Ansættelsespolitikken styres nu af boligerne

Inden Atuarfitsialak for alvor er kommet i gang, sætter boligmangelen det hele på spil. Hvad er vigtigst? At man fortsat lejer boliger ud til selskaber eller tilbageleverer disse til kommunerne?

Torsdag d. 8. november 2001
Hans Kleist
Emnekreds: Boliger, Politik.

En god arbejdsplads gør en indsats for at fastholde sine trofaste, dygtige og veluddannede medarbejdere. Det skal en fremadsynet kommune også gøre. Kommunerne har hårdt brug for veluddannet arbejdskraft - især dobbeltsproget - for at borgere kan serviceres bedst muligt. I dag er der mest behov for følgende: Lærere, pædagoger og personale indenfor det sociale område.

Skønt forholdene i kommunerne er ensformige, vil jeg tage forholdene i Sisimiut kommune som eksempel.

Når man skimmer stillingsannoncerne i aviserne, står der næsten altid:

Hvis du allerede bor i kommunen er der ingen bolig til dig. Hvis du kommer fra Danmark eller andre kommuner, vil der være bolig tilknyttet stillingen.

Det kan aldrig gå, hvor er vi dog henne? Hvor er kommunalpolitikerne? I sommer prøvede en lærer, der var midlertidig bosat i Sisimiut, at søge en stilling, men der var ingen bolig til vedkommende. Vedkommende flyttede midlertidigt til Danmark og ansøgte derfra om at få tildelt bolig. En grønlandsk lærer, der var på videreuddannelse i Danmark, er ikke blevet genansat endnu, skønt vedkommende har søgt. Der er ingen bolig til vedkommende, fordi vedkommende oprindelig kommer fra Sisimiut og har familie i Sisimiut. Af gode grunde søgte vedkommende først i sommer at blive ansat.

Hvilke forhold gjorde sig gældende i den forbindelse? Er kommunens personalepolitik alt for ufleksibel og utidssvarende? Eller er kommunalpolitikerne alt for handlingslammede på grund af snæversynethed? Eller betragtes forholdene som naturlige af politikerne, der ikke gider at gøre noget ved disse? Så inkompetent kan et styre ikke være, I burde være fremsynede og løse forholdene.

Der findes ingen forordninger, der siger at bolig kun må tildeles folk, der kommer udefra, men kommunalbestyrelsen har kompetence til at ændre det, hvis det er tilfældet. I forbindelse med ansættelsesprocedurer står der ikke noget om at en hjemmehørende (i sin hjemkommune) ikke må få tildelt bolig.

Tilstandene i Nuuk er også blevet gældende i Sisimiut. Som i Nuuk er der ved at opstå en lang venteliste for personaleboliger, skønt KNI og andre selskaber har lejet adskillige boliger.

Adskillige boliger udlejes til selskaber, der er ved at blive privatiseret, mens der ingen boliger er til kommunens lærere, pædagoger og sociale personale, hvis de er lokale Sisimiut borgere. Hvis du kommer fra Qaqortoq, Nuuk eller Danmark er der bolig til dig! Hvis du kommer fra Sisimiut, er der ikke bolig til dig, fordi du har plads hos din familie! Hvis du ønsker at blive ansat i Sisimiut må du flytte midlertidigt til Danmark eller Paamiut - når du har gjort det og har haft store udgifter dertil, vil du sagtens kunne ansættes og tildelt bolig.

Der er i dag stor mangel på uddannet personale i Sisimiut kommune. Selv når de næste boligblokke bliver bygget færdige (2003), vil der være stor mangel på boliger til de ansatte. I Sisimiut kommune - og andre kommuner - bliver undervisningen/ omsorgen af børn nu styret af boligsituationen. Det må kommunalpolitikerne tage stilling til på ny.

Vil partierne blot se passivt til disse forhold? Eller skal vi gøre noget? Forældrene har netop afholdt valg til skolebestyrelser - boligmangelen vil sætte en stopper for deres mulighed for at udøve deres medbestemmelse - eller hvad?

Landsstyret er også allerede gået i gang med at finde besparelser. Inden Atuarfitsialak for alvor er kommet i gang, sætter boligmangelen det hele på spil. Hvad er vigtigst? At man fortsat lejer boliger ud til selskaber eller tilbageleverer disse til kommunerne? Eller er det vigtigere, at kommunen hurtigst muligt opfører personaleboliger. Såfremt det hele ikke skal bryde sammen bør Kultur- og Børneudvalget tage initiativ til en eller anden handling.