Den sociale organisation er problemet - ikke bloktilskuddet

Jeg tror, at det er de mere fremadrettede dele af Asii Chemnitz Narup og Kuupik Kleists synspunkter, vi skal diskutere. Og det med god grund, for det, der bekymrer IA&146;s tænkere, er den sociale apati og det manglende initiativ, man møder på alle niveauer af det grønlandske samfund

Fredag d. 21. juni 2002
Gorm Winther, Professor ved Aalborg Universitet  
Emnekreds: Samfundsforhold.

Indholdsfortegnelse:
Den sociale effekt
En ny klasse i Grønland?
Den nye klasses forskellige lag
Den nye klasse
Privatiseringsprocessen
Demokratisering og aftrapning?
Planlægning og fond


Efter en skarp debat i Danmark i marts og april om de økonomiske relationer mellem Grønland og Danmark skulle man tro, at der næppe kunne komme ret meget mere konstruktivt ud af dette fortærskede emne. Debatten herom er dukket op med jævne mellemrum i de 20 år, jeg har beskæftiget mig med Grønland, så vi skulle kende synspunkterne. Vi ved også at det er noget vrøvl, at sige, at bloktilskuddet skader Grønlands økonomi. Dette har aldrig været tilfældet andet end i hovederne på nogle økonomer, der ikke kan sætte sig over abstrakte skrivebordsteorier.

Jeg tror, at det er de mere fremadrettede dele af Asii Chemnitz Narup og Kuupik Kleists synspunkter, vi skal diskutere. Og det med god grund, for det, der bekymrer IA’s tænkere, er den sociale apati og det manglende initiativ, man møder på alle niveauer af det grønlandske samfund.

Væksten i den grønlandske økonomi er ikke sat i stå, men det er udviklingen. Tænk hvad der kunne ske, hvis man kunne frigøre alle de kræfter, der kan forny, inspirere og tage et initiativ - så ville der måske være en vej frem, der i højere grad hviler på den menneskelige faktor. At man i dette tilfælde fokuserer ensidigt på bloktilskuddet er en forkert analyse.

Den sociale effekt
Jeg har i en del år haft den opfattelse, at den snævre samfundsøkonomiske analyse alene ikke vil kunne levere svarene. Disse ligger et sted i grænselandet mellem økonomi og sociologi. Den aktuelle debat vidner om, at det måske er her, der sker en kortslutning. Man forveksler årsag med virkning, når man siger, at det er bloktilskuddet i sig selv, der angiveligt skulle sætte udviklingen i stå. Man glemmer, at bloktilskuddet også har en social effekt.

De sociale følgevirkninger af bloktilskuddet er ikke bare en høj levestandard - det er frem for alt også cementeringen af et post-kolonialt samfund med nogle magtstrukturer, der lammer og passiverer en befolkning, der giver op overfor denne magtudøvelse. Bloktilskuddet cementerer magt hos en ny klasse, og denne magtudøvelse kombineres med et samfund baseret på top-down styring.

Underordning og forældede ledelsesbegreber baseret på kæft, trit og retning er en hindring for initiativ og handlekraft i befolkningen. Det er ikke alene en gradvis fjernelse af bloktilskuddet, der er svaret på Grønlands enorme problemer - svaret ligger snarere gemt i fraværet af en demokratisk proces, der inddrager befolkningen på alle samfundets områder.

Magten skal tages fra den nye klasse i Grønland for at dynamikken i samfundet kan genskabes. På samme tid kunne bloktilskuddet bruges målrettet, og som en del af en styrket fysisk og økonomisk planlægning.

En ny klasse i Grønland?
Grundlæggende skal man se det grønlandske samfund som en pyramide opdelt i forskellige sociale lag. Det er ikke på afgørende vis lykkedes at få ændret på disse magtforhold, som dels er et levn fra tiden med den statslige planlægning og de store statslige virksomheder, dels også skyldes de mange overtagelser af statslige områder.

Det var fra starten ikke meningen, at det grønlandske samfund skulle til at bære et overudviklet statsapparat. At dette alligevel blev tilfældet skyldes manglende lokale forudsætninger for at etablere et ’grønlandiseret’ administrativt apparat. Endvidere var der for få lokalt uddannede, der kunne overtage og videreføre den eksisterende administration og virksomhederne.

