Færinger og Grønlændere er ikke anerkendt som folk

Jeg vil hér i dag på grundlovsdag i Ilulissat benytte lejligheden til, at sige nogle ord og samtidig præsentere for befolkningen nogle vitale og nye opsigtsvækkende oplysninger som til dato har været hemmeligholdt for den grønlandske befolkning

Fredag d. 7. juni 2002
Johan Lund Olsen
Emnekreds: Kultur og samfund, Oprindelige folk, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Danmark er en enhedsstat med én grundlov, én statsleder (konge/dronning), én regering. Men igennem de sidste mere end 50 år er der opstået er "rigsfællesskab" mellem Danmark og de to hjemmestyreordninger på Færøerne og Grønland.

Betegnelsen "rigsfællesskabet" står den dag i dag imidlertid udefineret hen og er til dato en underlig og diffus størrelse. Til trods for at betegnelsen: fællesskab, normalt anvendes i forbindelse med relationer mellem selvstændige og uafhængige stater, betegnes relationerne mellem vort hjemmestyrende land: Grønland, Færøerne og den danske stat som rigsfællesskabet.

Det alene er i sig selv tankevækkende og giver stof til eftertanke. Hvis vi tager dette ord for pålydende - kan man da ikke tolke det derhen, at der i virkeligheden er tale om det danske - Færøske - Grønlandske rige?

Det vil sige, at der er tale om tre folk som har valgt at indgå i et partnerskab - i en fælles statskonstruktion hvor ligeværd mellem folkene kendetegner et reelt og forpligtende fællesskab?

Det er ikke tilfældet, fordi hjemmestyreordningen som bekendt hviler på et princip om, at "hjemmestyre for Grønland ikke kan gennemføres ved en folkeretlig overenskomst eller traktat, men kun statsretlig ved en dansk lov, hvorved folketinget delegerer en vis, nærmere afgrænset del i sin kompetence til hjemmestyret, som det er beskrevet i hjemmestyrekommissionens betænkning nr. 837 fra 1978, og derved definerer, hvorledes det grønlandske folk i dag folkeretlig er stillet.

Det betyder med andre ord, at det statsretlige udgangspunkt er, at Grønlands Hjemmestyres lovgivende og administrative myndighed, hviler på delegation på folketingets lovgivende kompetence. Den delegerede lovgivende kompetence kan derfor af folketinget også tilbagekaldes eller suspenderes ved lov.

I den gældende hjemmestyrelov udgør Grønland ifølge paragraf 1 ligeledes "et særligt folkesamfund indenfor det danske rige".

Det betyder igen, at hjemmestyreloven ikke anerkender os som et folk i FN’s forstand - også den dag i dag, men blot som et "særligt folkesamfund".

Jeg vil hér i dag på grundlovsdag i Ilulissat benytte lejligheden til, at sige nogle ord og samtidig præsentere for befolkningen nogle vitale og nye opsigtsvækkende oplysninger som til dato har været hemmeligholdt for den grønlandske befolkning.

Men først vil jeg understrege følgende: at de danske myndigheder til dato - hverken via grundloven eller gennem hjemmestyreloven har villet anerkende såvel Færingerne som Grønlænderne som et folk.

Ja, det er rigtigt at vi inderst inde i ånd og sjæl føler og værdsætter, at vi er et folk, men dette er som nævnt ikke stadfæstet og anerkendt gennem den gældende lovgivning.

At vi endnu ikke er anerkendt gennem lovgivningen som et folk, det er det centrale omdrejningspunkt. Det er derfor også overordentligt vigtigt at være bevidst om, at Grønlands ønske om en international identitet kun kan opnås ved at der gives et klart og utvetydigt budskab om, at det Grønlandske folk altid har forstået sig som et folk i F N ’s forstand, samt at vi til stadighed og usvækket bør insistere på egen forfatning/ grundlov for Grønland, som er os nærværende som et folk, og som vi inderst inde føler er vort eget, frem for et lovgrundlag som vi kun føler at have fået til låns fra Danmark.

