Tilkaldte og behovet i Grønland ...

Vi bør bevare et niveau af respekt i vores samfundsdebat, der kan være svær nok, når problemstillingerne kommer tæt på følelser. Uden denne respekt, kan vi ikke komme videre med debatten, der forplumres og ødelægges, uden at vi kommer en løsningsmodel eet skridt nærmere

Onsdag d. 17. juli 2002
Allan Olsen
Emnekreds: Danskere i Grønland, Kultur og samfund, Rigsfællesskab og selvstyre.

Henholdsvis Ole Poulsen og Leslie Strellners indlæg er hverken spændende eller opløftende læsning. Man bliver nødt til at betragte begge indlæg som momenter af irritation og behov for at lukke overtrykket ud, hvilket ikke har gjort deres synspunkter mere klare eller brugbare i en debat. At Ole Poulsen harmes over, at en tilkaldt ytrer sin mening om det samfund, man er en (midlertidig eller ej) del af, må stå for hans egen regning. Vores nationaldag eller hvilken som helst anden dag bør ikke være for hellig til at ytre sine synspunkter. Men derfor kan man godt behandle området med behørig respekt og saglighed. Jeg kunne derfor godt tænke mig, at Leslie Strellner uddybede sit argument vedrørende den "race, der var bosat i Grønland 400 år før Inuitterne", og kunne fremkomme med behørige kilder for et argument, der behandler Inuits rettigheder uden respekt. Leslie Strellner’ brug af meget ladede begreber som "apartheid" lader også en del saglighed tilbage at ønske. Derudover kunne det være interessant at se, grundlaget for LS’s påstand, at der findes 12.000 grønlændere i Danmark, der "i høj grad" skulle være en belastning for det danske samfund. Om de gældende beskatningsregler for de grønlandske studerende i Danmark mangler Leslie Strellner tydeligvis også indsigt. Leslie Strellners påstand om at Danmark ikke skulle skylde Grønland noget er vist også en sandhed med modifikationer. Om at gammel nag, også fra 2. Verdenskrig, ikke burde og skulle eksistere i dag er også en løs påstand, som sagtens kan modsiges. Overfor Leslie Strellner er Ole Poulsen ikke nogen opløftende modpol. Det er heller ikke hans hensigt at være det. Når Ole Poulsen påstår, at han skal kravle ned i LS’s "sfære", så skal man ikke læse meget af hans indlæg for at se, at Ole Poulsen tydeligvis allerede befinder sig "dernede". Hans indlæg er et udtryk for et minimum af tolerance og uvilje. Han finder i Leslie Strellner blot en undskyldning for at få lov til at fortælle alle, at han tydeligvis har tolerancemæssige problemer (det er hans egen slutbemærkning), og derfor er det ærgerligt, at Leslie Strellner ikke kunne have været mere moderat og saglig i sin udlægning! De er så at sige benzin på hinandens bål, og kunne denne ild forhindres i at sprede sig ville det ikke være så slemt. Men begge reaktioner er ikke noget vi bør lade være med at reagere på, og tie om, men det må kunne holdes på et plan, hvor der bare er et minimum af respekt, både for hinanden, men også for sagligheden og argumenters værdi. Jeg skal naturligvis ikke fremstå som noget enestående eksempel for saglighed, men jeg mener, at vi bør bevare et niveau af respekt i vores samfundsdebat, der kan være svær nok, når problemstillingerne kommer tæt på følelser. Uden denne respekt, kan vi ikke komme videre med debatten, der forplumres og ødelægges, uden at vi kommer en løsningsmodel eet skridt nærmere. Om det aktuelle problem, er min problemstilling kort. Vi kan vel ikke komme uden om, at der må eksistere et behov, som grundlag for (størstedelen af) de tilkaldtes tilstedeværelse. Et moderne samfund kræver sit af borgerne, og uddannelse er et nøglebegreb. Vi skal bruge fagligt kvalificeret arbejdskraft, og i den udstrækning vi i den aktuelle situation ikke selv er i stand til at levere denne, må vi: hente den dyrt udefra, eller lide det tab (i produktion eller årsværk)som en ubesat stilling afstedkommer med mindre man vil besætte en stilling med ukvalificeret (forstået således at man sagtens kan være dygtig, men ikke dygtig nok) arbejdskraft. Tilkaldt arbejdskraft må næsten altid være dyrere i anskaffelse end lokal ditto, specielt når vi taler om (vel)uddannet og erfaren arbejdskraft (specielt det sidste kan man ikke bare uddanne sig ud af, men må betale sig fra) Spørgsmålet er så, hvad vi, under accept af vilkårene og bagsiderne, bør vælge: Vi opnår den ønskede produktion/årsværk til en meromkostning Vi lider et produktions-/årsværkstab i forhold til det ønskede niveau Vi får en mindre produktion, med øget risiko for omkostningsrige fejl (a la Puisi A/S)