Magthaverne i toppen af pyramiden er derfor et produkt af den organisatoriske afhængighed baseret på dansk praksis. Denne afhængighed manifesterer sig gennem det, nogle har kaldt efterligninger eller fortsat afhængighed af specielle danske institutioner og sædvaner omkring politiske, administrative, tekniske og økonomiske beslutningsprocesser.

Ud af dette udspringer en ny dominerende klasse, der i kraft af disse professionelle sædvaner, i kraft af sin uddannelse og det danske sprog, indtager dominerende positioner i det grønlandske samfund.

Den nye klasses forskellige lag
Ledende positioner er her ikke bare en social lagdeling eller en ulige fordeling af magt og indflydelse, det er også en skæv økonomisk fordeling, som primært bæres af den værditilvækst fiskere, fangere, fåreholdere og arbejdere nederst i pyramiden og bloktilskuddet fra Danmark skaber!

Denne sociale klasse kan inddeles i følgende lag: Importerede danske virksomhedsledere i de helt eller delvist offentligt ejede virksomheder og danske embedsmænd, der indtager ledende positioner indenfor hjemmestyrestaten og kommunerne. Grønlandske ledere og topembedsmænd, hvor denne må betegnes som et lag, der er på vej frem som Grønland er i færd med at videreføre selvstændighedsprocessen. Landsstyremedlemmer, medlemmer af landsting, borgmestre og kommunalbestyrelser, der skal udstikke de målsætninger og retningslinjer, der skulle virke styrende for samfundsudviklingen. Topledere og formænd i interesseorganisationer, som indgår i de politiske og administrative beslutningsprocesser enten gennem ’lobbyvirksomhed’ eller gennem pres (faglig kamp, blokader, boykot etc.) Ejere af virksomheder og trawlere samt ledelser i private virksomheder, hvor dette lag eksisterer indenfor rammerne af og i et samspil med den statsliggjorte grønlandske økonomi. Med de privatiseringsforestillinger, der kommer fra forskellige politiske og administrative beslutningstagere er dette lag på vej frem. Hvis privatiseringsforestillingerne kan gennemføres kan dette lag blive et dominerende lag indenfor fremtidens grønlandske elite. Medlemmer af de øvrige lag kan i øvrigt tilhøre både sidstnævnte kapitalistiske lag og et af de andre lag ovenfor, f.eks. kan der være tale om medlemmer af topledelser, der er aktionærer i privatkapitalistiske virksomheder. Aktionærer og virksomhedsledere i den private sektor repræsenterer ’trawlerkapitalismen’, det privatiserede KNI, den private fiskeindustri og større private virksomheder indenfor de landbaserede erhverv. Endvidere henter dette sociale lag sine medlemmer i de halvoffentlige selskaber, hvor der er indskudt privat kapital.

Den nye klasse
Det der kendetegner personerne indenfor den nye klasse er, at de ofte beklæder forskellige poster i bestyrelser, kommissioner, nævn og råd. De forskellige lag indenfor den herskende sociale klasse består af politikere, højtuddannet tilkaldt arbejdskraft og lokal højtuddannet arbejdskraft, der har indledt en social opstigning på de tilkaldtes præmisser.

Dette indebærer på den ene side, at det organisatoriske netværk af danske ledere og embedsmænd fortsat spiller en betydelig rolle indenfor rammerne af den herskende klasse. Dette netværk er det grønlandske samfund fortsat afhængig af. Danske eksperter har imidlertid medbragt en forud defineret forståelse af virksomhedsdrift, administrative rutiner og procedurer, der er udviklet under danske betingelser. Centralt i dette står forestillinger om traditionelle privatiseringer og fri markedsøkonomi.

På den anden side er der naturligvis også kræfter indenfor den dominerende klasse, der ser en interesse i at bevare status quo. Der vil her typisk være tale om kræfter med enten mange års Grønlandserfaring og måske endda med rodfæste i tiden fra før overtagelserne af de statslige aktivitetsområder i firserne. Eller der kan være tale om grønlændere indenfor den politiske og den administrative elite. Der kan hos disse medlemmer af eliten spores en vis realisme i forhold til nyliberalismen. Man ved, hvad der hidtil har kunnet virke og er generelt forsigtige, hvad angår hasarderede ’sociale eksperimenter’. Man erkender, at det grønlandske samfund er en blanding af økonomiske systemer, og at dette er tilfældet, fordi der nu en gang ikke har været andre muligheder.

