Sydgrønland hører til bygder og yderdistrikter

Koncession på postområdet er ikke bare en eneret, men også en pligt, og væsentlige forringelser i servicen er alvorlige sager, som på forhånd bør diskuteres med forbrugerne. Med ansvar for posten her i landet er det uanstændigt af Post Greenland at sløjfe avisdistributionen til en stor del af landet

Torsdag d. 26. juli 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Bygder, Infrastruktur, Politik.

SYDGRØNLAND - og det vil her sige alle beboede steder syd for Nuuk - er blevet en del af begrebet bygder- og yderdistrikter. Fra 29. oktober er det slut med post midt i ugen, og AG’s tirsdagsavis sendes sydpå sammen med torsdagsavisen og Sermitsiaq om fredagen. Hele ugens post i én dynge op til weekenden. Men der er jo også god tid til at læse den, hvis den ikke i mellemtiden er blevet for gammel - som for eksempel tirsdagsavisen.

Indbyggerne i bygderne og i byer som Illoqqortoormiit, Tasiilaq, Qaanaaq og Upernavik har altid haft forståelse for, at det er for dyrt at opretholde det samme serviceniveau som i den øvrige del af landet. Der er grænser for, hvad befolkningsunderlaget kan retfærdiggøre.

Og nu er grænserne skrumpet yderligere ind. Paamiut og Sydgrønland er kommet til at ligge udenfor. Set fra et postmæssigt - og for den sags skyld luftfragtmæssigt - synspunkt er de sydgrønlandske byer så ubetydelige, at de må vente en uge på forbindelse, nemlig fra mandag morgen til fredag/lørdag.

Det er et spørgsmål om økonomi. Det skal kunne betale sig at flyve post til Sydgrønland, og det kan det ikke, med mindre der også er passagerer med flyet, og det er der ikke i Post Greenlands nye fly. Derfor må den lille maskine nøjes med at flyve dér, hvor der er masser af post.

I resten af landet kommer posten også frem, men med forsinkelse.

DET ER IKKE spor sikkert, at befolkningen i de sydgrønlandske byer har samme forståelse for at høre til bygder- og yderdistrikterne, som de traditionelle yderområder har haft det. Og hvad bliver det næste?

Det bliver naturligvis et stop for enhver udvikling af infrastrukturen i Sydgrønland - fra og med Paamiut. Der bliver måske sjældnere skibsanløb, nedprioritering af sundhedsvæsenet og af erhvervsudviklingen og så videre. Væksten skal ledes udenom Sydgrønland og eksponeres i de befolkningsrige egne fra Nuuk og nordover, til og med Diskobugten.

MAN BEHØVER IKKE være særlig kvik for at forstå, at AG med denne svada ikke bare går Sydgrønlands ærinde, men også sit eget. Det er vi simpelthen nødt til, og vi er afhængige af at gøre fælles front med dem, der er i samme båd - og det er ikke bare læserne i Sydgrønland, men hele befolkningen syd for Paamiut.

Her har vi i mange år distribueret vores avis to gange om ugen - og endnu tidligere oven i købet tre gange. De to ugentlige udgivelser er et væsentligt element i AG’s avisprodukt, og tirsdagsavisen er det eneste trykte alternativ til de elektroniske medier midt i ugen. Netop tirsdagsavisen har haft en ikke ikke ringe slagkraft under væsentlige sagsforløb, hvad enten arenaen har været tumleplads for politik, politiske skandaler, politi- og retssager eller for hovederhvervet, fiskeri og fangst eller den folkelige og meningsdannende debat.

Det er vigtigt for Grønland at have et trykt alternativ til de landsdækkende, hjemmestyreejede medier, og AG skaber i øjeblikket det eneste alternativ i ugens første halvdel.

PROBLEMER ER TIL for at blive løst, og det har vi her på avisen arbejdet hårdt på, siden vi ad omveje blev klar over, at Grønlandsfly og postvæsenet i deres rodede samarbejde har bestemt sig for ikke at distribuere AG til Sydgrønland.

Vi har derfor opstillet en række scenarier for nyhedsflow, produktion, aktualitet, økonomi. Den ene plan og konsekvensberegning efter den anden.

Men det er ikke lykkedes. Ingen af de mange forslag kan realiseres. Hvert af dem mangler væsentlige elementer som for eksempel økonomi eller aktualitet.

Desværre ser det ud til at vi må opgive, og at vi meget modvilligt tvinges til at sende to aviser til Sydgrønland ad gangen.

Det er en meget, meget beklageligt, fordi det ændrer mediebilledet og forringer de sydgrønlandske medborgeres mulighed for at være med på lige fod med den øvrige del af landet.

Den eneste løsning på problemet er, at postvæsenet og/eller Grønlandsfly ændrer deres planer. Men det kan eller vil de ikke. Gennem møder, samtaler og korrespondance har vi forsøgt, men de beklager hver for sig blandt andet med deres indbyrdes umulige samarbejde som undskyldning.

AG ønsker ikke at blande sig i konflikten mellem Post Greenland og Grønlandsfly, men vi synes det er skammeligt, at et par mere eller mindre offentligt ejede og helt eller delvist koncessionerede monopolforetagender som postvæsenet og Grønlandsfly uden videre kan diktere mediebilledet i et land, hvis spredte befolkning mere end noget andet sted har brug for at knyttes sammen af en god og alsidig medie-"infrastruktur".

Koncession på postområdet er ikke bare en eneret, men også en pligt, og væsentlige forringelser i servicen er alvorlige sager, som på forhånd bør diskuteres med forbrugerne. Med ansvar for posten her i landet er det uanstændigt af Post Greenland at sløjfe avisdistributionen til en stor del af landet. Siden det nye postfly kom på tale, har posten bedyret, at der ikke bliver tale om serviceforringelser. Det passer altså ikke.

Posten skal ud! Det skal avisen også. Sådan har det altid været. Og sådan skal det blive ved. Grønlandsfly og postvæsenet har et ansvar, som de må leve op til.