Indsigt: Intet løsrivelsesmandat

Intet løsrivelsesmandat

Der kommer altså ingen modstand udefra. Og kampen, som Josef Motzfeldt kalder den, bliver derfor intern grønlandsk. Det bliver en grønlandsk diskussion om ideologi, penge og om løsrivelse eller fællesskab. Det bliver en diskussion eller kamp, hvor forstand og følelser ofte bliver modstandere. En stærk debat, der kan rive op i venskaber og i familiebånd

Lørdag d. 19. januar 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

BÅDE SIUMUT og Inuit Ataqatigiit har taget folketingsvalget til indtægt for selvstyre og løsrivelse. Det er der næppe belæg for.

Her sidst er det IA-formanden Josef Motzfeldt, der i sin nytårsudtalelse hævder, at folketingsvalget var udtryk for den grønlandske befolknings udtalte ønske om frihed.

Der er ingen grund til at betvivle, at grønlændere ligesom alle andre mennesker i verden er frihedselskende, men det siger folketingsvalget næppe noget om.

Valget var først og fremmest et udtryk for politikerlede. Vælgerne skelnede ikke mellem landstings- og folketingspolitikere, men mellem gamle og nye. Ganske vist blev Lars Emil Johansen valgt, men selv med denne gamle sværvægter på talerstolen gik partiet tilbage fra 35 til 25 procent af stemmerne.

Det var nok mere Kuupik Kleists valg end IA’s og selvstyrets. Med sin rolige og indlysende fremstilling af den samfundsudvikling, man kan gøre noget ved i Folketinget (også selvstyret), skabte han tillid og respekt.

Men det var hverken et løsrivelses- eller selvstyrevalg. Vælgerne nærede andre stærke følelser. Ikke mindst vrede over Landstingets vederlagslov.

EN ANDEN TING er, at der næppe bliver problemer med at blive anerkendt som en selvstændig nation. Grønland er ubetinget en nation, og det kan hverken Danmark, USA eller andre nationer lave om på. Spørgsmålet er alene, om vi skal bestemme over den helt alene eller ej.

Hvis det er det, vi vil, er der næppe nogen, der i fuld alvor vil sætte sig imod det. Hvis Grønland træffer den beslutning, bliver den respekteret af Danmark og den øvrige verden. For Danmarks vedkommende sikkert med beklagelse, men den bliver respekteret. Ingen andre end Grønland selv kan bestemme det, og ingen kan hindre det, uden at det vil være et uanstændigt overgreb.

Der kommer altså ingen modstand udefra. Og kampen, som Josef Motzfeldt kalder den, bliver derfor intern grønlandsk. Det bliver en grønlandsk diskussion om ideologi, penge og om løsrivelse eller fællesskab. Det bliver en diskussion eller kamp, hvor forstand og følelser ofte bliver modstandere. En stærk debat, der kan rive op i venskaber og i familiebånd. Den har vi ikke haft endnu, og der er stadig lang vej, til vi kan sige, at vælgerne har talt. Det gjorde de ikke ved folketingsvalget.

Tag endelig ikke fejl af det!