Valg bør være uundgåeligt

Selvom man nu hævder, at der er andre årsager til bruddet med Siumut, så var det altsammen bekendt under samlingen. Den efterrationalisering, Inuit Ataqatigiit har foretaget, kan man ikke have rigtig respekt for

Tirsdag d. 4. december 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

Det stolte skib "S/IA Landsstyret" er sejlet på et skær, eller skal vi sige en ø, der rager godt op i landskabet. Øen er vælgerne, og der er mange skarpe sten i strandkanten. Vandet fosser ind, og rotterne forlader nu den synkende skud. Det er naturligvis ikke ment som udtryk for, at Inuit Ataqatigiit er en flok rotter - langt fra. Det er blot en metafor, som skal udtrykke, at Inuit Ataqatigiit har været ombord til det sidste! Men dermed har partiet gjort sig medansvarlige i den fortvivlende situation, Grønlands styre befinder sig i. Selvom IA’s dagsorden handler om meget andet end vederlagsloven, så er det den, der har fået de parlamentariske forudsætninger til at brase sammen - ikke som et korthus, men lige så uigenkaldeligt som det fjeldskred ved Ivissussat Qaqqaat, der for et par år siden skabte en voldsom flodbølge i den nordlige del af Diskobugten. Landsstyrebruddet vil næppe få samme virkning, og det er godt, for skibet står allerede på grunden, og en flodbølge ville drukne alle. Mens denne avis går i trykken, sidder Siumut og Atassut og nørkler med at finde ud af at sejle videre med den sønderslåede skude. Atassut er ikke nogen god skibstømrer, for formanden Daniel Skifte har for længst erklæret, at det er tid til at finde et helt nyt skib. MEN DET SKULLE såmænd ikke undre. Alene det, at parterne overvejer sagen, er udtryk for manglende dømmekraft. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt har ganske vist allerede sagt, at risikoen (det er jo som man tager det) for valg er en mulighed. Vi må så håbe, at det kommer, for det er ikke holdbart at bygge et landsstyresamarbejde på et parti, hvis formand på forhånd har sagt, han vil bore huller i skroget. Endelig vil vælgerne næppe anerkende et landsstyresamarbejde, der bygger på de to partier, der stemte vederlagsloven igennem. Det vil være en hån om noget. DET POLITISKE skandaleshow, der nu har ført til en parlamentarisk sprængning, er en af de mest groteske historier fra det moderne Grønland. En af avisens venner mailede, at den mindede om en Shakespeare’sk intrige, og det bragte tankerne hen på en mellemting mellem Holbergs politiske kandestøber og Jeppe på Bjerget. Her er det ikke bare Jeppe, men stort set hele Landstinget, der efter en vældig vederlagsfest i Baronens hus og seng vågner med moralske tømmermænd og ondt i karrieren. Nogle sætter sig op i sengen, mens andre blot vender sig om på den anden side og sover videre i håbet om, at festen fortsætter næste gang, de vågner. De første, Inuit Ataqatigiit og andre realister, indser, at det er nu, der må handles, hvis ikke man skal blive til spot og spe, når festen afløses af virkelighed. DEN LATTERVÆKKENDE situation, vi nu er havnet i - et landsting, der blev fyret af vælgerne for at have hænderne alt for dybt begravet i landskassen, kunne være undgået, hvis Inuit Ataqatigiit som det troværdige parti, det gerne vil være, havde meldt fra under samlingen. Det var her, partiet skulle have sat sin stilling ind på vederlagene, og hvad det ellers måtte have på Siumut. Det gjorde Inuit Ataqatigiit ikke, og selvom man nu hævder, at der er andre årsager til bruddet med Siumut, så var det altsammen bekendt under samlingen. Den efterrationalisering, Inuit Ataqatigiit har foretaget, kan man ikke have rigtig respekt for. Men valget bør vi have under alle omstændigheder.