Vold som kommunikation?

Hvorfor bliver alle disse voldsepisoder, ja selv grove voldsskader, ikke anmeldt til politiet og straffet? På sygehuset spørger vi altid de voldsramte, om de har anmeldt det eller ønsker at anmelde det. Ofte får vi det svar, at de lige vil tænke over det (det samme som at det ikke bliver anmeldt), eller at de ikke tør anmelde det af frygt for at få flere tæsk eller endda blive slået ihjel, hvad der tit har været trusler om

Tirsdag d. 26. juni 2001
Eskild Boeskov
Emnekreds: Kultur og samfund, Oprindelige folk, Politik, Sociale spørgsmål, Sundhedsvæsenet.

Når man er ansat på sygehuset og har vagter aften og nat, hvor man modtager mennesker til ambulant behandling og til indlæggelser, er det chokerende at opleve, hvordan volden trives som en del af dagligdagen i Ilulissat. Vold i alle afskygninger, udført med og uden påvirkning af stimulanser og som udtryk for afmagt eller magtsyge, som hævn eller sygelig handling. Kan, må eller skal vi som medlemmer af vores samfund acceptere dette?

Fra politiets døgnrapporter hører vi om mange voldsepisoder. På sygehuset oplever vi mange flere skader efter vold, som de implicerede af den ene eller anden grund ikke ønsker at anmelde. Det kræver ikke stor fantasi at forestille sig, hvor meget vold, der i virkeligheden sker rundt omkring i hjemmene og i byen uden, at det kommer til sygehusets eller politiets kendskab.

På sygehuset behandler vi næsten dagligt og nogle gange flere gange dagligt skader efter vold. Det drejer sig om blå mærker, større blodansamlinger under hud og i muskler, forvredne fingre, arme og ben, brækkede fingre, arme og ben, gennembankede kvinder, som indbringes næsten ukendelige på grund af kraftige hævelser, blodansamlinger i ansigtet, blå øjne og kæbebrud. Det kan dreje sig om slag og sparkelæsioner med brækkede ribben, lungelæsioner eller læsioner med brækkede ribben, lungelæsioner eller læsioner af organerne i maven. Det kan dreje sig om skud eller knivstikslæsioner. Det siger sig selv, at der skal slås og sparkes hårdt og mange gange for at frembringe så mange og alvorlige skader, som vi alt for ofte ser.

Meget ofte, men ikke altid, er volden udført under påvirkning af alkohol, og ofte er både skadevolder og voldsramte påvirket. Det er uvist, hvor ofte der er tale om påvirkning af hash, men da hashmisbrug er udtalt, vil mange sandsynligvis have en blandet hash- og alkoholpåvirkning. For mig at se, er dette absolut ingen undskyldning, snarere en skærpende omstændighed, som gør handlingen endnu mere uacceptabel.

Hvordan og hvorfor bruges vold?
Ser man på de tilfælde af vold, der havner på sygehuset, er det antalsmæssigt langt overvejende hustruvold og meget ofte grov vold, som ikke sjældent kræver operation eller langvarig behandling. Som sagt er jeg slet ikke i tvivl om, at vi kun ser toppen af isbjerget, langt det største antal voldsskader, som "kun" blå øjne, blå mærker, hævelser og smerter kommer aldrig til andre end de nærmeste pårørendes kendskab.

Hvorfor bliver alle disse voldsepisoder, ja selv grove voldsskader, ikke anmeldt til politiet og straffet? På sygehuset spørger vi altid de voldsramte, om de har anmeldt det eller ønsker at anmelde det. Ofte får vi det svar, at de lige vil tænke over det (det samme som at det ikke bliver anmeldt), eller at de ikke tør anmelde det af frygt for at få flere tæsk eller endda blive slået ihjel, hvad der tit har været trusler om. Andre gange er svaret, at manden allerede har fortrudt og sagt, at han aldrig vil gøre det igen. Hvor tit har vi ikke alle hørt mennesker med hyppige blå øjne, småsår og blå mærker bortforklare det med, at hun den ene gang er gået ind i en dør og den anden gang er faldet på trappen eller har revet sig på et søm? Og hvor skamfuldt må det ikke være først at få bank og derefter skulle bortforklare det, selvom man inderst inde bare ønsker at fortælle om det og komme bort fra de gentagne tilfælde af vold? Undersøgelser har vist, at har en ægtefælle først én gang været voldelig, vil det ubehandlet fortsætte mange gange.

