Indsigt: Den fattige skole

Den fattige skole

Igennem hjemmestyrets 22 år er det kun lykkedes os at få under fem (5) procent af befolkningen til at gennemføre en videregående uddannelse

Torsdag d. 6. september 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Uddannelse.

OMKRING 40 PROCENT af gymnasieeleverne dropper ud af uddannelsen, skriver vi i en artikel på side 12. Det sørgelige ved denne oplysning er ikke alene tallet, men også at det ikke er en nyhed. Heller ikke inden for andre områder lykkedes det at fastholde de unge inden for uddannelsessystemet. Igennem hjemmestyrets 22 år er det kun lykkedes os at få under fem (5) procent af befolkningen til at gennemføre en videregående uddannelse.

Og folkeskolen er grundstammen i hele uddannelsessystemet. Folkeskolen er en forudsætning for, at det videre uddannelsesforløb bliver en succes. Folkeskolen er det sted, hvor ikke alene indlæring skal foregå, men også stedet, hvor motivationen til at "blive til noget" skal indprentes.

PÅ AG FÅR VI hvert år besøg af elever fra de ældre klasser langs hele kysten. De kommer til Nuuk for at besøge de forskellige arbejdspladser, så de kan få sig et lille indblik i, hvilke muligheder de har, når de skal til at vælge sig en uddannelsesretning. Og heldigvis er der gennem årene sket en tydelig udvikling med eleverne. Hvor flertallet af de unge mennesker de første mange år udtalte ønske om at "komme i butikken", at blive kontorassistenter, eller der kom et træk på skuldrene, hører vi i dag mere ambitiøse ønsker om at blive ingeniør, læge, pilot, sygeplejerske eller anden profession, som kræver en længerevarende uddannelse. Desværre er det ikke ambitioner, der kan læses ud af statistikkerne endnu.

Ambitioner gør det heller ikke alene. De unge skal have opbakning, ikke blot hjemmefra men også fra lærerne. Hvis ikke de unge får den vidensmæssige ballast, der er nødvendig for at kunne gennemføre en videregående uddannelse, stikker man dem blår i øjnene ved at bilde dem ind, at de kan blive ingeniører, læger, sygeplejersker, og hvad de ellers har af ambitioner, når de går ud af folkeskolen.

VI RÅBER OG skriger på uddannet arbejdskraft, mens tallene taler deres tydelige sprog om, at vi ikke formår at holde de unge i uddannelsessystemet. Vi diskuterer hjertens gerne, at der er for mange tilkaldte, og at vi vil være selvstændige, mens den politik og de penge, der bliver lagt i folkeskolen ikke matcher disse holdninger.

Folkeskolen udsultes. Unger sidder i kolde klasseværelser uden lys og med fotokopier af bøger, der er for dyre at købe. Og det til trods for, at den bedste måde at sikre fremtiden, både økonomisk og som et selvstændigt land, er ved at investere massivt i skole- og uddannelsesområdet.