Indsigt: Et sundhedsvæsen med stigende udgifter

Et sundhedsvæsen med stigende udgifter

Vi er ganske enige i, at det ikke er hensigtsmæssigt at opretholde 16 sygehuse, dvs sundhedsinstitutioner med egentlige sygehusfunktioner. Men vi mener samtidigt, at der er megen fornuft i at have sundhedsvæsnet repræsenteret der, hvor folk bor

Torsdag d. 13. september 2001
Gert Mulvad
Thomas Stensgaard
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Gennem de sidste 10 år har man, uden i øvrigt ordentligt at diskutere andre løsninger, valgt at udvikle sundhedsvæsenet på en måde som har resulteret i stadig stigende udgifter.

Den valgte udvikling fokuserer meget på specialiseret sygdomsbehandling og kan med et enkelt ord kaldes for behandlingsmodellen. Tanken bag den er, at man stort set kan behandle sig ud af de fleste sundhedsproblemer, og at samfundet får mest for de penge, man ønsker at ofre på sundhedsvæsenet ved at bruge dem på specialiseret sygdomsbehandling.

Der er andre modeller.

Den primære sundhedstjeneste varetages af personalet på kysten og ved Lægeklinikken i Nuuk.

Her behandles naturligvis også mange sygdomme, men lige så væsentligt er samarbejdet med social og skolevæsen omkring en række fælles opgaver. Smitsomme sygdomme opspores og smittespredning stoppes. Der rådgives om sund levestil og opvækst, udføres svangreprofylakse, sundhedspleje og skolelægeordning, og i mange byer engagerer man sig aktivt i byens liv med råd og vejledning. Bygdebetjeningen varetages også herfra. Man kunne i den forbindelse tale om en forebyggelsesmodel vel vidende, at der også udføres megen behandling i den primære sundhedstjeneste.

Tilbuddet af avancerede og dyre behandlinger er eksploderet inden for det sidste 10 år i sundhedsvæsenet. Der er tale om en kæmpeindustri, hvor der satses meget på at tjene store penge, men, og det må ikke glemmes, der er mange gange også tale om helt klart bedre behandlingstilbud, end dem vi har haft tidligere.

Intet land i verden, heller ikke Grønland, har råd til at tilbyde sine borgere andel i alle disse nye behandlingstilbud.

Vi har i Grønland de sidste 10 år forsøgt at følge trop i denne udvikling ved at udvikle Dronning Ingrids Hospital. Mange fremskridt er gjort inden for behandlingsområdet i denne periode, men det har også vist sig at blive dyrere fra år til år, og i den udvikling er der ingen, der tror på, at der nogen vej tilbage, det vil kun blive dyrere.

Tiden er måske til at standse lidt op og spekulere på, om vi kan få mere sundhed for vores penge ved at bruge dem på en anden måde.

Der er tidligere blevet stillet spørgsmålstegn ved strukturen med de mange små sygehuse, at det er for dyrt og for vanskeligt at skaffe personale.

Vi er ganske enige i, at det ikke er hensigtsmæssigt at opretholde 16 sygehuse, dvs sundhedsinstitutioner med egentlige sygehusfunktioner. Men vi mener samtidigt, at der er megen fornuft i at have sundhedsvæsnet repræsenteret der, hvor folk bor; det giver langt bedre mulighed for at udføre den række af forebyggende indsatser, som blev beskrevet ovenfor, og samtidigt kan man også tage sig af behandlingen af en række sygdomme og helbredsrelaterede tilstande, som ikke nødvendigvis kræver højt specialiseret behandling. Vi er overbeviste om, at et godt uddannet personale tæt på patienterne også vil være gode til at sørge for, at de rette patienter bliver sendt af sted til den, dyre, men nogle gange nødvendige, specialiserede behandling, medens de øvrige patienter forbliver hjemme og bliver behandlet der.

Vi er faktisk også overbeviste om, at det kan gå hen og vise sig at være en fornuftig økonomisk satsning at have velfungerende sundhedsinstitutioner tæt på folk.

Hvorfor ikke prøve det, i stedet for at lade den økonomiske udvikling blive styret af den specialiserede sygehusbehandling?