Børn er også ofre når der øves vold mod kvinder

Når en far slår sin samlever/ ægtefælle tænker han måske, at det kun er hans samlever/ægtefæller, han slår på. Men det er ikke rigtigt, for det går også hårdt ud over børnene

Torsdag d. 13. september 2001
Jakku Andreasen
Emnekreds: Kultur og samfund, Sociale spørgsmål.

Når der øves vold mod kvinder, lytter børnene og ser på fra sidelinien

Når en far slår sin samlever/ ægtefælle tænker han måske, at det kun er hans samlever/ægtefæller, han slår på. Men det er ikke rigtigt, for det går også hårdt ud over børnene.

Det er på tide at stoppe det. Vi kan ikke blive ved med at overhøre eller overse dette forhold!

Børnene får nemlig psykiske traumer, fordi de gemmer på episoderne. De bliver ligesom et bånd, der er blevet optaget på, men som aldrig bruges eller afspilles.

Børnene får altså pyskiske mén, som de vil slæbe rundt på til langt ind i fremtiden. Hvis de ikke som voksne taler ud om deres svære oplevelser/ psykiske traumer, vil de videreføre arven fra mor eller far.

De er dem, der vil gøre brug af krisecenteret som voksne, og hvis der ikke bliver talt åbent og tydeligt med børnene, for eksempel når deres mor er blevet forulempet fysisk eller er blevet truet med skilsmisse, vil de få psykiske sår, som ikke kan heles i lang tid fremover. Ethvert sår kan nemlig ikke heles, hvis det ikke behandles. Hvis børnene ikke får behandling, vil det være dem, der øver vold mod deres medmennesker eller være dem, der bliver øvet vold mod i fremtiden. For eksempel tager mødrene deres børn med til krisecentret, og de har ikke altid kræfter til overs for børnene, som dermed får dramaet helt tæt ind på livet. Såfremt det drejer sig om flere søskende overtager det ældste barn moderrollen, hvis det er en pige, eller faderrollen, hvis det er en dreng. Dette forhold kommer også til at påvirke barnet fysisk. For eksempel bliver det uroligt, får søvnbesvær, spisevægring eller begynder at trøstespise, begynder at tisse i sengen, mister tillid til andre børn eller voksne, begynder at ødelægge kostbart legetøj eller endog mister lysten til at gå i skole, kommer bagud med lektierne, begynder at stjæle og måske sniffe.

Børn under disse vilkår bliver meget triste eller modsat hyperaktive, og det er disse børn, som kaldes for "uartige" børn, idet de gør det for at få opmærksomhed, så de kan blive set eller hørt. Disse børn bør forstås som børn, der ønsker hjælp fra enhver voksne til deres forældre.

Når de opholder sig på krisecentret, må de ændre meget på deres liv. De forlader deres hjem, og er her sammen med andre kvinder, mødre og børn i længere eller kortere tid.. Lige meget om det drejer sig om flere søskende, opholder børnene sig i de trange værelser sammen med deres mødre og må udholde meget. Alle beboerne må deles om toiletter, badeværelser, køkken, spisestue, opholdsstue og garderobe med andre fremmede mennesker. Disse svære vilkår kommer oven i børnenes dagligdag.

Mens de bor her, begynder børnene også at tænke på, hvor længe opholdet mon vil vare. Men der findes også mødre, som kommer tilbage til voldsmanden efter kun nogle få dages ophold, og der findes andre mødre, som må opholde sig her i flere måneder sammen med deres børn. Det er disse børn, det går hårdest ud over, således at de kan få ødelagt muligheden for at få en tryg opvækst.

Vi voksne må ikke på nogen måde negligere et barn, der har svære vilkår. Vi har alle pligt og ansvar til at få indblandet socialudvalget for ethvert barn, der lever under disse vilkår, det skal vi i henhold til landstingsforordning nr. 9 af 30. oktober 1993 om hjælp til børn og unge, hvor der i kapitel 2 paragraf 4 står: "Enhver, som bliver bekendt med forhold, der må antages at kunne give anledning til det sociale udvalgs indgriben, er forpligtet til at underrette udvalget herom."

I fremtiden vil der blive ført statistik over de børn, der kommer på krisecentret, ligesom vi netop har udgivet en pjece til børn om, hvordan huset benyttes, hvorfor de opholder sig midlertidigt her og så videre.

Hvordan vil vi som befolkning samarbejde for at yde det bedste for vore børn i fremtiden, således at børnene ikke kommer til at leve under de ovennævnte forhold?