Ingen handling bag ordene

Sagt på en anden måde, så har enhver borger i vort samfund - fra det mindste spædbarn til den allerældste borger - måttet punge ud med 1.300 kr. hver især for at dække et uhjemlet overforbrug ind ... Dette er ikke blot i strid med Budgetloven men også med selve Grundloven. Ingen udgift må afholdes uden Landstingets samtykke

Fredag d. 10. maj 2002
Per Berthelsen, landstingsmedlem, Siumut, politisk ordfører
Emnekreds: Love og konventioner, Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Finansloven er som en kuffert.
Budgetloven og driftsreservens hensigt
Beskedent overskud
Med lov skal land bygges
På tide at drage omsorg for demokratiet
Bør få konsekvenser


I dag skal vi drøfte Landskassens regnskaber for 2001. Pressen har allerede i skarpe vendinger givet sine kommentarer til regnskaberne. I dag er det vores tur til at kommentere og drøfte dem.

Landsstyret har i år præsteret et regnskab, som må enhver til at vakle i troen på, at vi har styr på vores økonomi - til trods for de flotte ord og gode intentioner, som har præget den politisk-økonomiske dagsorden.

De gode intentioner er blandt andet kommet til udtryk i Landsstyrets politisk-økonomiske redegørelser, hvori Landsstyret har manet til en stram udgiftsstyring. Og ikke mindst er de gode intentioner kommet til udtryk i vedtagelsen af en budgetlov, som sikrer en samlet økonomisk prioritering gennem Landstingets Finanslov. I dag kan vi se, at der ikke er sat handling bag ordene, som efterhånden klinger hult.

Før i tiden havde vi mange tillægsbevillinger. Faktisk så mange, at det kunne være vanskeligt at fastholde et samlet politisk overblik over økonomien. Det samlede overblik fortonede sig i løbet af finansåret. Men det rettede vi op på med vedtagelsen af Budgetloven.

Finansloven er som en kuffert.
Finansloven er som en kuffert. Der er grænser for hvor meget den kan rumme.

Når vi skal ud at rejse, så pakker vi kufferten med strømper og skjorter, bukser og undertøj, badehåndklæder og solcreme. Måske er der ikke plads til sandalerne og den bog, vi kunne tænke os at læse på turen. Så må vi vælge, hvad der er vigtigst at tage med i kufferten. Skal bogen med, må vi undvære et par af strømperne.

Sådan er det også med Finansloven. Vi lægger alle vores udgiftsønsker for det kommende år frem, og så må vi udvælge dem, som skal med i Finansloven. Ligesom der er grænser for, hvor meget kufferten kan rumme, er der også grænser for hvor store samlede udgifter samfundet har råd til at afholde. Hvis ønskerne overstiger de midler, der er til rådighed, så må vi prioritere mellem ønskerne. Eller sagt med andre ord: Vi må vælge - og samtidig fravælge. Det er det, vi kalder en samlet prioritering.

Vi skal altså prioritere samlet om efteråret, og det kan vi kun, når vi har forberedt os grundigt. Det er vigtigt, at vi arbejder med realistiske budgetter.

Det nytter imidlertid ikke at tro, at vi helt kan slippe for uventede overraskelser undervejs i det kommende år. Ligesom det er vigtigt med realistiske budgetter når vi "pakker" Finansloven, er det vigtigt, at der er plads til det uventede, som vi af erfaring ved dukker op. Vi skal med andre ord have en driftsreserve af en realistisk størrelse.

Budgetloven og driftsreservens hensigt
Med Budgetlovens vedtagelse har vi overladt det til Finansudvalget at tage stilling til tillægsbevillinger. Da det samlede økonomiske råderum er begrænset, forventer vi, at Finansudvalget afpasser deres tillægsbevillinger efter driftsreserven og efter, hvad der er forsvarligt. Ellers mindskes landskassens overskud og bliver måske endog vendt til et underskud.

2001 var et godt år for Grønland. Vores indtægter blev større end forventet, og vi kunne have lagt et pænt beløb til side. Vi konstaterede imidlertid sidste mandag, at vi i Landstinget har godkendt store tillægsbevillinger, som gør indhug i fremtidens råderum. Man kan diskutere, om Finansudvalget har været for rundhåndet - for tilbøjelig til at imødekomme Landsstyrets bevillingsansøgninger. I alt fald er det uomtvisteligt, at Finansudvalget ikke har formået at afpasse tillægsbevillingerne efter driftsreserven. Men samtidig kommer man næppe udenom, at den afsatte driftsreserve har været utilstrækkelig. Tillægsbevillingsloven og Landskassens regnskaber taler sit tydelige sprog. Landstinget afsatte i Finansloven for 2001 godt 14 mio. kr. i disponibel driftsreserve. Landstingets tillægsbevillinger udgjorde netto over 90.000.000 (halvfems millioner!) kr. - det er et ubudgetteret ekstraforbrug, der forslår.

I år kan vi igen se, at den plads, vi havde afsat til uforudsete udgifter, slet ikke forslår.

