Grønland klarer sig faktisk meget godt

Alle nordlige regionale økonomier fra Alaska, de nye nordvestterritorier, Nunavut, Nordskandinavien og det nordlige Rusland er kendetegnet ved en høj grad af offentligt engagement og et samspil mellem det offentlige og det private.

Fredag d. 15. marts 2002
Gorm Winther, Professor ved Aalborg Universitet  
Emnekreds: Erhverv, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Økonomi.

Jyllandsposten bragte søndag nogle artikler om den grønlandske økonomi, hvor man blandt andet citerede Martin Paldam og Jens Kaalhauge for at mene, at den grønlandske økonomi er gået i stå og ikke har bevæget sig ud af stedet i årevis. Den danske stats udgifter vedrørende Grønland betyder nulvækst, et højt prisniveau, ringe konkurrenceevne og lav beskæftigelse siges det af de to forskere.

Påstanden om nulvækst og manglende bevægelse er imidlertid forkert. I perioden frem til 1990 viste Paldams eget datagrundlag i bogen om den grønlandske økonomi (Rockwoolfonden 1994), at det til stadighed var lykkes for Grønland at nedbringe den økonomiske afhængighed af ensidige indkomstoverførsler fra staten. Væksten i det reale grønlandske bruttonationalprodukt forløb hurtigere end væksten i statens udgifter, der de seneste årtier inden 1990 oven i købet viste negative vækstrater.

Fra 1990 til 1998 fastholdt man imidlertid den positive BNP tendens således, at den samlede reale vækst for hele perioden var på mere end 20 procent og den gennemsnitlige årlige vækst var på mellem fire og fem procent. De seneste væksttal fra det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands Økonomi viser endda, at væksten for 2000 var på tre procent og for 2001 på to procent.

Den grønlandske økonomi udvikler sig fortsat i den rigtige retning, om end vi selvfølgeligt alle ved, at der skal mere til end fiskeri og fiskeindustri for at løfte en værditilvækst, der kan beskattes med henblik på at udligne overførslerne fra Danmark fuldstændigt. Landets økonomiske potentiale er derfor for indeværende ikke til en hurtig afvikling af den økonomiske afhængighed.

En afvikling over 20 år ville betyde et årligt krav om 150 millioner kroner mere til landskassen, hvis en uændret levestandard skal fastholdes. Der er vel at mærke her tale om 150 millioner mere hvert år oveni de tidligere års forøgelser. Der skal igangsættes mange olie og gasfelter, før dette kan blive realistisk! Og at tale om at bringe Grønland ned på Portugals levefod er direkte urealistisk.

Her var den danske statsminister mest realistisk under sit seneste besøg i Grønland. Princippet er, at der flytter en pose penge med til løsning af de statslige opgaver. Dette tilskud fastsættes ved lov, hvor princippet er, at de områder Grønland ikke selv kan finansiere, omfattes af et tilskud fastsat efter statens hidtidige udgifter vedrørende det overtagne område.

Det siges også af Paldam, at Grønland med Karl Marx’s definition er en socialistisk stat. Karl Marx har for det første aldrig defineret, hvad en socialistisk stat er, og for det andet er det forvrøvlet at sætte høje kollektivismeprocenter (den offentlige sektors BNP andel) lig med socialistisk økonomi. Alle nordlige regionale økonomier fra Alaska, de nye nordvestterritorier, Nunavut, Nordskandinavien og det nordlige Rusland er kendetegnet ved en høj grad af offentligt engagement og et samspil mellem det offentlige og det private. De to sektorer udelukker ikke hinanden, de er nødvendige for hinanden - uden den ene ikke noget af den anden og vice versa!

Sådan også i Grønland, det er ikke specielle onde politiske viljer, der introducerede statsdrift i Grønland i slutningen af 50erne men nødvendighed. Det private initiativ blev væk fra den grønlandske fiskerisektor de første ti år med G50, og altså måtte staten træde til. Strategien med en privatisering af Grønland slog altså fejl i halvtredserne. Private investorer slog sig ned der, hvor der var sikker offentlig efterpørgsel - i de landbaserede handels-, service- og bygge- og anlægsbrancher. Senere har det igen og igen vist sig, at private investorer bliver væk fra Grønland, eller at de trækker sig ud på grund af lav indtjening, skuffede profitforventninger eller slet og ret tab. Det er ikke kun offentlige aktiviteter, der er tabsgivende.

De to forskere taler også om øget konkurrence. Denne er imidlertid yderst vanskeligt at etablere internt i Grønland - det gælder lokalt, hvor små monopoler opstår, fordi der ikke er plads til mere end en lokal udbyder, den lokale blikkenslager, elektriker, tømrer osv. Nogle steder kan der etableres lidt konkurrence, men også her kan der opstå markedsufuldkommenheder på grund af karteller, prisaftaler og deslige.

Det er forunderligt at nyliberale økonomer aldrig vil se, at der kan have været en årsag til at monopolerne opstod. Monopol, bureaukrati, hierarki og planlægning var en mere effektiv måde at løse forsyningsopgaverne på. Dette skyldes stordriftsfordele og lavere omkostninger end dem, der er forbundet med transaktioner, som små konkurrerende enheder skal indgå med hinanden.

Blandingen af offentligt initiativ, en effektiv investeringsplanlægning og privat initiativ har over årene vist sig som et levedygtigt system, der har skabt en betydelig økonomisk vækst. Det må man ikke glemme, og man skal passe på med at lade private monopoler opstå gennem privatiseringer, fordi dette kan gøre varer og tjenester endnu dyrere. Den grønlandske økonomi har behov for regulerede markedsmekanismer, der hvor det kan lade sig gøre - andre steder er offentligt initiativ eller et samspil mellem sektorerne nødvendigt.

Der er i høj grad behov for samfundsøkonomiske og driftsøkonomiske analyser af konsekvenserne af privatisering og markedsøkonomi. Først da kan vi udtale os om hvor privatiseringer og markedsøkonomi kan lade sig gennemføre. Det ville have klædt de to danske forskere, at de gav os disse analyser i stedet for de sædvanlige ideologiske luftkasteller.