Budgetoverskridelse: Landsstyret får dumpekarakterer

Landsstyret gentager sin fejl ved at fremsende en ansøgning til Landstingets Finansudvalg om dækning af de forventede overskridelser for indeværende finansår. Og det sker fire måneder efter finanslovsårets start

Fredag d. 17. maj 2002
Irene Jeppson
Emnekreds: Love og konventioner, Politik.

Budgetoverskridelserne på 65 millioner kroner på Finansloven for 2001 bringer sindene i kog hos oppositionens politikere.

Flere direktorater sprængte sidste år deres budgetter, selv om der ikke var bevillingsmæssig dækning til at bruge løs af pengene.

Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt har efter den seneste tids offentlige - og hektiske debat lovet, at der skal strammes op på den økonomiske styring. - Der kommer altid uforudsete udgifter, men det bliver nødvendigt med stramninger på de kommende års finanslove, siger Jonathan Motzfeldt.

Mange skældsord
I de seneste dage har det føget med skældsord. "Landsstyreformanden er en løgner". "03 eller 05 i karakterer til Landsstyret". "Landsstyret bør gå af".

I sidste uge gik landsstyreformand Jonathan Motzfeldt i pressen og forsvarede budgetoverskridelser. På hjemmestyres hjemmeside www.nanoq.gl skrev landsstyreformanden, at der allerede sidste år var blevet sendt ansøgninger til Finansudvalget om yderligere bevillinger for at dække de stigende udgifter i enkelte direktorater.

Det fik formanden for Inuit Ataqatigiit Josef Motzfeldt til at fare i vejret.

- Landsstyreformanden lyver og manipulerer med befolkningen.

hjemmesiden skriver Jonathan Motzfeldt videre:

- Landsstyret har den 7. maj 2001 sendt tillægsbevillingsansøgning for uddannelsesmæssige og sociale institutioner.

- Det er en misforståelse, mener Josef Motzfeldt, mens landsstyreformanden undskylder sig med, at det er en simpel slåfejl.

Landsstyreformanden er hurtig til at sende en pressemeddelelse ud hvor han skriver, at der i stedet for 2001 skulle have stået 2002.

Ikke søgt bevilling for 2001
Landsstyret har søgt om ekstrabevilling til to direktorater, Direktoratet for sociale anliggender og Direktoratet for kultur og undervisning, men der er ikke søgt om tillægsbevillinger til at dække de ekstra udgifterne i de to direktorater sidste år.

Josef Motzfeldt mener, at landsstyret intet overblik har, hverken politisk eller økonomisk.

- Eksempelvis var der overskridelserne fra sidste år, men landsstyret gentager sin fejl ved at fremsende en ansøgning til Landstingets Finansudvalg om dækning af de forventede overskridelser for indeværende finansår. Og det sker fire måneder efter finanslovsårets start, siger Josef Motzfeldt.

Landskassen regnskab for 2001 er sendt videre til Revisionsudvalget. Udvalget arbejder med de bemærkninger, der blev fremsat af partierne under behandlingen af punktet på forårssamlingen.

Forårssamlingen sluttede i onsdags den 15. maj.