Undervisningen bliver bedre

Det er glædeligt at konstatere, at udvalgsformanden udtaler, at kommunen også har sin del af ansvaret for, hvad der foregår i skolerne. Landstinget fastlægger de overordnede rammer, og kommunerne har ansvaret for, hvordan rammerne fyldes ud

Fredag d. 19. april 2002
Lise Lennert
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Uddannelse.

Kultur- og undervisningsudvalgsformand Simon Simonsen, Qaqortoq, giver i en artikel her i avisen udtryk for en frygt for, at undervisningen bliver forringet med landsstyrets forventede gennemførelse af folkeskolereformen. Han henviser her til, at elevernes timetal nedsættes med forordningsforslaget. Det giver anledning til at sætte et par ting på plads: I forslaget til ny landstingsforordning om folkeskolen er det, man kalder elevernes minimumstimetal reduceret med 68 timer i forhold til de minimumstimetal, der findes i den nuværende forordning. Det har aldrig været sådan, at kommunerne tildelte eleverne minimumstimetallet. Tværtimod har man gennem adskillige år ligget et stykke over. Hvis kommunerne vil fortsætte med den praksis, er der ikke noget, der forhindrer det. Det er imidlertid vigtigt også at slå fast, at der i den pædagogiske forskning kun er påvist ringe sammenhæng mellem et fags timetal og elevernes udbytte af undervisningen. Det er ikke mængden af timer, der bestemmer undervisningens kvalitet, men indholdet af undervisningen og den måde, undervisningen gennemføres på. Den nye forordning lægger op til fleksibel planlægning, teamsamarbejde, nye læreplaner med klarere mål, bedre evaluering, nye undervisningsmetoder, fokus på lærernes efter- og videreuddannelse. En mere fleksibel planlægning og teamsamarbejde mellem lærerne vil også betyde, at man i højere grad vil kunne undgå aflysninger af timer ved planlagt lærerfravær. Det er også min klare opfattelse, at vi forbedrer indsatsen inden for specialundervisningen gennem vedtagelsen af forordningsforslaget. Vi sikrer nemlig, at der bliver sammenhæng mellem ansvar, kompetence og økonomi. De, der træffer beslutningerne, bør også afholde udgifterne hertil. Samtidig sikrer vi en større sammenhæng mellem den almindelige undervisning og specialundervisningen og et større incitament til, at der arbejdes forebyggende med problemerne. Undervisningen skal, uanset om vi taler om den almindelige undervisning eller om specialundervisning, tage udgangspunkt i elevens behov og muligheder. Det er i øvrigt ikke vores hensigt at stille de kommuner, der har særligt mange elever, der kræver en særlig undervisning, dårligere end tidligere. Det er glædeligt at konstatere, at udvalgsformanden udtaler, at kommunen også har sin del af ansvaret for, hvad der foregår i skolerne. Landstinget fastlægger de overordnede rammer, og kommunerne har ansvaret for, hvordan rammerne fyldes ud. Den nye forordning lægger større vægt på kvalitet end på kvantitet. Det er derfor min klare opfattelse, at vi med vedtagelsen af forordningsforslaget har skabt et fundament for en bedre undervisning i folkeskolen og dermed Atuarfitsialak.