I ekstreme tilfælde ser vi kvinder, der drives så langt ud, at de i selvforsvar eller som hævn eller i raseri over gentagne ydmygelser, griber til selvtægt og skubber manden ned af en trappe eller dræber ham. En ulykkelig udgang på noget, som kunne have været stoppet med andres hjælp.

Hvorfor griber så mange og især mænd til vold i stedet for at samtale, kommunikere? Det kan selvfølgelig være et gammelt kulturlevn, den stærkes ret, mandens ret. Jeg kan ikke forestille mig, at det at gribe til vold er en fornøjelse for voldsmanden, en slags katten legen med musen, manden legen med konen, når der kommer alkohol i hjernen. Jeg tror snarere, der er tale om afmagt, afmagt overfor at skulle klare tilværelsen i et krævende samfund, at skulle leve op til moderne tider, afmagt overfor det, at mange kvinder er bedre til at uddanne sig, bedre til at omstille sig til nye tider og nye jobkrav, mere åbne overfor at skabe sig venner og dermed også skabe sig et netværk, evner som skaber mere selvstændige kvinder og som skaber jalousi hos mændene, en jalousi, som kan holdes nede en vis tid, men som koger over med vold under alkoholpåvirkning, eller hvis kvinden drister sig til at stille krav om deltagelse i hjemmets pligter.

Vi oplever på sygehuset også andre former for vold. Det kan være psykisk syge mennesker som udtryk for stort kaos i disse menneskers sind. Det er en meget sjælden ting, men noget, der gør mange bange, fordi de oplever det som fremmedartet og ikke til at kontrollere. Vi oplever, at mange mennesker bliver bange, hvis en tidligere voldelig, psykisk syg person i en periode bliver manisk urolig, og vi oplever et pres fra mange sider om, at vi med tvang fjerner disse personer fra byen. Det kan være berettiget, men også mange gange ulykkeligt, fordi det stempler tidligere tvangsindlagte mennesker som farlige til alle tider.

Vi oplever også vold som hævn, hævn for tidligere uoverensstemmelser, hævn for at have erobret ens kæreste, jalousi eller hævn for manglende betaling af gæld. Endelig er der den vold, der hver uge sker på værtshusene, hvor slagsmål opstår over tilsyneladende urimelige situationer.

Til sidst vil jeg nævne selvmordene, som jeg opfatter som vold mod én selv og mod ens efterladte. Den grusomste voldshandling, som berøver én selv livet og mærker de efterladte resten af deres liv. En handling, som ikke altid er ment som vold og hævn, men som også kan være den eneste udvej et ulykkeligt menneske kan se.

Kan og vil vi acceptere al den vold?
Jeg håber og tror, at mange er enige med os fra sygehuset om, at vi ikke vil acceptere vold som en naturlig udtryksform. Men hvad gør vi? Jeg tror ikke, man alene kan straffe sig ud af vold. Straffen skal være der som et bevis på, at vi som samfund ikke accepterer vold, og der lyder da også toner fra retsvæsenet om strengere straffe mod grov vold, men jeg tror, at vi alle sammen er nødt til at trække en grænse for, hvad vi vil acceptere og fortælle dette hver gang, vi støder på volden. Vi skal ikke blot lukke øjnene og sige, at det vil vi ikke blande os i, det er den enkelte families egen sag. Vi bør tale mere om det, og det skal være tydeligt for voldelige mennesker, at vi ikke accepterer dette i Ilulissat eller for den sags skyld nogen andre steder. Det er ikke blot et privat anliggende, det burde også være noget en kommunalbestyrelse tog alvorligt og tog stilling til.

Hvis teorien om afmagt hos de mange voldelige mænd er rigtig ville ideen om et udfarende krisecenter for mænd måske være god, et sted hvor man hjælper mænd af med deres afmagt og erstatter den med selvtillid og mod på livet.

En begyndelse kunne være en større åbenhed om vold, en opfordring til at skrive i lokalaviserne og i landsbladene, fortælle om det og tale om det i lokalradio og TV eller landsdækkende radio og TV.

Aller vigtigst er det, at vi siger fra, hvor vi møder volden.