Greenland Tourism:Turistråd eller turistrod

En direktør for Greenland Tourism (GT), der blot flytter arbejdspladser til Grønland for at tækkes grønlandske politikere, har ikke forstået sit job. Naturligvis er landspolitikerne ikke så naive, at de hopper med på vognen. Det vil svare til, at Royal Greenland udelukkende solgte sine produkter fra Nuuk.

Torsdag d. 4. oktober 2001
Arne Niemann
Emnekreds: Erhverv, Turisme.

Vestnorden Travel Mart har netop været afholdt i Ilulissat. Det positive er, at Vestnorden Travel Mart i år blev afholdt i Ilulissat - Grønlands turisthovedstad. Men derudover var der intet nyt under polarsolen. Formen og placeringen har overlevet sig selv. Dertil kommer, at de tre vestnordiske lande, Færøerne, Island og Grønland i turistmæssig sammenhæng glider mere og mere fra hinanden med Grønland som den store outsider. Flytrafikken mellem Grønland og Island reduceres år for år, og ophører vel helt på et tidspunkt? Modsat intensiveres flytrafikken mellem Island og Færøerne.

Et forsøg på en direkte flyrute mellem Ilulissat og Reykjavik slog fejl. Der var ikke et tilstrækkeligt passagergrundlag på ruten, blev det oplyst; men man kan fremstille verdens bedste produkter. Det hjælper kun lidt, hvis ikke kunderne får kendskab til produkterne. Ruten blev ikke markedsført; end ikke rejsebureauerne kendte til dens eksistens. På papiret så regnestykket ellers fornuftigt ud:

Hvert år kommer der cirka 300.000 turister til Island. Hvis bare én procent af den mængde ville rejse videre til Grønland, ville det dreje sig om 3.000 mennesker. Dette svarer til 50 fyldte Dash-7 fly. Dette tal svarer til et sted mellem 10 og 20 procent af turiststrømmen til Grønland.

I Island betyder turistindustrien virkeligt noget for landets økonomi og beskæftigelsessituation. Islands turistråd er i stand til præcist at oplyse, at turismen udgør 3,6 procent af landets bruttonationalprodukt og skaber 5.300 jobs. Grønlands turistråd er bare i stand til at anslå, at turismen skaber en omsætning på mellem 280 og 300 millioner kroner. Det hedder sig, at krydstogtturister ikke medtages i turiststatistikkerne. For Grønlands vedkommende er det dog en sandhed med modifikationer. Stigningen i antallet af turister skyldes netop de krydstogtturister, der stiger på krydstogtskibene i Kangerlussuaq. Disse turister bliver registreret og talt med i de samlede turiststatistikker. På årsbasis drejer det sig om 2-3.000 turister, der flyver til Kangerlussuaq og derfra tager videre med krydstogtskibe. Der er her tale om turister, der i lighed med andre krydstogtturister lægger meget få penge her i landet.

Salg af Grønland som turistland kræver en målrettet markedsføring. Der er ikke meget idé i at flytte markedsføringsafdelingen fra København til Nuuk. Begrundelsen med, at det skaber arbejdspladser i Grønland, holder ikke. En strategisk placering af markedsføringsafdelingen i København medfører omvendt flere turister og dermed flere arbejdspladser i Grønland. København er og bliver hovedporten til Nordatlanten.

En direktør for Greenland Tourism (GT), der blot flytter arbejdspladser til Grønland for at tækkes grønlandske politikere, har ikke forstået sit job. Naturligvis er landspolitikerne ikke så naive, at de hopper med på vognen. Det vil svare til, at Royal Greenland udelukkende solgte sine produkter fra Nuuk. Selvfølgelig har Royal Greenland et salgskontor i Japan. Og egentlig burde GT have filialkontorer i flere europæiske hovedstæder. 3.000 turister fra det øvrige Europa er et meget magert resultat. Der bor 100 millioner mennesker i Tyskland, 60 millioner mennesker i Storbritannien, 60 millioner i Frankrig, o.s.v., men kun to millioner på "den jyske hede".

Antallet af turister til for eksempel Uummannaq og Qasigiannguit har i år været for nedadgående. årsagen hertil er de stigende billetpriser. Turismen bliver mere og mere koncentreret i Ilulissat - netop på grund af billetpriserne.

Desværre har det ikke hjulpet, at direktøren for GT, Stig Rømer Winther er blevet bestyrelsesmedlem i Grønlandsfly. Set i bagklogskabens klare lys synes kombinationen direktør for GT og bestyrelsesmedlem i Grønlandsfly uheldig. Det er også dette fænomen, den nye formand for Siumut, Hans Enoksen reagerer imod. I et dagbladsinterview udtaler han:
- Til eksempel kan jeg ikke se, hvorfor koncerncheferne for vore største selskaber skal have sæde i bestyrelserne i hinandens aktieselskaber.
Der har fra GT’s side kun lydt spæde protester mod lukning af flyruten til Canada og indskrænkninger på Islandsruterne. Brancheønsker er blevet overhørt, og turistbranchen er ikke blevet hørt. Tidligere var der en konstruktiv dialog mellem Grønlandsfly og turistorganisationerne, hvor branchen og Grønlandsfly mødtes, og branchen fik mulighed for at fremføre sine ønsker. I dag forsvarer GT’s direktør med næb og klør Grønlandsfly’s prispolitik over for turistbranchen. Men det bliver han jo også betalt for. Grønlandsfly har gjort et kup ved at besætte en bestyrelsespost med GT’s direktør. Turistbranchen er blevet sorteper.

GT bør ændre strategi og tage skeen i den anden grød. GT’s fornemste opgaver må blandt andet være:
  • At markedsføre Grønland på relevante markeder og at opdyrke nye markeder.
  • At udarbejde troværdige statistikker, som branchen og befolkning har tillid til, herunder økonomiske beregninger på, hvad turistbranchen tilfører samfundsøkonomien.
  • At skabe fælles fodslag i branchen. GT’s direktør har et særdeles anstrengt forhold til flere aktører i branchen.
  • At regionskoordinatorerne kommer til at fungere efter hensigten. Deres arbejdsplads bør være i de respektive regioner og ikke på et kontor i Nuuk. De skal ud i marken, "hvor det sner".
  • At bearbejde markederne med henblik på sæsonforlængelse. September og oktober er en dejlig tid i Grønland. Desværre er der få turister i disse måneder.
  • At udvikle nye turistprodukter i samarbejde med fagets aktører og afprøve produkterne på udvalgte destinationer.
I den nys udkomne bog "Inuit, Kultur og Samfund - en grundbog i eskimologi" påpeger forfatteren, Jeppe Mordhorst i afsnittet om turisme, at man med GT har fået skabt et lokomotiv.

- "Lokomotiver kan være nyttige, men kræver skinner, som ikke findes i Grønland".
De manglende skinner betyder, at lokoføreren, personificeret ved Stig Rømer Winther, ikke kommer ud af stedet. Luftfart synes mere oplagt for GT’s direktør. Derfor anbefales det, at direktøren dropper GT og koncentrerer sig om bestyrelsesarbejdet i Grønlandsfly. Det giver mere luft under vingerne.