som finansudvalgsformand har jeg forsøgt at holde fast i de beslutninger, som landsstyre og Landsting har truffet. Det har været meget upopulært, at jeg har fulgt den udstukne politik og ikke taget hensyn til personlige politiske ambitioner. Q-bådene Den første sag, der gjorde mig upopulær var Q-bådene, som landsstyret pressede igennem op til finanslovens tredje behandling. Det var stik imod alle regler, og jeg protesterede selvfølgelig. Sagen skulle have været gennem den normale beslutningsproces og Finansudvalget havde tidligere afvist sagen. Igen brød man alle regler af hensyn til en af kammeraterne. Stram finanspolitik - Men det blev meget værre. Landsstyret fremlagde den nye budgetlov og fik den vedtaget i Landstinget. Den skulle træde i kraft 1. januar 2001, men vi fulgte allerede reglerne i 2000. Samtidig proklamerede landsstyret den stramme finanspolitik og den stramme økonomiske politik. Desuden oprettede man den nye anlægs- og renoveringsfond og krævede langtidsplanlægning for ikke at overophede byggeriet. - Det tog vi alvorligt i Finansudvalget, og vi forsøgte at følge reglerne til gavn for landet, og fordi det var koalitionens politik og altså også Siumuts politik. - Men vi blev meget upopulære, fordi vi fastholdt reglerne. Universitetsprojekt - Da landsstyret forsøgte at presse universitetsprojektet igennem på efterårssamlingen, protesterede vi, fordi man ville have Landstinget til at godkende ideen, før der forelå et egentligt projekt, og før vi kendte de fulde økonomiske konsekvenser både på anlæg og drift. - Nu når vi taler om universitetsprojektet, vil jeg gerne understrege, at jeg ikke er imod visionerne. Tværtimod. Men administrationen må altså lave et ordentligt forarbejde og et ordentligt beslutningsgrundlag, og sagen skal igennem en prioritering. - Jonathan Motzfeldt var rasende. Men vi fulgte landsstyrets egen politik og ikke nogle personlige ambitioner om at få presset et projekt igennem. - Her på forårssamlingen var der igen ballade om projektet, som blev forsøgt presset igennem Kultur- og Uddannelsesudvalget uden om Finansudvalget. Prioriteringen - Jeg protesterede igen, fordi projektet ikke kom ind i prioriteringen sammen med alle de andre behov, der er. - Vi har fra de enkelte direktorater bedt om oversigt over anlægsbehov de kommende år. - Vi har fået det fra Kultur- og uddannelsesudvalget, hvor vi kan se, at der på folkeskoleområdet er et renoveringsbehov over de kommende 10-15 år på 1,3 milliarder kroner. - Vi har det på havneområdet, hvor der er et renoveringsbehov på 300 millioner kroner over de næste 5-10 år. - Vi mangler de øvrige direktorater, men vi er blevet lovet disse oplysninger inden for de næste par måneder. - Og universitetsprojektet må ind i den sammenhæng. Vi må have en politisk vurdering i Landstinget, hvor vi har et samlet overblik over de kommende årsanlægsbehov med afledte driftsudgifter. Behov for ti-årsplaner - Ligeledes må vi vurdere, hvad der er behov for, hvis universitetsparken ikke bliver bygget. - I virkeligheden er der behov for en ti-års anlægsplanlægning, hvor man har disciplin nok til at følge den. Selvfølgelig skal der være inbygget en anlægsreserve til nye overraskelser undervejs. - En anden ting, som jeg var imod i universitetsplanerne var, at man beslutter et stort anlæg og sætter dato på. Det betyder, at entreprenøren bestemmer prisen. Arbejdet udføres med tilkaldt arbejdskraft, og byggepriserne presses endnu mere i vejret på et i forvejen overophedet byggemarked. - Som sagt støtter jeg visionerne om universitetsparken, men jeg er imod, at projektet skal gå imod en stram finanspolitik og visionerne fra handlingsplanen. Bygge- og anlægsfond - Bygge- og anlægsfonden har man ikke fået til at fungere efter hensigten. - Tværtimod er man nu begyndt at låne af fondens penge til andre formål. Man siger, at pengene nok skal blive betalt tilbage, men det tror jeg ikke på. Men man bruger altså øremærkede penge fra allerede bevilgede projekter. Det er imod lovgivningen og imod Landstingets beslutning. - Det forfærdelige er, at baggrunden for disse lån er, at driftsudgifterne løber fra landsstyret, og det kalder man stram styring. Ved at låne fra bygge- og anlægsfonden skyder man problemerne foran sig. På vej mod afgrunden - Vi er på ekspresfart mod afgrunden, hvis landsstyret fortsætter sin politik. I år har vi allerede mere end brugt driftsreserven og sidste år overskred vi driftsreserven med 420 procent. Det kan ikke blive ved. - Landsstyret har mistet overblikket og bruger for mange penge. - Det værste er, at jeg ikke kan se nogen vej tilbage i gruppen. Den er så hadsk, at jeg har svært ved at finde en løsning, siger Per Berthelsen. Han har vendt sagen og udbedt sig en undskyldning fra landstingsgruppen. - Jeg finder det meget positivt, at Jens Lyberth vil prøve at mægle i striden. - Men hvis jeg skal smides ud, ønsker jeg, at det skal ske i fuld offentlighed. Min eneste mulighed i dag er mine vælgere. Man skulle tro, at partiet vil respektere deres dom. - Det interessante er, at jeg har fået fuld opbakning fra oppositionen, der er klar til at give mig de udvalgsposter, jeg beder om, hvis Siumut ofrer mig, siger Per Berthelsen til Sermitsiaq.