Thulebasen betaler selvstændigheden

Der blev oplyst, at Danmark på Thulebasen årligt tjener 13 milliarder kroner eller 1 procent af nationalproduktet, hvorimod Danmark kun stiller 3 milliarder kroner årligt til Grønlands rådighed ...Men konsekvensen af Thulebasen som finansieringsmulighed for selvstændighed må indebære, at politikerne også går ind for raketskjoldet

Fredag d. 16. november 2001
Jørgen Fleischer, Redaktør
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

Den første valgrunde i TV i onsdags kørte på et selvstændigt Grønland.

De venstreorienterede partier havde en trumf i baghånden, og det var Thulebasen, som skulle muliggøre en hurtig løsning af økonomisk uafhængighed.

Der blev oplyst, at Danmark på Thulebasen årligt tjener 13 milliarder kroner eller 1 procent af nationalproduktet, hvorimod Danmark kun stiller 3 milliarder kroner årligt til Grønlands rådighed.

Danmark tjener de mange penge i kraft af, at landet som medlem af NATO betaler mindre end andre medlemslande til sine forsvarsudgifter.

Nu må det være på tide, at Grønland får fat i disse penge og finansierer sin selvstændighed.

Der blev imidlertid ikke sagt noget om, hvor vidt de venstreorienterede partier går ind for raketskjoldet.

Men konsekvensen af Thulebasen som finansieringsmulighed for selvstændighed må indebære, at politikerne også går ind for raketskjoldet.

Der blev i TV-debatten heller ikke sagt noget om, at Thulebasen er en ret usikker finansieringsvej.

Professor Ole Wæver sagde jo for nylig, at Thule har mistet tidligere tiders strategiske betydning.

Hvorfor al den hast?
De højreorienterede partier tog det derimod med ro, når det gælder Grønlands selvstændighed.
- Hvorfor alt den hast?

- Var det ikke bedre at ruste sig gennem bedre uddannelse og gradvis selvhjulpenhed i økonomisk henseende uden at skynde sig til selvstændigheden?
Men det ville de venstreorienterede partier ikke høre tale om.

Man skal ikke bare vente og vente uden at rokke fra stedet.

Man skal frem.

Det er her og nu, man skal løse spørgsmålet om selvstændighed.

Og det kan lade sig gøre, takket være Thule-basen.