Valgkamp i enighed

Siumut mener, det er på tide, at Grønland bliver en suveræn stat, og der er penge til det, fordi Danmark efter partiets oplysninger sparer mindst 13 milliarder på medlemsomkostninger i NATO

Torsdag d. 15. november 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

FOLKETINGSVALGET bringer normalt ikke de grønlandske vælgere i affekt. Valget er ikke vedkommende på samme måde som landstingsvalg og kommunevalg. Og sådan vil det også være på tirsdag.

Det er nu ikke kun, fordi Folketinget holder til langt borte i København. Det skyldes også, at folketingsvalget ikke byder på de store forskelle i partiernes valgoplæg.

Også denne gang er der et detaljeret sammenfald mellem partiernes mange hjertesager, og enighed fremmer hverken debat eller valgdeltagelse.

Det skulle da lige være spørgsmålet om selvstændighed og suverænitet. Her er der ikke helt den samme enighed.

Siumut mener, det er på tide, at Grønland bliver en suveræn stat, og der er penge til det, fordi Danmark efter partiets oplysninger sparer mindst 13 milliarder på medlemsomkostninger i NATO.

IA har nogenlunde den samme opfattelse og går ind for et ligeværdigt partnerskab af tre selvstændige lande - Danmark, Færøerne og Grønland.

Atassut finder det helt naturligt, at der indenfor fællesskabet Danmark/Grønland arbejdes på at øge det grønlandske selvstyre, mens kandidatforbundet mellem Mads Peter Grønvold og Lars Pele Berthelsen nok går ind for selvstyre, men kun hvis det kan bygge på Grønlands egen økonomi.

Det samme siger kandidatforbundet Per Berthelsen/Otto Steenholdt, som mener, at et selvstyret Grønland har lange udsigter.

Men ingen er rigtigt imod selvstyre og selvstændighed, og spørgsmålet afleder derfor ingen principielle diskussioner. Det er kun tidspunktet, der er uenighed om.

DET BLIVER ALTSÅ i det store og hele et lidt kedeligt valg, der får svært ved at hale vælgerne op af sofaen.

Hvis der skal sættes fut i debatten, bliver det altså ikke de traditionelle politiske spørgsmål, der drøftes, men personer. Valget bliver et personvalg ligesom i gamle dage før partiernes tid. Det kommer til at handle om personlig tillid og troværdighed.

Derfor får den politikerlede, som vederlagsforhøjelserne i Landstinget har skabt, efter al sandsynlighed også indflydelse på folketingsvalget. Vælgerne vil være mere tilbøjelige til at sætte kryds ved "de rene og uskyldige", altså de få kandidater, der endnu ikke har optrådt som medansvarlige i politiske fiaskoer eller dårligdomme, de nye og uprøvede.

Eller også vælger de at stemme på en kandidat, der har valgt at gøre op med den usmagelige og vulgære politik, der til fordel for politikerne selv ofte har trådt hensynet til samfund og befolkning under fode.

Godt valg!