Det må vi lære af. Det nytter ikke, at vi fulde af optimisme afsætter en beskeden driftsreserve. Driftsreserven må have en realistisk størrelse - ellers slår den ikke til. Og når driftsreserven først er tømt, spiser vi af de penge, som vi i Landstinget har besluttet at lægge hen til de dårlige tider, som venter forude.

Hvis en familie bruger alle sine penge de første dage efter lønudbetalingen, hvorfra skal den så skaffe penge til mad sidst på måneden? Det forholder sig på samme måde med samfundets økonomi. Landskassens indtægter er ikke lige store hvert år. Hvis man ikke lægger til side i de gode år, så bliver det vanskeligt at klare sig igennem de dårlige.

Det kan være svært at afslå en bevilling, når man kan se at behovet er til stede. Men det kan være nødvendigt at sige nej. Hvis man giver af de midler, som er gemt til de dårlige tider, vil prisen for at mildne de vanskeligheder, vi står overfor i dag, være en økonomisk katastrofe i morgen.

Det kan vi ikke være bekendt over for de borgere, som har valgt os til at forvalte samfundets midler. Vi skylder vore medborgere at handle ansvarligt og leve op til den tillid, som er blevet os vist. Vi skylder vore medborgere at tænke på morgendagen og ikke sætte fremtiden på spil.

Beskedent overskud
Misforholdet mellem den afsatte driftsreserve og de tillægsbevillinger, som blev givet, er imidlertid ikke den eneste årsag til det alt for beskedne overskud på Landskassens regnskaber.

En anden - og langt værre - årsag er, at omkring 65 mio. kr. er brugt uden Landstingets godkendelse.

To landsstyreområder har overskredet deres driftsbevillinger med tilsammen 61 mio. kr. Landsstyreområdet for Arbejdsmarked og Sociale Anliggender har overskredet budgettet med 27 mio. kr., mens Landsstyreområdet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke har overskredet budgettet med ikke mindre end 34 mio. kr. Sagt på en anden måde, så har enhver borger i vort samfund - fra det mindste spædbarn til den allerældste borger - måttet punge ud med 1.300 kr. hver især for at dække et uhjemlet overforbrug ind.

Hertil skal så lægges, at de to landsstyreområder har et overforbrug på administration, som samlet når 5,5 mio. kr. Administration af de to områder koster i forvejen hver borger ca. 700 kr. årligt.

Men det er åbenbart ikke nok for de pågældende administratorer. Som en tyv i natten har de lempet endnu en hundredkroneseddel ud af baglommen på hver enkelt borger i det ganske land! Hov! Det var jo lige så meget, som hele nationalopsparingen i 2001. Se dét kalder jeg et overforbrug.

Med lov skal land bygges
Dette er ikke blot i strid med Budgetloven men også med selve Grundloven. Ingen udgift må afholdes uden Landstingets samtykke.

Med lov skal land bygges. Hvis ikke vi regulerer adfærden, så ender det i anarki. Det demokratiske system er nu engang skruet sådan sammen, at man spørger om lov, før man tager af kassen. Sådan er lovgivningen, og det lyder da rimeligt, gør det ikke? Det er måske ikke sjovt og kan tilmed være besværligt at skulle forklare sig og redegøre for sine behov, men sådan er nu engang spillereglerne.

Hvad har de involverede landsstyremedlemmer at anføre til deres forsvar? Hr. Dorph vil måske forsvare sig med, at han ikke kunne forhindre overforbruget uden at lukke børneinstitutioner ned og skabe nød og elendighed? Eller måske han vil forsvare sig med, at overforbruget i det væsentligste blev skabt af hans forgænger, Hr. Jørgen Wæver Johansen? Umiddelbart forekommer det måske fristende at godtage disse undskyldninger, men stands engang og tænk efter!!
Når bare det ikke er bevidst og ekstraordinært smart - er det så alligevel lovligt?  
KNR-Online 11.maj 2002:

Jeg har studeret sagen med mine rådgivere

Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt (S) siger til kritikken at Landskassens regnskab for 2001 ser godt ud, og at man har overskredet inden for uddannelses og socialområderne er noget vi også har styr på, det er nødvendige udgifter som er dukket frem efter vedtagelsen af finansloven.

Og jeg har studeret sagen med mine rådgivere og der er forklaring på hvorfor de har overskredet, det er ikke bevidste handlinger for at lave ekstraordinære smarte arrangementer, men som sagt nødvendige udgifter blandt andet af hensyn til de uddannelsessøgende.
 
   
Så snart et Landsstyremedlem konstaterer, at en budgetoverskridelse truer, har Landsstyremedlemmer PLIGT til at gribe ind i form af besparelser eller omrokeringer. Hvis det imidlertid står klart, at den truende budgetoverskridelse ikke på forsvarlig vis kan afværges gennem besparelser eller omrokeringer, må Landsstyret OMGÅENDE søge Finansudvalget om en tillægsbevilling. Hvis Landsstyret undlader dette, savner merforbruget hjemmel, hvilket vil være en ansvarspådragende overtrædelse af såvel Budgetloven som Danmarks Riges Grundlov.

