Grønland er ligeglad

Det to folketingsmedlemmer stiller Grønland i et ualmindelig dårligt lys. De repræsenterer ikke Grønland på en god måde, men bidrager til omverdenens ringeagt for Grønlands engagement i rigsfællesskabet og det internationale samarbejde.

Torsdag d. 27. september 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Thule Air Base.

DET KAN GODT VÆRE, at de grønlandske folketingsmedlemmer har travlt. Det kan også godt være, de har travlt med deres arbejde. Det ved vi ikke ret meget om. Men vi ved, at de ikke møder op i Folketingets Udenrigspolitisk Nævn, som de begge er medlemmer af (læs artiklen på side 8).

Hans-Pavia Rosing siger rent ud, at han finder andet arbejde vigtigere, og at han ikke kan møde op til alt, hvad han er medlem af. Hvor besynderligt, det end lyder for os, der lever i en verden uden for Folketinget, så er det nok rigtigt, at man dér påtager sig flere opgaver, end man kan overkomme, men det er ikke rigtigt, at andet arbejde er vigtigere end Udenrigspolitisk Nævn. Især ikke i øjeblikket, hvor den internationale situation på sikkerhedsområdet er mere end anspændt.

Vi ved ikke noget om, hvorfor Ellen Kristensen bliver væk fra det vigtige arbejde i det Udenrigspolitisk Nævn - hun er som sædvanlig vanskeligt at "få ram på" - men begrundelserne er heller ikke så vigtige i denne sag. Der er nemlig ingen undskyldning for at blive væk.

Én ting er, at det er uhyre vigtigt, at nævnets anbefalinger bliver taget på så betydeligt et grundlag som muligt, og det bør de grønlandske folketingsmedlemmer bidrage til. Et andet, at de sender et arrogant signal til Folketinget om, at de i virkeligheden er ligeglade med verden uden for Grønland. Og det er både pinligt og dumt.

I al den tid USA’s nationale missilforsvar og en eventuel udbygning af Thule-radaren har været på tale, har vi i bombastiske vendinger krævet at sidde med ved bordet, når der snakkes sikkerhedspolitiske forhold, som inddrager Grønland. Det er altafgørende for den grønlandske holdning til missilforsvaret og til internationale forhold i det hele taget, at når Grønland er på dagsordenen, så vil vi være med!

Og så bliver de to folketingsmedlemmer væk fra de pladser, der er afsat ved forhandlingsbordet. Hvis ikke det er arrogant, så er det talentløst.

Hans-Pavia’s bemærkning om, at han hverken kunne have gjort fra eller til, sætter spørgsmålstegn ved hans mandat i Folketinget. Hvad skal den mand i dansk og international politik, hvis han på forhånd mener, han hverken kan gøre fra eller til?

Og hvad skal Ellen Kristensen, når hun glimrer ved sit fravær?

Det to folketingsmedlemmer stiller Grønland i et ualmindelig dårligt lys. De repræsenterer ikke Grønland på en god måde, men bidrager til omverdenens ringeagt for Grønlands engagement i rigsfællesskabet og det internationale samarbejde.