Kritik af Danmark i FN

I 1953, det samme år, hvor den danske regering skrev til »the Committee on Information from Non-Self Governing Territories« , blev Inughuit fra Thule distriktet i Nordgrønland, tvangsfjernet fra deres traditionelle fangstområder, for at Thule Air Force basen kunne blive bygget af den amerikanske regering

Fredag d. 7. juni 2002
Aqqaluk Lynge
Emnekreds: Internationale spørgsmål, Oprindelige folk, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

Hr. formand, jeg takker for muligheden for at bidrage med nogle kommentarer omkring menneskerettigheder. Som jeg under den generelle debat i sidste uge, gjorde opmærksom på, er ICC bekymret over den udvikling Erklæringen om Oprindelige Folks rettigheder har taget, specielt hvad angår artikel 3. I den forbindelse vil jeg gerne gøre opmærksom på et emne, som også berører mig personligt som direkte har relevans for de oprindelige folks rettigheder for selvbestemmelse. I september 1953 skrev den danske regering i et brev til "the Committee on Information from Non-Self Governing Territories’" femte session, og overbragte dens beslutning om ensidigt at stoppe fremsendelser af informationer om Grønland. Den danske regering sagde i den forbindelse, og jeg citerer: "befolkningen (har) hovedsageligt blandet sig med dem med skandinavisk blod, og det i et sådant omfang, at man ikke længere kan betragte befolkningen som en del af den eskimoiske race". Citat slut. For næsten 50 år siden sagde de første grønlandske medlemmer til det danske Folketing, der var blevet valgt ind kort efter at Grønland blev indkluderet i det danske rige - i denne selvsamme bygning - at de var danske borgere med de samme rettigheder som alle andre danskere. En af disse to grønlandske repræsentanter var min farfar, Frederik Lynge. De gjorde dette, fordi de ikke var klar over de juridiske og politiske konsekvenser, der senere ville kaste en skygge over vor status og rettigheder som et særskilt folk. Min første pointe i den henseende er, at fakta og historien bag disse hændelser bør sikres, og fremfor alt, at dokumentationen korrigeres. Grønlænderne er et oprindeligt folk, og vi skal, som andre folkeslag, have ret til selvbestemmelse. Min anden pointe er, at vi som Grønlands oprindelige befolkning, nu kan tale på egne vegne som direkte deltagere i Permanent Forum for Oprindelige Folks Anliggender under de Forenede Nationer. Selvom det ser ud til, at vi har gennemført en afkoloniseringsproces gennem oprettelsen af et grønlandsk hjemmestyre, har vi stadig ikke fuldtud nået dette mål. I denne henseende har Grønlands Hjemmestyre oprettet en Selvstyrekommission, som undersøger disse områder, og som vil give deres endelige rapport og anbefalinger i 2003. Min sidste pointe er, at disse emner kan sammenfattes i spørgsmålene om Thule-sagen, som jeg bragte op i forbindelse med sessionen i Kommissionens arbejdsgruppemøde omkring udkastet til erklæringen under diskussionen af artikel 10 i februar. I 1953, det samme år, hvor den danske regering skrev til "the Committee on Information from Non-Self Governing Territories" , blev Inughuit fra Thule distriktet i Nordgrønland, tvangsfjernet fra deres traditionelle fangstområder, for at Thule Air Force basen kunne blive bygget af den amerikanske regering. Inughuit er netop nu, gennem den danske højesteret, i gang med at kræve af den danske regering, at deres forfædres land returneres til de retmæssige ejere, og at der i samme forbindelse skal overvejes en en passende erstatning. I tillæg til dette, og på baggrund af domstolenes og regeringens fornærmende respons, har Inughuit søgt kontakt med International Labour Organization (ILO), Menneskerettighedskommissionen og Kommitteen for Udryddelse af Racediskrimination. Sagen om Inughuit, der blev tvangsflyttet, er et aktuelt og godt eksempel på behovet for en Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder. Hver artikel i denne erklæring er afgørende for Inughuit og alle Inuit i Grønland, og ikke mindst for alle oprindelige folk i verden. Til sidst, hr. formand, er det vort håb, at der gennem vor mellemkomst her i FN vil blive muligt at rette op på historien om, hvorledes vi er blevet benægtet vore rettigheder, således som vi har gjort det i dag. Det er uheldigt at vi må forlade vores hjem og rejse langt bort for at blive hørt. Men vi har nået et punkt i historien, hvor vi kan mødes i Permanent Forum og dele vores synspunkter og tilvejebringe den korrekte skildring af de oprindelige folks historie og deres relationer med regeringer og andre. Selvom vi endnu har udestående sager med Danmarks regering, der skal løses, vil vi med oprigtighed anerkende og takke for den indsats og ledelse som den har fremvist i de Forenede Nationer ved oprettelsen af Permanent Forum og dens søgen efter nye veje for at videreudvikle vores rettigheder og status.