Jeg glæder mig utroligt meget

Ja ... jeg glæder mig utroligt til den dag, hvor vi bliver selvstændige! Til den dag splidmagerne fjerner sig og rejser væk, også selv om der blandt dem findes brave folk, der med hele deres hjerte vil leve sammen med os her i landet

Tirsdag d. 4. juni 2002
Elias Larsen
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Kultur og samfund, Rigsfællesskab og selvstyre.

Der er altid en historie bag ethvert menneskes liv. Vi har alle især en historie bag os. Naturligvis har nogen et mere tilbagetrukkent liv og derved historie, mens andre er mere synlige. Dette findes og kan læses om i alle befolknings historiske materialer. Det er ikke sådan, at jeg vil klæde mig helt nøgen af, når jeg nu skal til at fortælle om mig selv, men jeg vil fortælle lidt om mine erfaringer og deres baggrund og min tankegang og omgivelser. Formodentlig har det væsentligste udgangspunkt for min fremtid været, at jeg tog til Danmark, da jeg kun var 12 år. Og hvis jeg blot kunne, ville jeg vende tilbage til det år, fordi det var en bedrøvelig og tung tid for mig. Jeg har lovet mig selv, at hvis jeg engang fik børn, skulle de ikke opleve det samme som mig. Dernæst var jeg 20 år, da der var folkeafstemning om, hvorvidt vi ville være medlemmer af EF eller ej. Da var det en tung beslutning at tage om fremtiden, der skulle tages af grønlændere - og i særdeleshed for unge grønlændere. Der læste jeg bogen EF og Grønland adskillige gange, og det var før den tid, vi overhovedet kendte noget til partierne Siumut/Atassut/ Inuit Ataqatigiit, og det var en spændende, men også en tung beslutning, jeg dengang skulle tage som person. Da jeg spurgte min opdrager om den kommende folkeafstemning, var vedkommendes svar følgende: "Her tales der om din og måske dine børns fremtid! Husk at du er grønlænder og har en grønlandsk mentalitet, så vælg det bedste for dit land, og jeg ved selv, at jeg vil stemme nej!" Siden dannede nej-sigerne Siumut-partiet, mens ja-sigerne valgte at stifte Atassut. Senere dannede nogle af nej-sigerne til hjemmestyret partiet Inuit Ataqatigiit.   KNR On-line 15. juni 2002: Qanorooq fik næse Det Grønlandske Pressenævn har i dag givet Grønlands Arbejdsgiverforenings direktør Ole Rud medhold i en klage over et indslag i Qanorooq, den 15. april i år. I indslaget, hvor Jens Ostermann bliver interviewet, hedder det blandt andet om Ole Rud: - Vi hører næsten hver dag, at han ikke har tillid til grønlændere og hver dag håner han grønlændere, og siger de er uduelige, og at de ikke kan finde ud af noget. Han ville ikke sige sådan noget, hvis han havde en grønlandsk tankegang. Og så ville han arbejde for, at de fik flere grønlandske ansatte, men sådan forholder det sig ikke. I pressenævnets udtalelse, som Qanorooq er blevet pålagt at offentliggøre hedder det blandt andet, at udtalelserne mod Ole Rud er skadelige, krænkende eller agtelsesforringende. Pressenævnet konkluderer endvidere, at Qanorooq ikke har kunnet dokumentere, at Ole Rud har udtalt sig, som refereret af Jens Ostermann. Derudover burde Qanorooq, som det hedder i kendelsen, have givet Ole Rud lejlighed til at svare på beskyldningerne. Det skete først dagen efter og det er i strid med god presseskik, udtaler Pressenævnet.     Jeg takker for og er stolt over, at jeg er grønlænder, og det til trods for at jeg er gift med en svensker, og til trods for at vore børn bliver mobbet for, at de kun er "halv"grønlændere, men heldigvis anser de sig selv som grønlændere, og taler sproget helt rent. De aktuelle emner, der diskuteres i dag, handler om grønlændere/danskere/sproget, og man kan kun være taknemmelig for, at de kommer frem, men de skaber også forundring. Budskabet fra Arbejdsgiverforeningens bestyrelse lyder: Grønlændere, I kan ikke finde ud af noget som helst, indrøm det hellere og skam jer over det. En af avisernes vitser siger: Det er kun partikammeraterne, der behandles godt! Danskere, jeg vil lykønske jer for én ting: I havde held med at splitte det fællesskab, der ellers skulle være blandt os! Hvor er I dygtige - det er jo også den egenskab I allerede besidder - jeg ved, at I morer jer ved det. Jeg er taknemmelig for, at jeg allerede var siumutter længe før partiet Siumut blev stiftet, fordi jeg erkender, at jeg er grønlænder og vil leve som sådan. Ja ... jeg glæder mig utroligt til den dag, hvor vi bliver selvstændige! Til den dag splidmagerne fjerner sig og rejser væk, også selv om der blandt dem findes brave folk, der med hele deres hjerte vil leve sammen med os her i landet.