En hilsen til alle voksne

Børnekonventionens artikel 13 sikrer barnets ret til at give udtryk for sine følelser og synspunkter, blandt andet i form af kunst

Fredag d. 14. juni 2002
Asii Chemnitz Narup
Emnekreds: Kultur og samfund, Love og konventioner, Politik, Sociale spørgsmål.

Børnene er menneskehedens mest sårbare medlemmer. For at tage vare på dem vedtog De Forenede Nationers generalforsamling den 20. november 1989 konventionen om Barnets Rettigheder. Børnekonventionen er en slags grundlov for alverdens børn og den fastslår, at alle børn og unge har ret til at overleve, blive beskyttet og udvikle sig bedst muligt.

Grønlands Landsting har tiltrådt konventionen som gældende fra 1. januar 1993. Det betyder at Grønland har anerkendt barnets medfødte ret til et godt liv.

Med andre ord har vi voksne forpligtet os til at sikre børn økonomisk tryghed, delagtiggøre dem i det sociale og kulturelle liv og garantere dem sundhed og uddannelse.

Alligevel er det svært at fremkalde et helstøbt fotografi af Grønland som et børnevenligt samfund - for der er mørke skygger på det ellers lyse billede.

De mørke skygger dækker over de mange børn der er utrygge og nedtrykte, fordi de alt for ofte overlades til sig selv og ikke mærker forældrenes kærlighed eller andre voksnes nærvær.

De mørke skygger dækker over de familier hvor de voksnes evne, vilje eller ressourcer (til at leve op til ansvaret som forælder) ikke er tilstrækkelige til at skabe en tryg base for barnet.

De mørke pletter skærer i øjnene, så alle vil helst vil se væk. Smerten gør os stumme. Sådanne reaktioner giver ikke børn et bedre liv. Kun ved at se børns virkelighed i øjnene og åbne for den ærlige dialog opnår vi den erkendelse, der skal til for at skabe forandring. (Viljen til at skabe forandringer er at udvise ansvarlighed.)

Vi skal inddrage børn og unge i dialogen og vi skal blive bedre til at lytte til dem. Udtalelser for og af børn og unge skal opmuntres. De kulturelle institutioner og medierne må stilles til rådighed for børn og unges kreative udfoldelse. Børn og unge må gennem sang, digtning, drama og maling give udtryk for deres meninger om vejen for et bedre liv.

Børnekonventionens artikel 12 sikrer, at barnet har ret til at give udtryk for sin mening og krav på, at denne mening respekteres. Børnekonventionens artikel 13 sikrer barnets ret til at give udtryk for sine følelser og synspunkter, blandt andet i form af kunst.

Børn er også det grønlandske samfunds mest værdifulde ressource for fremtiden. Misligholdelse af denne ressource må høre op. Varetagelse af børns rettigheder er et fælles ansvar. Nu må de voksne vise vilje til at skabe forandring og vilje til samfundsmæssige omprioriteringer.