»John Sakeouse« - tolken ved mødet med thulefolket

Manden, der formidlede mødet i 1818 med det dengang ukendte thulefolk, hed Hans Sakæus, men efter sit ophold i Skotland underskrev han sig »John Sakeouse«. Han var fra Diskobugten. I maj 1816 skjulte han sig om bord det skotske hvalfangerskib »Thomas and Anna« af Leith ...

Fredag d. 19. april 2002
Jørgen Fleischer, Redaktør
Emnekreds: Grønlands historie.

Indholdsfortegnelse:
Fik undervisning i tegning og maling
Kom galt af sted grundet skøn pige
Et værre cirkus
Begavet og med gode egenskaber


Manden, der formidlede mødet i 1818 med det dengang ukendte thulefolk, hed Hans Sakæus, men efter sit ophold i Skotland underskrev han sig "John Sakeouse". Han var fra Diskobugten. I maj 1816 skjulte han sig om bord det skotske hvalfangerskib "Thomas and Anna" af Leith. Kaptajnen på skibet ville sætte den blinde passager i land igen. Men på sin indtrængende bøn om at blive om bord, fik han lov til det og kom til Leith, en havnebydel i Edinburgh i Skotland.

Hvorfor Hans Zakæus besluttede at tage med hvalfangerne ved man ikke. Han sagde, at han var meget begejstret for missionærerne, og at det var nok længslen efter at se deres land, der havde fået ham til at stikke af. Men vareknapheden og mangel på ammunition efter krigen med England i 1807-14 havde sikkert også spillet en rolle i denne beslutning.

Han havde kun haft en eneste slægtning. Vedkommende var død, da hvalfangerskibet med Hans Sakæus om bord kom til Diskobugten året efter. Det var grunden til, at han forblev om bord og fulgte med tilbage til Skotland.

Fik undervisning i tegning og maling
Hans Sakæus var omkring 20 år gammel, da han stak af, og han fik undervisning i de elementære fag under opholdet i Leith i vinteren 1817. En kendt skotsk maler opdagede, at den unge grønlænder havde gode anlæg for tegning og maling og gav ham undervisning i dette fag.

På det tidspunkt havde den engelske opdagelsesrejsende sir John Ross planer om at drage på ekspedition nordpå for at finde Nordvestpassagen. Han hørte om den begavede unge grønlænder og kontaktede ham for få ham med på sin ekspedition som tolk.

Således gik det til, at Hans Sakæus blev antaget som tolk, og i foråret 1818 drog ekspeditionen med to skibe til Grønland.

Kom galt af sted grundet skøn pige
I nærheden af bygden Illorsuit i Uummannaq distrikt var der så megen is, at skibene ankrede op, og Hans Sakæus sendtes i land for at kontakte sine landsmænd.

Han kom tilbage med nogle grønlændere, og Ross tilbyttede sig en hundeslæde med forspand. Senere bragtes hundeslæde og hunde om bord på en konebåd af fem kvinder.

To af disse piger var højere og lysere i huden end de andre. De var døtre af en dansk udstedsbestyrer og en grønlandsk kvinde. Sakæus var meget indtaget i den kønneste "blanding". Det lagde en af officererne mærke til og gav Sakæus et tørklæde, som han straks og meget højtideligt gav videre til den skønne.

Med en blufærdig rødmen trak pigen en ring af sin finger og gav den med smil til Hans Sakæus, som fik lov til at følge hende hjem.

Hans Sakæus kom ikke tilbage til skibet til den aftalte tid, og fra skibet sendtes en båd i land efter ham. Så vendte Sakæus tilbage, meget nedbøjet og ynkeligt at se på.

Det viste sig, at han havde brækket nøglebenet. Han havde villet imponere pigen og havde kommet for meget krudt i flintbøssen, da han skulle skyde til måls, "plenty powder, plenty kill", som han udtrykte det på engelsk.

Et værre cirkus
Omtrent på samme sted som Thule Air Base i dag ligger, så John Ross den 9. august 1818 nogle mennesker på isen. Han troede først, at det var skibbrudne hvalfangere.

Det havde han også god grund til at tro, for "45 store sejlere fulgte i hans kølvand helt op til Red Head", spydspidsen af Melvillebugten, en ca. 450 kilometer lang, øde strækning, der skiller thulefolket fra "det danske Vestgrønland".

Da han blev klar over, at mændene på isen var de indfødte, tilkaldte han tolken og bad ham om at komme i kontakt med stammefrænderne.

Hans Sakæus blev udstyret med en del gaver og et hvidt flag. På et isbjerg lod englænderne hejse et stort hvidt flag, prydet med tegninger af sol og måne over en udstrakt hånd, der holdt en lyngplante. Til flagstangen var bundet en pose med gaver, mens en hånd viste hen mod skibet.

Men det var meget vanskeligt at komme i kontakt med thulefolket, som troede, at skibet var et ukendt havdyr.

På hver sin side af en revne i isen stod Sakæus og thulefolket prøvede på at tale med hinanden. Men det var svært at forstå hinandens dialekt.

Til at begynde med var thulefolket fjendtligt indstillet. Men så kastede Hans Sakæus en engelsk kniv over til dem som gave.

Den gode hensigt virkede. Thulefolkets anfører råbte noget til de andre og gav sig til at trække i næsen. Straks gjorde Hans Sakæus det samme, og venskabet var dermed sluttet.

Begavet og med gode egenskaber
Sir John Ross var begejstret for Hans Sakæus, der var begavet, havde gode menneskelige egenskaber og fortræffelige kvalifikationer som sømand, tolk, tegner og sæl- og bjørnejæger.

Efter tilbagekomsten til Skotland var Hans Sakæus helt opsat på at bringe kristendommen ud til sine stammefrænder i nord, som John Ross kaldte for "Arctic highlanders".

Den engelske admiralitet sørgede for, at Hans Sakæus efter tilbagekomsten fik en god undervisning i Edinburgh.

Men som det plejede at være tilfældet med datidens grønlændere i udlændighed, bukkede den unge begavede mand under for civilisations sygdomme.

Formidleren ved mødet med thulefolket og den kommende thulemissionær, Hans Sakæus alias "John Sakæouse" blev i Edinburgh angrebet af nervefeber og døde den 14. april 1819.