Om Atagu

Det er hensigten med Atagu at sikre en platform på nettet for debat og viden om Grønland

Lørdag d. 29. december 2001
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Informationsteknologi, Politik.

Hvorfor udgive avis på Internet?

Internet giver befolkningen i Grønland nogle muligheder, der er ganske enestående. Med en lille befolkning, fordelt på mange små beboelser spredt over et meget stort landområde, har det været meget dyrt og langsommeligt at udveksle nyheder og viden, og det har været vanskeligt at skabe den debat, der er en betingelse for et velfungerende, demokratisk samfund.

Det er der vendt fuldstændigt op og ned på, med fremkomsten af Internet.

Atagu blev grundlagt i 1995. Den blev grundlagt som en del af mit politiske arbejde som medlem af Grønlands Landsting i perioden marts 1995 - maj 2001.

Hvem betaler for driften af Atagu

Atagu er ikke annoncefinansieret.

Mens jeg var medlem af Grønlands Landsting, blev udvikling og drift af Atagu betalt ud af mit skattefri omkostningstillæg. Tillægget var på årligt 50.000 kr.

Dertil kommer at Atagu har haft gratis logi hos Kimik IT A/S. Baggrunden for dette sponsorat har været et ønske om at støtte en seriøs udvikling og brug af Internet i Grønland.

Siden jeg i foråret 2001 valgte at træde ud af Grønlands Landsting og flytte til Danmark, har Atagu været finansieret af et eftervederlag fra Grønlands Landsting og et fortsat sponsorat fra Kimik IT.

Siden 1. oktober 2001, hvor jeg blev ansat i Kimik IT A/S som programmør og systemudvikler, er sponsoratet fra Kimik IT A/S blevet udvidet til også at omfatte en del af det fortsatte udviklings- og vedligeholdelsesarbejde.

Atagu er åben for alle

Det er hensigten med Atagu at sikre en platform på nettet for debat og viden om Grønland.
Du er velkommen til at bidrage med din viden og dine synspunkter.
Det meste samles på Debatsiderne, der er opdelt efter emne, forfatter og periode, og forsynet med en kraftig søgemaskine.

Her ved udgangen af 2001 indeholder Debatsiderne knap 2000 indlæg.