Niels blev født og tilbragte sine barneår i Sisimiut, hvor faderen Carl Broberg var værftsleder. Familien rejste til Danmark og kunne ikke som ønsket vende tilbage til Grønland dels på grund af krigen, dels på grund af fødestedskriteriet.
Efter studentereksamen læste Niels medicin. Allerede under studiet var hjernens funktion hans store interesse. Han deltog som student i målrettet neurologisk forskning, og som læge bragte det ham ind i en lovende karriere som neurokirurg i ansættelser i København og Gøteborg.
Niels glemte ikke sine rødder og i 1974 fravalgte han den neurokirurgiske løbebane inspireret af tiltagende grønlandske selvstændighedstrang og blev i 1974 ansat som læge ved Dronning Ingrids Hospital.
Her kom hans medfødte kirurgiske snille mange patienter til gavn - og ikke mindst var han imponerende professionel, når en akut livstruende hjerneskade skulle opereres.
Niels var altid glad og optimistisk og opildnede bestandigt yngre kolleger til at yde deres bedste. Ligeså lå det ham meget på sinde, at unge grønlændere skulle uddanne sig til gavn for samfundets udvikling. Hans sind kunne kun formørkes af bureaukrati, egoisme og konservativ tvangstænkning.
Niels var glæden og festens mand. Hans 40-års fødselsdage/forårsfester var enorme gæstebud og blev holdt 5-6 år i træk. Hans dør stod altid åben og mange debatter såvel som sælsomme, humoristiske og underholdende historier er berettet i hans hjem.
Niels brændte for det grønlandske samfund. I sine arbejdsår debatterede han offentligt mest om sundhedsvæsenets forhold - men hans centrale interesse var en loyal og retfærdig samfundsudvikling på grønlandske præmisser. Efter sin tidlige pension brugte han den frigjorte energi til at tale pensionisternes sag - senest i et tankevækkende indlæg om boligsikring og pensionisternes kår kun få uger før sin død.
Niels var en éner - elskelig, engageret og intelligent.
Æret være hans minde.
|