Og ikke nok med det. Det enkelte Landsstyremedlem har pligt til LØBENDE at holde øje med, at forbruget ikke tager overhånd og truer med at overskride bevillingerne. Hvis et Landsstyremedlem holder sig i lykkelig uvidenhed om sit landsstyreområdes økonomi og først i 11. time inden regnskabets aflæggel se gør kassen op, så har det pågældende landsstyremedlem svigtet sin opgave. Et Landsstyremedlem har pligt til at sikre sig, at de fornødne økonomistyringsredskaber er til stede, og at forbruget nøje følges måned for måned.

Det handler om at udvise ansvarlig adfærd. Og det er der god grund til. Vores handlinger og dispositioner iagttages nøje. Vi måles på om vi lever op til vore løfter og efterlever de regler, vi har sat. Dermed drejer det sig i sidste ende om vores troværdighed.

På tide at drage omsorg for demokratiet
Det er ganske enkelt på tide, at vi drager omsorg for demokratiet. Demokratiet er en skrøbelig konstruk tion, som man skal værne om. Hvis nogen tager af kassen uden at have fået Finansudvalgets samtykke, så bør det få konsekvenser. Eller er lovgivningen ikke det papir værd, den er skrevet på?

For gang på gang oplever Landstinget urimelige budgetoverskridelser, der ikke kan forsvares på nogen fornuftig måde.

Det er ikke nok at have evnerne, vi skal også have VILJEN og MODET til at fastholde respekten for de elementære økonomiske spilleregler. Formår vi ikke det, så hører vort system op med at give mening.

Og hvorfor skal Landstinget bruge tid på at godkende budgettet, hvis de ansvarlige får lov at slippe afsted med lovbrud efterfølgende?

Skal vi i Landstinget være andet end marionetter i et absurd teaterstykke - så skal vi i dag stå sammen og kræve ansvaret placeret, der hvor det hører hjemme.

Vi har al mulig grund til at føle os ikke bare fortvivlede, men også fortørnede over de gentagne brud på Budgetloven og dens principper, som vi har været vidner til siden dens vedtagelse --- lov- og principbrud, som sjældent har fået konsekvenser, måske med undtagelse af Hr. Mikael Petersens farvel til sin landsstyre-taburet.

Vælgerne overlader os et stort ansvar. Borgerne forventer, at vi - de folkevalgte - viser vejen og skaber rammerne for et samfund, hvor dét at handle ansvarligt falder naturligt og hvor dét, at yde sit bidrag til samfundet, bliver belønnet. Det er OS, der sætter eksemplet for befolkningen.

Med lov skal land bygges. Lukker vi øjnene for de fortsatte lovbrud, mister vi alt.
  Når bare man har et flertal i Landstinget bag sig - kan det så bare gøres lovligt alligevel?
  KNR-Online 11.maj 2002:

Mistillid til tre landsstyremedlemmer

Med 12 stemmer for og 19 i mod faldt IA’s motiverede mistillidsvotum til tre landsstyremedlemmer i dag i Landstinget. Baggrunden er et merforbrug sidste år på knap 60 mio. kroner i to direktorater.

Johan Lund Olsen fra IA siger:
-Minimum 3 lovgivninger er tilsidesat i denne her sag. Allerførst er det grundlovens paragraf 46 stk. 2, der står det helt klart at et landsstyre ikke kan bruge en bevilling der ikke er bevillingsmæssig dækning til, derudover er det budgetloven som har det samme ordlyd som grundloven, yderligere har vi en lov om landsstyremedlemmers anvarlighed, det er de tre love der er tilsidesat i denne her sag.
   
Så nu siger jeg det for sidste gang, så selv de mest tungnemme skal være låst fast i kammerateriets fløjlslænker for at fortrænge følgende sandhed: Vi kan ikke blive ved at se gennem fingre med denne slendrian, ellers udstiller vi os selv og vores demokrati vil kunne sammenlignes med en moderne tragedie.

Bør få konsekvenser
Det BØR få konsekvenser, fordi det er moralsk forkasteligt. Det KAN få konsekvenser, fordi det er decideret lovbrud. Og det SKAL have konsekvenser, fordi det står i Landstingets - vores - magt at vise omverdenen, at vi er ansvarlige mennesker, der tager opgaven alvorligt.

Kun på den måde, kan vi vinde lidt af respekten tilbage fra en befolkning, der efterhånden må tro, at skandaler er det eneste vi til fulde magter at føre ud i livet.

Får det ikke konsekvenser, ja så sætter vi Finansudvalget - og dermed reelt Landstinget - uden for indflydelse. Ja ikke nok med det; vi sætter selve demokratiets spilleregler ud af kraft, og lader hånt om et af de mest centrale principper i Grundloven.

Jeg ser meget gerne, at de Landsstyremedlemmer, der har forbrugt uhjemlede midler fra Landskassen forklarer os, der er forsamlet her i dag og alle lytterne med, hvad det egentlig er, der er sket. For jeg forstår det ikke. Så jeg er umådeligt spændt på at høre, med hvilke begrundelser I har taget af kassen uden at spørge først.