Jeg skammer mig som mand

Forslaget om at oplysningskampagner skulle være vejen frem, giver ikke mening - især ikke hvis som Ole Dorph er inde på først giver resultat om mange år - det kan vi jo ikke tillade. Oplysningskampagner er i følge mange dokumenterede undersøgelser spild af tid og penge - de virker simpelthen ikke

Fredag d. 1. februar 2002
Stephen Hakesberg
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

Jeg skammer mig som mand over, at en mandlig politiker kan komme med så reaktionære, snævre og gammeldags holdninger til vold rettet mod kvinder. At vold i familien er familiens interne anliggende og implicit indebærer at kvinden er ansvarlig herfor er holdninger der ifølge min mening ikke må stå uimodsagt. At Ole Dorph ikke kan forstå at voldsramte kvinder vender tilbage til manden savner i den grad forståelse for de familiemæssige dynamikker, som man vel ellers må formode at ministeren for sociale anliggender besidder. Dette virker endnu mere grotesk i det Ole Dorph oven i købet har mange års erfaring som politimand bag sig. Netop med denne baggrund kunne man forvente en dyberegående forståelse for, hvad der foregår i socialt trængte familier. Forslaget om at oplysningskampagner skulle være vejen frem, giver ikke mening - især ikke hvis som Ole Dorph er inde på først giver resultat om mange år - det kan vi jo ikke tillade. Oplysningskampagner er i følge mange dokumenterede undersøgelser spild af tid og penge - de virker simpelthen ikke - og da slet ikke på de dybereliggende faktorer, der forårsager volden. Hvad med at vi i stedet prøver at finde nyere metoder, bygget på arktisk kultur, i stedet for at køre rundt i forældede danske eller andre vestlige modeller, der for længe siden er gået af mode. En stor del af voldens årsager findes i det samfund vi lever i. Traditionelt fokuserer vi udelukkende på ofrene, altså de voldsramte, og slet ikke på de voldsmænd, der som det er i øjeblikket, fuldstændigt er overladt til sig selv. Hvis vi i Grønland accepterer vold, er vi et samfund uden retning; et samfund i forfald; et samfund med et moralsk flyttefirma, der erstatter en human lovgivning, der helst skulle beskytte, pleje og hjælpe familen. Familien er et produkt og en del af samfundet og dermed samfundets ansvar. Vold kan kun fjernes ved, at eliminere risikoen for, at volden kan gentage sig. Dette gøres bedst ved, at tilbyde voldsmænd nogle effektive behandlingstilbud, der har fuld støtte - også økonomisk fra samfundets side, da volden er skabt af samfundet. Selvfølgelig skal de voldsramte også have behandlingstilbud. Vold er ikke familiens problem alene. Ej heller er det familiens opgave alene at løse problemet. Vi skal altid huske, at uden vold var der ingen ofre. Altså hvis vi fjerner volden, fjerner vi også ofrene. Vold er derfor et samfundsproblem og ikke kvindens (familiens) problem. Uden at samfundet tager stilling til vold, bliver kvinder og børn ufrivilligt holdt som gidsler via den sociale arv. At lovgive omkring vold, er også at forholde sig til volden. At tage stilling til volden og kreativt at anvende loven ud fra kulturelle og forebyggende principper.