Vi ved jo nu, at grundlovsændringen fra 1953 som muliggjorde, at vi blev indlemmet i det danske rige, ikke fulgte det regelsæt og de procedurer, som det internationale samfund gennem FN havde fastsat, og at dette skete ved en vildledning af det daværende Grønlandske Landsråd.

Det grønlandske folk fik jo som bekendt ingen mulighed for gennem en folkeafstemning at vælge sin egen fremtidige status ud fra flere valgmuligheder i medfør af FN-pagten, da det daværende Landsråd i 1952 kun blev mangelfuldt rådført og vildledt, og som på daværende tidspunkt heller ikke havde repræsentanter fra Thule og Østgrønland.

Denne procedure og fremgangsmåde er i sig selv efter IA’s opfattelse en meget alvorlig forseelse, hvorfor dette blandt andet var anledningen til, at IA forud for hjemmestyrets indførelse blev nødt til at anbefale et nej ved folkeafstemningen i 1979, idet det var åbenbart, at men gennem denne afstemning ikke stilede efter at få det Grønlandske folk anerkendt som et folk, i lighed med hvad der også skete i 1953.

Det er os selv der beslutter, hvilken vej vi vil betræde, uden indblanding udefra - frivilligt og på basis af vore basale menneskerettigheder.

Men dermed siger vi ikke, at vi skal fastholdes i vores nuværende situation som er uholdbar - set i relation til vort forhold til Danmark.

Der kan jo ikke være tale om nogen form for et partnerskab eller et fællesskab, så længe parterne er ulige.

Vi skal huske på at vi udfra alle rimelige juridiske argumenter kan betragtes som et folk. Som et folk har vi ret til ekstern selvbestemmelse og dermed en international identitet. Det er ikke ensbetydende med en konfrontationslinje hvis vi vælger denne vej - det er IA’s absolutte opfattelse.

Det er omvendt Danmark, som vil søge konfrontationen, dersom den danske regering i de kommende forhandlinger ikke vil anerkende det Grønlandske folks ret til selvbestemmelse og det Grønlandske folks ønske om sin anerkendelse som et folk.

Følgende er jo fakta og så sandt som solen står op hver morgen: den nuværende hjemmestyrelov er blevet en hæmsko for Grønlands videre udvikling - politisk som på det åndelige og følelsesmæssige plan.

Det samme skete i 1953, da den nugældende grundlov uden at det Grønlandske folk blev spurgt, blev presset ned over os. Der blev vi ikke anerkendt som et folk.

På netop denne dag - grundlovsdag den 5. juni, er det derfor også helt oplagt at kræve, at det Grønlandske folk gennem den folkeafstemning vi blev snydt for i 1953 og som i realiteten blev gentaget i 1979 og som vi derved endnu har til gode, spørges om:
  1. Vi ønsker uafhængighed/selvstændighed
  2. Vi ønsker en Free Association-ordning / løs og frivillig tilknytning hvor ligeværd mellem folkene kendetegner forholdet mellem to lande, eller
  3. Vi fortsat ønsker, at den nuværende hjemmestyreordning bør fortsætte uændret.
Sidstnævnte kan IA ikke anbefale - al den stund vi derved aldrig vil kunne anerkendes som et folk.

Det Grønlandske folk er selv herre over og bør være herre over, at beslutte egen fremtidig status.

Disse rettigheder er forsikret os i den resolution, som de Forende Nationer har besluttet skal gælde for alle folk som følge af afkoloniseringsprocessen af 1960 og ved tidligere af FN vedtagne retsregler. Disse rettigheder er sikret os og disse skal besluttes af folket selv gennem en folkeafstemning.

I dag vil jeg derfor her i Ilulissat fremføre beviser og dokumentation for hvad der egentlig skete i 1952 og 1953.

Beviserne vil blive præsenteret via en overhead på det store lærred - således at man ved selvsyn kan konstatere, at det Grønlandske folk endnu har en folkeafstemning til gode. Disse beviser er som nævnt endnu ikke præsenteret for det Grønlandske folk, fordi de har været godt gemt i arkiverne. Men de udgør ikke desto mindre det bevismateriale vi nu kan gøre nyttig brug af. Vi er jo som nævnt, selv herre over vor egen fremtid.