Indsigt: Vi bør alle have en pensionsopsparing

Vi bør alle have en pensionsopsparing

Derfor bør skattereglerne være udformet på en måde, at alene de, der placerer deres pensionsopsparing i et grønlandsk pensionsselskab/-kasse, skal have ret til at fratrække indbetalingerne i skat. Samtidig bør Grønland have beskatningsretten (og dermed provenuet) ved udbetaling af pensionerne for fraflyttede personer ved at søge at indgå en kildelandsbeskatningsaftale med Danmark og de øvrige nordiske lande

Tirsdag d. 29. januar 2002
Jørgen Wæver Johansen
Emnekreds: Love og konventioner, Løn og overenskomster, Politik, Sociale spørgsmål, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Øgede pensionsopsparinger
Beskatning af pensioner
Større gavn af pensioner
Beskatningsretten
Opsummering


//////"Fremme af selvstyre og mere selvhjulpen økonomi - at skabe en økonomi baseret på landets egne ressourcer"
Disse ord har vi hørt før, og derfor er der, på samme måde som i ethvert andet samfund, et generelt politisk ønske om en større privat opsparing i Grønland. Det er her vigtigt at vide, at nationalregnskabsteknisk er opsparing og investering definitorisk identiske. Erstattes målet øget opsparing med øgede investeringer, bliver øgede opsparing kanaliseres hen.

Øgede pensionsopsparinger
Hvis den øgede private opsparing anvendes til pensionsopsparing, vil det på længere sigt lette de offentlige forpligtelser overfor lønmodtagere, når de skal pensioneres. De vil i højere grad få mulighed for at blive mere selvhjulpne, og derved give politikerne eventuel mulighed for at leve op til løftet om at opretholde realværdien af alderspensionen. Set i en international sammenhæng vil den igangsatte udvikling af såvel de arbejdsmarkedsbaserede som de frivillige private pensionsopsparinger i Grønland føre til et velfunderet pensionssystem. Man søger på denne måde at undgå at udskrive blanco checks for en fjern fremtid. I stedet vil vi få et system, hvor de supplerende pensioner forudsætter privat opsparing, og hvor udbetalingen vil være størrelse og af, hvor gode vore pensionsinstitutter er til at forvalte opsparingen.

Beskatning af pensioner
Såfremt man ønsker et fald i det offentliges engagement og en tilsvarende stigning af en egentlig grønlandsk privat pensionsopsparing, må dette - alt andet lige - fortsat medføre ændringer på beskatningen af pensionerne. Kun derved kan der frigøres yderligere midler fra den private sektor til øget grønlandske pensionsopsparinger.

For at fremme pensionsopsparingen i samfundet, har det grønlandske samfund bidraget med en skattebegunstigelse af nogle bestemte opsparinger til pension. Skattebegunstigelsen består i, at indbetalingerne til visse pensionsopsparinger er fradragsberettigede, mens udbetalingerne er skatte- eller afgiftspligtige. Skattebegunstigelsen består altså ikke i, at pensionsordningerne er skattefrie, men i, at beskatningen først sker på udbetalingstidspunktet. I dag kan bidrag til præmier til bestemte pensionsordninger fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, uanset om indbetalingerne sker til et dansk eller grønlandsk livs- og pensionsforsikringsselskab. Pensionsudbetalinger medregnes til den skattepligtige indkomst i udbetalingsårene, og for de personer, der er fraflyttet landet ved udbetalingerne af pensionen, ophører skattepligten til Grønland.

Større gavn af pensioner
Der ind- og udbetales adskillige hundrede millioner til og fra skattebegunstigede pensionsopsparingsordninger - og hovedparten i dag er tegnet i danske livs- og pensionsselskaber. Det grønlandske samfund bør derfor have en betydelig interesse i en vis regulering af disse pensionsopsparingsordninger, både fordi så store beløb kan have en væsentlig betydning for samfundsøkonomien og som beskatningsobjekter.

Det er derfor ikke ligegyldigt - set ud fra samfundsøkonomien - hvor pensionsopsparingen og beskatningen finder sted i rigsfællesskabet.

Beskatningsretten
Derfor må der rejses et politisk spørgsmål om det grønlandske samfund fortsat skal give afkald på beskatningsretten for de pensionsudbetalinger, der finder sted uden for Grønland.

I dag er SISA og PFA Soraarneq stiftet, hvorfor de institutionelle rammer for grønlandske pensionsopsparinger er til stede, ligesom SISA og PFA Soraarneq er underlagt en lovgivning, der gennem lovens regler skaber størst mulig sikkerhed for, at et livsforsikringsselskab til enhver tid kan leve op til sine forpligtelser.

I den forbindelse vil det derfor være naturligt at ændre fradragsregler, således at der kun indrømmes fradrag for præmier til pensionsordninger i grønlandske pensionsselskaber/-kasser. Samtidig bør vi nøje overveje om ikke Grønland bør have beskatningsretten (og dermed provenuet) ved udbetaling af pensionen for personer, der er fraflyttet fra Grønland gennem indgåelse af en såkaldt kildelandsbeskatningsaftale med Danmark, således pensionsudbetalingerne kun kan beskattes i Grønland, og dermed undgå dobbeltbeskatning.

I dag er der mellem Danmark og Grønland indgået en dobbeltbeskatningsaftale, som indebærer at personer undgår dobbeltbeskatning, ligesom aftalen regulerer fordelingen af beskatningsretten mellem Grønland og Danmark for personer, indkomster m.v. med tilknytning til begge lande.

Et centralt ønske fra grønlandsk side må derfor være, at have retten til at beskatte fraflyttede personer, som - medens de var skattepligtige i Grønland - har fået fradrag ved grønlandsk beskatning, når de senere efter at have være fraflyttet til Danmark - får udbetalingerne fra pensionsordningen. Igennem de senere år er det da også tendensen inden for EU, hvor landene, for eksempel Danmark, har søgt at indgå kildelandsbeskatningsaftaler med de øvrige europæiske lande for at undgå skatteflugt for pensionister.

Opsummering
Alle skal selvsagt have ret til at placere deres pension, hvor de nu finder det bedst, men i de tilfælde, hvor samfundet bidrager med skattebegunstigelse af en pensionsopsparing under opsparingsperioden, bør samfundet have ret til at beskatte udbetalingerne af pensionerne. Derfor bør skattereglerne være udformet på en måde, at alene de, der placerer deres pensionsopsparing i et grønlandsk pensionsselskab/-kasse, skal have ret til at fratrække indbetalingerne i skat. Samtidig bør Grønland have beskatningsretten (og dermed provenuet) ved udbetaling af pensionerne for fraflyttede personer ved at søge at indgå en kildelandsbeskatningsaftale med Danmark og de øvrige nordiske lande.