Privatiseringsprocessen
I den henseende er privatiseringsdebatten et fænomen, der viser, hvordan rivaliserende lag inden for klassen konkurrerer om magt, privilegier, indkomst og formue. Privatiseringsprocessen åbner muligheder for at transformere offentlige formuer eller samfundsejede aktiver til privatejede formuer og aktiver. Nogle medlemmer af den nye klasse vil kunne se en personlig økonomisk fordel i at kunne være med til at kontrollere privatiseringsprocesserne, fordi man kan bringe sig selv i position som kommende aktionærer i de private foretagender.

Hertil kommer, at man allerede kan realisere store indkomster som topansatte, som medlemmer af bestyrelser og som modtagere af forskellige typer godtgørelser ved rokeringer mellem stillinger.

Demokratisering og aftrapning?
En fjernelse af bloktilskuddet behøver ingenlunde at ændre på denne magtfulde klasses privilegier. Fjernede man bloktilskuddet på meget kort tid, ville dette ikke betyde andet end, at der er en mindre lagkage at dele ud af. Hvis elendigheden fordeles ligeligt, ville alle så blive fattigere, mens magtudøvelsen stod uændret. Værre endnu kunne det også gå sådan, at magtudøvelsen stod uændret, og at den nye klasse bevarede sine indkomster, formuer og privilegier.

Jørgen Fleischer er meget tæt på dette i sin kommentarer til IAs udspil, når han siger, at dette i så fald betyder, at det vil gå ud over samfundets svageste, de marginaliserede og udstødte, de arbejdsløse, de uddannelsessøgende og de ældre. Man kunne på samme tid tilføje, at uændrede magtforhold ikke vil ændre det individuelle initiativ og den enkeltes virkelyst med en brøkdel, fordi al ting vil være ’business as usual’ - med flere forhutlede og forkrøblede menneskeskæbner som silhuetter på en faldefærdig boligmasse og infrastruktur ville det alene være kulisserne, der var anderledes.

Det sociale apati og manglen på initiativ kan meget vel ligge gemt i en afmagtsfølelse. Kunne man tale om noget så uhåndgribeligt som en ’folkesjæl’, så er dette en væsentlig bestanddel af den kollektive bevidsthed.

Er den grønlandske befolkning lullet i søvn eller har den opgivet, så skyldes det måske knapt så meget en fælles bevidsthed i retning af: ’Det hele går ’sgu’ nok, fordi vi alligevel får en pose penge af danskerne’.

Snarere kunne det handle om dette: ’Hvad kan det nytte at jeg gør noget selvstændigt, kommer med ideer eller tager initiativer, det er danskerne og deres importerede traditioner og sædvaner, der bestemmer alligevel’.

At få bugt med dette, er som aftrapningen af bloktilskuddet, en længere proces. Fjernelse af resignation og social apati hænger sammen med en vidtgående proces mod selvforvaltning, hvor befolkningen ses som borgere eller interessenter i et samfund, hvor man er mere end "en ting", der blot skal arbejde og skabe værditilvækst.

Et sådan interessentsamfund (stake-holding society) indebærer demokratiserede ejerformer og deltagelse. Når befolkningen deltager i ejerskabet af virksomheder som set ovre på den anden side i ’Inuit aktieselskaber’ og andelsvirksomheder, kan der skabes en positiv udvikling, hvor man er mere motiveret, fornyende, initiativrig, entusiastisk og produktiv. Lokale virksomheder kan overgå til lokal forpagtning eller lokalt eje, og bestyrelserne burde se flere repræsentanter for de ansatte, for fiskerne og fangerne og for lokalsamfundet. Det er der allerede skrevet en del om i grønlandske sammenhænge.

En del af denne proces kunne være at igangsætte en bevægelse mod økonomisk uafhængighed, der fungerer sideløbende med demokratiseringen. Hvis det er sådan et befolkningen ønsker det, ville det næppe være klogt at sætte sig ud over dette ønske, fordi det ville gå på tværs af demokratiseringen.

