Indsigt: Oprøret nedefra

Oprøret nedefra

Han vil forhåbentlig også have styrke nok til at reducere »fuldmægtigstyret« i landet, og tilvejebringe en demokratisering af den offentlige sektor - sådan at forstå, at den offentlige sektor igen kan begynde at arbejde ud fra klart definerede politiske mål, der tager afsæt i den udvikling, som folk i Grønland ønsker og forstår

Fredag d. 21. september 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Siumuts landsmøde endte med en tiltrængt fornyelse og en mindst lige så tiltrængt grønlandisering af partiet, der i alle sine hidtidige eksitensår i alt for høj grad har været baseret på mere eller mindre virkelighedsnære DJØF-teorier.

Uanset hvad man mener om formandsskiftet, er det en sund proces, Siumut har indledt. Vi har ventet på den i årevis, og vi har efterlyst og advaret mod det oprør nedefra, som nu har vist sig i form af et formandsskiftet i Siumut.

Det er de utilfredses stemmer, der er blevet hørt og taget alvorlig i det skrantende partis nye ledelse. Og det kan betyde, at Siumut vinder nogle af de tabte stemmer tilbage, som i de forløbne år er gået til Kandidatforbundet, der har repræsenteret utilfredsheden i landet.

Men hvis Hans Enoksen og Jonathan Motzfeldt ikke passer på, kan de risikere at miste andre mere seriøse vælgere i den anden ende, som ikke vil lade sig spise af med den rene populisme.

Vel holdt Hans Enoksen en tale på landsmødet, som henvendte sig til alle de, der af den ene eller anden grund ikke har kunnet følge med udviklingen. Men Hans Enoksen skal passe på, at han ikke falder i samme grøft, som alle de andre politikere, at han lover mere, end han kan holde.

Det er meget godt, at vi skal udvikle hele landet på en gang, men er der råd til det ? - Vil folk helst blive i bygderne - eller vil de til byen ? - Skal de unge nu stavnsbindes, fordi de ikke må flytte ind til byerne ? -

Erfaringen fra de første 23 år med hjemmestyret viser, at der ikke er råd til at udvikle hele landet samtidig og på en gang.

At fortolke "solidaritet" som alles ret til at dele elendigheden er forkert og forældet. Ingen har glæde af, i solidaritetens navn at forhindre økonomisk vækst i nogle få kraftcentre. Et lokomotiv trækker som bekendt de andre vogne med.

Grønland er nødt til at erkende, at en "alle-med-på en-gang udvikling" er lig med stagnation. Det er der ingen - absolut ingen - der har glæde af. Et antal økonomisk udviklingscentre vil skubbe udviklingen i den rigtige retning - også for de steder, der umiddelbart ikke har positive udsigter.

Det er ren populisme at påstå, at man vil udvikle hele landet samtidig. Det har Kandidatforbundet levet højt på i mange år. Det er så let at kritisere uden at komme med realiserbare løsninger.

Siumut løber en risiko for at falde i samme grøft og udvikle sig til en populistisk forening, der lefler for den offentlige mening.

Men i kampen om magten har Hans Enoksen sin styrke, fordi han har direkte kontakt med befolkningen og ved, hvad der rører sig rundt omkring.

Hans Enoksen har klart nogle markante svagheder som partiformand: Først og fremmest hans noget begrænsede horisont. Hans styrke vil imidlertid ligge i, at han vil kunne nå græsrødderne i partiet og i landet - og det er som bekendt dér, at al vækst skal starte.

Han vil forhåbentlig også have styrke nok til at reducere "fuldmægtigstyret" i landet, og tilvejebringe en demokratisering af den offentlige sektor - sådan at forstå, at den offentlige sektor igen kan begynde at arbejde ud fra klart definerede politiske mål, der tager afsæt i den udvikling, som folk i Grønland ønsker og forstår.

Hans Enoksen er ikke en fare - hverken for en fornuftsbetonet holdning til virksomheders vilkår eller til en integreret fredelig sameksistens mellem de to befolkningsgrupper. Han er derimod klart en fare for den nuværende meget danske offentlige administration - og denne "fare" kan vi roligt leve med.

Vi håber, at Hans Enoksen er en, der bliver mere ansvarlig og mere ydmyg, når han får tildelt reel indflydelse. Fra anden side ved vi, at han er lidt af et brokhoved, der nemt ter sig som et forkælet barn, når han sidder i mindre forpligtende og mindre ansvarsfulde positioner.

Siumut skal tage ved lære af det, der skete. Partiet har i alt for høj grad forsøgt at køre ud fra økonomiske termer og økonomiske og tekniske målsætninger, der naturligt nok har sat flyfriske fuldmægtige på første parket. Men de har glemt majoriteten i befolkningen, når der skulle træffes beslutninger.

Befolkningen skal med - øget grønlandisering - og så skal der skabes bedre rammer for økonomisk vækst.

Øget grønlandisering må ikke betyde, at vi skal stoppe udviklingen og køre langsommere for at få alle med - verden omkring os - styrter afsted og venter ikke på os.

Men det har været interessant at konstatere, at også Siumut - det mest grønlandske af alle partierne - som Skydsbjergs og Sermitsiaqs vælgerundersøgelser har vist - åbenbart også trænger til at blive grønlandiseret.

I næste ombæring bliver det så landsstyreadministrationen, der skal grønlandiseres, hvis Enoksen en skønne dag sætter sig i landsstyreformandsstolen.