Planlægning og fond
Lad os som udgangspræmis slå følgende fast - et markedssamfund lader sig næppe introducere i de nordlige økonomier, hvor det offentlige spiller en stor rolle på grund af de geografiske betingelser. Fysisk- og økonomisk planlægning bliver derfor uhyre vigtigt for at få sat en positiv udvikling i gang.

Planlægning vil indebære en central styring, hvor der skal træffes valg og prioriteres mellem forskellige sektorer, og hvor der skal tænkes strategisk og eksportorienteret.

Beskæftigelsen i Grønland er ikke meget større end beskæftigelsen i store selskaber i Nordamerika og Europa, og i disse selskaber er planlægning ikke et ’fy-ord’. Dette betyder også, at der er behov for et centralt koordinerende planlægningskontor, som i perioden med Grønlandsrådet. Hvis denne planfunktion får en styrende rolle kan det være, at man kan få sat nye initiativer i gang, få koordineret den tilbageværende urbanisering ordentligt og få styrket samarbejdet mellem den offentlige og den private sektor.

De potentialer, der findes i den grønlandske økonomi, ligger blandt andet gemt i en videre forædling af fiskeprodukter med hjemtagning af produktioner til Grønland, intensiveret eftersøgning og udvinding i råstofsektoren, turisme, arktisk bygge og anlægsteknologi og vedvarende energi. En målrettet og sammenhængende planlægningsindsats kan lede ressourcer over mod disse områder og sikre en selvhjulpet udvikling.

Spørgsmålet er imidlertid, om det alene er nok at tro på, at der kan skabes en værditilvækst stor nok til kunne udligne de statslige udgifter fuldstændigt? Det er forunderligt, at der tales så meget om en gradvis afvikling af de statslige udgifter uden, at ordene tilsvarende følges op i handling. Dette ville faktisk kræve, at man i finanslovene indbyggede et krav om en henlæggelse svarende til det beløb, man vil nedtrappe med. Noget sådan har aldrig været tilfældet?

Man kunne i denne sammenhæng lade sig inspirere af Alaskas permanente fond, som har udviklet sig til at blive ’en stor pengetank’. Fonden har ganske vist opbygget sin kapital på grundlag af olieindtægterne, men kan man finde andre indtægter er det ligegyldigt, hvor pengene kommer fra.

Princippet bag Alaska-fonden er, at der hvert år er et beløb tilbage efter at det delstatslige budget er dækket, og der i øvrigt er betalt en dividendecheck til hver eneste medlem af en husstand. Yderligere fratrækkes et beløb til dækning af inflation. Det tilbageblevne beløb indgår i fondens hovedstol, som alene bruges til at investere i aktier, obligationer, jord og fast ejendom på de nordamerikanske finansielle markeder.

I 2000 var man kommet så langt, at indtægterne ved disse investeringer oversteg olieindtægterne.

Spørgsmålet er om en tilsvarende fond gradvist kunne opbygges i Grønland, uden at det naturligvis ville være nødvendigt at opbygge den samme store mængde kapital (mere end 200 mia. kr.)?

Hvis man over en række år havde opbygget en formue på 30 mia. kr. kunne man med en forrentning på 10% og sammen prisniveau som i dag klare sig uden bloktilskuddet. Kan man opbygge sådan en fond i Grønland baseret på henlagte andele af bloktilskuddet, andele af alle virksomheders værditilvækst (løn og profit) og fremtidige olie og gasindtægter, har man måske også en mulig løsning på, hvordan en gradvis nedtrapning kunne foregå uden at overførslerne bliver mindre!

Pointen er den, at der hver år bruges et stadigt mindre beløb af bloktilskuddet, der i stedet henlægges i fonden. Dette ville givetvis kræve en del rationaliseringer og omlægninger i den offentlige administration og de offentlige virksomheder med henblik på at fastholde det nuværende velfærdsniveau. Det, der kan sikre, at det hænger sammen er imidlertid netop, at man kan få etableret en velfungerende økonomisk planlægning. Den nuværende budgetorientering i hjemmestyregi skal erstattes med en strategisk orientering, og der skal udstikkes nogle klare politiske målsætninger, der bestemmer rammerne for udviklingen.